Amok i hurlumhejhuset

Chamber of Mirrors er et dårligt bandnavn, medmindre man spiller en form for cirkusmetal a la Avatar eller Silver Dust – og selv hvis det er tilfældet, så er det stadig ikke et navn med megen wow-faktor. Hvordan er en spejlsal metal? Hvad har det med black metal at gøre? Hvilke blodige fortællinger kan der dog komme ud af, hvad de fleste forbinder med et hurlumhejhus? Jeg har mange spørgsmål, men efter at have lyttet til Chamber of Mirrors’ tredje udgivelse må jeg erkende, at jeg ikke er blevet et pløk klogere – nok tværtimod.

Så skru dog ned!

Tales of Blood er nok det mest larmende album, jeg nogensinde har hørt. Tænk tilbage på, da 'loudness'-krigen var på sit højeste i 00’erne, og gang det så med en milliard. Det er især trommerne, mere specifikt hi-hattene og bækkenerne, som fylder næsten hele lydbilledet. Måske er det årsagen til bandnavnet, for samtlige numre lyder som en, der er i gang med at knuse en spejlsal med en mukkert.

Denne ekstremt insisterende klirren overdøver alt andet 90 % af tiden, og den resterende 10 % kan man så høre, at det egentlig ikke gør det store, for musikken er faktisk ikke ret god – overhovedet. De få guitarmelodier, man kan høre, er så banale, at de fremstår infantile, keyboardet totalt ligegyldigt – fordi det sidste, det her album mangler, er mere, der siger ’klir’ eller ’pling’ – og det resterende trommesæt tøffer bare derudad, som var det Odsherredbanen en sen aften. Så er der vokalen, som mestendels bare lyder som en, der råber ned i en tændt blender.

Jeg kan sagtens høre, hvad Mortem, manden bag, forsøger, samt hvem han kæmper med at parodiere, men han er så langt fra målstregen, at om du så kombinerede alle målebånd på planeten, så ville du ikke kunne måle afstanden fra hans studie til føromtalte målstreg. Det er et forsøg på at levere klassisk vampyr-black, hvilket titelnummeret – en ligegyldig omgang dungeon synth – da også understreger, men det er så tarvelig en omgang, at man hellere ville have en pæl igennem samtlige organer end at tvangsindlægges til at lytte albummet til ende.

Det kan altid blive værre

Nogle gange snakker man jo med folk, der intet ved om metalmusik, men har utroligt mange holdninger til trods. De har det med at komme med udsagn om, at det hele bare er noget talentløst og skabagtigt larm, hvilket man så, som metalelsker, altid affejer. Desværre så er Tales of Blood et eksempel på, at nogle gange har disse lægmænd helt ret i deres ellers så forfejlede analyse. Hvis ikke det var, fordi jeg faktisk havde hørt værre udgivelser i år, så ville jeg have været klar til at stemple denne her som det ringeste møg i 2025, men selv der må Chamber of Mirrors se sig slået på målstregen.