Old boys in new blend

Grimveil er et nyt samarbejde mellem Simon Lindgren (Tårfödd) og Revenant, kendt fra blandt andet Order of Nosferat, Sarkrista, Siechknecht og Velmorth. De to arbejdede senest sammen på flere af numrene på Tårfödds Mörker Täcker Livets Ljus, og kemien mellem dem videreføres på debutalbummet Into the Depths of Shrouded Pines. Projektet er skabt med ønsket om at indfange naturens atmosfære og den særlige stemning, der opstår i de nordsvenske omgivelser, hvor mange af idéerne til musikken blev født. Det er nogle rastløse og produktive gutter, der er gået sammen i dette nye projekt. Spørgsmålet er, om hastværket er på grund af en ustoppelig kreativ åre, der er blevet ramt, eller om synergieffekten udebliver, og summen af de to ikke kan stå mål med hverken den enes eller den andens normale niveau. De har udtalt, at Grimveil som projekt er startet for at udforske naturen, træerne og skovens atmosfære. Mange af idéerne og stemningerne til musikken er opstået på de daglige ture med hunden i det nordsvenske.

Grimveil is like a box of …

Otte forskellige smage af skov. Albummets åbner, "Where the Path Fades to Nothing", fungerer som en solid introduktion til Grimveils univers. Efter en langsom opbygning med naturlyde og afdæmpede guitartoner brydes stilheden af Revenants karakteristiske og raspende vokal. Nummeret udvikler sig langsomt, men formår alligevel at skabe et levende stemningsbillede, hvor de små forskydninger i lydfladen får stor betydning.

Den melankoli og stemning af skoven, Grimveil havde som hensigt at få frem, lykkedes i høj grad. Nogle gange ved hjælp af dyre- eller andre naturlyde, eller ved at lægge længere passager ind med akustisk guitar som for eksempel i “Into the Depths of Shrouded Pines", der er nummer to på albummet og udgivet som single. Teksten er muligvis i den misantropiske afdeling, men stemningsbilledet virker ikke suicidalt og rædselsvækkende for mig.

Netop stemningsarbejdet er albummets største styrke. De akustiske passager og diskrete naturindslag bliver aldrig gimmicks, men understøtter den kølige og eftertænksomme atmosfære, som duoen sigter efter. De otte kompositioner fylder lidt over en time, men materialet føles sjældent forceret eller forhastet. Tværtimod fremstår albummet som et gennemarbejdet værk med en klar kunstnerisk retning. Både i lyd og stemning, hvor DSBM-lyden får et tvist, så grundstemningen ikke længere er depressiv, men en mere håbefuld melankoli.

Lost in the Silent Woods

Det er især den konsekvente stemningsopbygning og duoens evne til at fastholde lytterens opmærksomhed gennem lange, stille og tempomæssigt lidt langsomme kompositioner, hvis man sammenligner med meget andet black, der løfter albummet. Grimveil genopfinder ikke black metal-genren, men leverer et veludført værk, som lykkes med det, de satte sig for som nyskabt duo.

Grimveil rammer en balance mellem traditionel black metal og atmosfærisk fordybelse. Albummet fungerer efter min mening bedst som en samlet oplevelse frem for en samling enkeltstående sange. Du forsvinder langsomt ud i den stille og tågede skov. Hvis man sætter pris på stemningsmættet black metal med fokus på atmosfære frem for aggression, er Beneath the Veil of Silent Woods et album, der fortjener opmærksomhed.