What year is it!?
Crystal Ball er nogle gamle gutter, ikke kun i forhold til deres alder eller det faktum at de har lavet musik siden 1995, men fordi deres musik får en til at lede efter en kalender for lige at dobbelttjekke, at man ikke er tilbage i LA i start-80’erne. Crystallizer er deres tiende album, og det er tydeligt, at de stadig kører deres post-glamstil 100 %.
She’s my Crystal Pie
Da de schweiziske musikere først fandt sammen tilbage i Horw i 95, kaldte de sig Cherry Pie. Jo, den er sgu god nok, de opkaldte sig efter Warrants eneste hit af samme navn. De blev dog efter tre år enige om, at det måske ikke var så smart at have opkaldt sig selv efter en landeplage og startede derefter at sprøjte album ud til højre og venstre, nu under navnet Crystal Ball. Nok skiftede navnet, men glam-inspirationen, det store hår og latexbukserne blev hængende. Tematikken er kærlighed og alverdens eufemismer for det mandlige kønsorgan, for det stopper jo aldrig med at være sjovt. Det er lidt, som om at Crystal Ball tilbage i 95 besluttede sig for, at Judas Priests Rocka Rolla er den bedste skive nogensinde, så hvorfor ikke bare prøve at lave den igen og igen? Et faktum, der konstant bliver slået fast, hver gang at Steven Mageney åbner munden: Han må være kæmpe Judas Priest-fan, for det kan ikke være et tilfælde, at han lyder som Rob Halford, bare med en seriøs omgang halsbetændelse. Men hvis man ser bort fra det platte glam-element og den lidt for skæve vokal, så kan man ikke ændre det faktum, at musikken i sig selv intet fejler. Crystallizer er velproduceret, og Scott Leach har til tider nogle overraskende soloer, der får en til at tabe underkæben og samtidig formår at erstatte glam-rocken med power metal, hvilket er et kærkomment element. Crystallizer er et sjovt album – og her menes sjovt som i pudsigt eller spøjst. For det er heldigvis ikke rendyrket glam; der sniger sig til tider forskellige elementer ind, fx power eller heavy, som fx på nummeret ”Death on Holy Ground”, hvis intro nærmest er sådan lidt slut-90’er nu metal a la Korn. Så musikken er tilpas varieret til, at det ikke føles, som om at man bare hører det samme nummer 10 gange i træk, men den er heller ikke så eksperimenterende, at man behøver erstatte sin lunkne fadøl med et glas rosé eller sin læderjakke med en rullekrave.
Onkeljokes og skæve penisser
Crystal Ball er ikke et dårligt band, og Crystallizer er på ingen måde et dårligt album. Hvis man kan lide hard rock og glam, men samtidig værdsætter små skæve indslag, så bør man da helt sikkert investere i både album og matchende T-shirt. Men man bør måske nøjes med den regulære version, da de to bonusnumre ”Satisfaction Guaranteed” og ”Exit Wound” ikke gør noget godt. På samme måde burde man have dasket Steven over næsen med en våd avis, da han foreslog, at introen til det sidste nummer ”Symphony of Life” skulle være ham, der nynner ind i mikrofonen – stop Steven, du er ikke Enya! Så hvis man alt i alt ser bort fra Steven, hans løjerlige vokal og sangtekster, der emmer af penisreferencer og onkeljokes, så er skiven klart en bankoverførsel værd.