Nysgerrighed slog smedens kat ihjel

Det er efterhånden et par år siden, vi sidst hørte noget til norske Borknagar – fem for at være helt præcis. Tilbage i 2019 udgav det eklektiske ensemble True North, som var en blandet pose bolsjer, præcis som Borknagar altid har været og altid vil være – på godt og ondt. Visionen bag har jo altid været at lave nonkonform black metal, og uanset hvad man så må mene om resultaterne, så er der ingen, der lyder som Borknagar – hvilket igen må siges at være på godt og ondt. Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at anmelde – eller lytte til – det her album. Men en kombination af nysgerrighed, og at andre magasiner roste det til skyerne, gjorde, at jeg skiftede mening. Så lad os se, om det bliver dét her album, der overbeviser mig om, at de altså har fat i den lange ende, eller ej.  

Dimmu Proggir

Der går ikke mange sekunder, før man opdager, at Borknagar stadig lyder som sig selv. Det er stadig 70’er-flipper-prog kombineret med klassisk 90’er-black akkompagneret af Lars Arlands ikoniske røst. Det er præcis sådan, Borknagar skal lyde – og uanset om man kan lide det eller ej, så er der ikke en finger at sætte på medlemmernes musikalske egenskaber eller talent. De er alle vanvittigt dygtige, og Fall lyder fantastisk fra start til slut. Sammenlignet med forgængeren har Fall betydeligt mere tyngde, dybde og kant. Den er knap så hippielallet og knap så bange for at minde lytteren om, at det altså – trods alt – er en black metal-udgivelse. Især de to numre ”Summits” og ”Afar” viser en aggressivitet, som Borknagar ikke har vist i umindelige tider, hvilket klæder bandet utroligt godt. Men bare rolig, for der er skam stadig plads til 70’er-proggen og det Rush-influerede keyboardspil, så Fall cementerer, at bandet udmærket ved, hvem de er, hvad de kan, og hvad folk forventer af dem. Hvis man ikke er bekendt med bandets signaturlyd, kan der trækkes tråde til alt lige fra Ihsahn til Devin Townsend.

Desværre kammer det også over nu og da, og ”Nordic Anthem”, ”Northward” og ”Unraveling” ender alle med at være alenlange prog-ballader, der kører i tomgang og bare fylder på et album, der i forvejen er spækket til bristepunktet. De mangler personlighed og lyder alle tre, mere eller mindre, som brudstykker fra tidligere numre, bare sat sammen på klodset maner.

Det er jo altid et godt spørgsmål, om man foretrækker, at et album starter eller slutter stærkt – hvortil det forkælede svar er, at man helst vil have, at det er stærkt fra start til slut. Men sådan fungerer det jo ikke altid – desværre. Personligt foretrækker jeg, at et album har en stærk åbner og en stærk lukker, så må der godt være en sang eller tre i midten, der har elementer af fyldstof, men så længe start og slutning har rigeligt med kapow, så går det. Fall lægger fra kajen med masser af kapow, men allerede efter en håndfuld numre, ja, så er det gået i sig selv, og slutningen er derfor en slatten omgang.

Så nok lyder Fall fantastisk, nok er samtlige medlemmer af bandet vanvittigt dygtige, men det ændrer ikke på, at Borknagar stadig ikke helt formår at ramme hovedet på sømmet – desværre.

Godt forsøgt dog

Så nej, selv efter 12 album er det ikke lykkedes Borknagar at overbevise mig om, at de har fat i den lange ende. Men det er dog – samlet set – et fint album, bare hverken en 10/10 eller en 5/7. Der er absolut fine momenter og gode sange på albummet, de mange huller i osten til trods.