Femte album fra australierne er desværre ikke på samme høje niveau som de foregående.

Alle gode gange fem?

Det australske prog-band, Caligula’s Horse er aktuelle igen. Det produktive band fra Brisbane, der blev dannet i 2011, kom for alvor til syne på den internationale scene i 2015 med deres tredje album, Bloom. De blev herefter hyret som support for blandt andre Mastodon, Opeth og The Dillinger Escape Plan, men det var først, da de to år senere kom med deres fjerde album, Contact, at de fik rigtig stor succes. Så stor, at de for første gang sikrede sig en headliner-turne på de amerikanske kontinenter, hvor de tog publikum med storm.

Med intet andet end succes i bagagen er kvintetten nu klar med deres femte langspiller, Rise Radiant.

Kurven stagnerer trods gode intentioner

Caligula’s Horse er kun blevet bedre for hvert album, de har udgivet, og lettere pessimistisk fristes man efterhånden til at sige, at det jo må høre op på et tidspunkt. Og ganske rigtigt – det tidspunkt er nemlig kommet nu. Ikke at Rise Radiant er direkte dårligt, men udvikling har der sørme ikke været meget af siden sidst.

På albummet dykkes der, ganske ligesom tidligere, ned i menneskets væsen, hvor store filosofiske spørgsmål udforskes med en flot musikalsk farvepalet samt en storladen fremføring. Pladen starter fremragende med de to solide numre “The Tempest” og “Slow Violence.” De lyder lige lovlig meget som en masse andet fra bandet, men pyt med det; det fungerer fint.
Som tredje skæring finder vi pladens måske bedste nummer, “Salt”. Det er et fremragende nummer, der kan og skal nydes flere gange i streg, men så skal man til gengæld også slukke for anlægget, medmindre man er stor fan, for herefter sker der nemlig ikke det store. Det lyder voldsomt, men trods hæderlige forsøg med numrene “Resonate” og “Valkyrie” går Rise Radiant alvorligt meget i stå efter de første tre numre. Det bliver simpelthen for ensformigt og i perioder direkte kedeligt. 

Dog er der positive ting ved albummet, der bør roses i store vendinger. Udover de første tre numre samt en knivskarp produktion, er det i særdeleshed bandets måde at gribe genren an på, der er prisværdig. Der findes så uendeligt meget progressiv metal, der på timelange albums spækket med tolv minutter lange numre er én gigantisk omgang navlepillende show-off, hvor samtlige guitarsoli lyder som et keyboard, der bliver voldtaget af en støvsuger. Forstå mig ret, jeg sætter stor pris på rigtig meget progressiv metal og ikke mindst dygtige musikeres overjordiske evner, hvis disse ellers tjener et formål i musikken; men de knudrede skalaer og sære taktarter skal ikke være der, bare fordi. Den del har Caligula’s Horse forstået, og det er en rigtig dejlig ting ved Rise Radiant. Musikken er skåret ind til benet, den udfordrer gængse musikalske normer uden at virke søgt, og den er virtuos uden at være selvsmagende. Med en spilletid på “kun” 48 minutter kan den måske endda fremstå komprimeret – alt under en time er jo næsten en EP i prog-sammenhæng – men hvor er det dog befriende, at alt overflødigt er skåret væk. Den ros skal de have.

Træerne gror ikke ind i himlen

Rise Radiant er på mange måder i tråd med bandets tidligere udgivelser, og de mest dedikerede fans vil ikke blive skuffede – men sammenlignet med Bloom og Contact er den altså lidt til den kedelige side. Uanset hvor ihærdigt jeg prøver at lade mig rive med, taber jeg interessen halvvejs inde, og får faktisk mere lyst til at høre bandets artsfæller i enten Tesseract eller Haken, som på det seneste er kommet med udgivelser, der er noget mere spændende og varierede end Rise Radiant.

Caligula’s Horse har alle dage været et spændende band at følge, og bliver sikkert også ved med at være det, men det er ikke denne plade, de vil blive husket for.