Fra talent til topnavn
Topplacering på de europæiske hitlister. Stribevis af udsolgte turnéer. Og gentagne pladser på plakaten hos nogle af klodens mest profilerede metalfestivaler. Da Beyond the Black tilbage i 2023 udsendte deres eponyme album, havde tyskerne for længst fralagt sig rollen som talentfuldt håb og sat kurs mod toppen af fødekæden inden for moderne symfonisk metal. Beyond the Black samlede trådene fra karrieren i et helstøbt og professionelt udspil, der bekræftede bandets format – uden dog for alvor at udfordre genrens konventioner. Med Break the Silence følger dermed ikke bare et nyt album, men også en forventning om bevægelse. Titlen antyder brud, fornyelse og kommunikation i en splittet verden, men spørgsmålet melder sig hurtigt: Er der tale om et reelt nybrud – eller blot endnu en velproduceret gentagelse af et udtryk, der allerede har bevist sit kommercielle værd? Svaret viser sig at være mere afdæmpet, end ambitionerne tilsiger.
Kølig distance
Break the Silence åbner med “Rising High”, hvor Beyond the Black endnu en gang støber sit fundament i det velkendte: naturromantiserende vokalharmonier og lyriske lag, der kredser om indre styrke og modstandskraft. Det er professionelt, effektivt og fejler isoleret set ingenting, men allerede her fornemmer man albummets grundlæggende problem: kunstnerisk stagnation. Titelnummeret følger trop med høje ambitioner og publikumsleflende arrangementer, men mangler den umiddelbare gennemslagskraft, som gjorde eksempelvis “Songs of Love and Death” til et definerende øjeblik på debuten. Refrænet sætter sig aldrig rigtigt fast, og repetitionerne bliver mere mekaniske end medrivende efter gentagne gennemlytninger.
Albummets styrke ligger gemt i de øjeblikke, hvor gæsterne sluses ind, og man tillader atmosfæren at forskyde sig en smule. “The Art of Being Alone” er et af pladens klare højdepunkter, hvor Chris Harms (stemmen bag Lord of the Lost) føjer en lettere lummer melankoli til Jennifer Habens mere uskyldsrene klang. Også “Let There Be Rain” profiterer af sit markante korarrangement og en mere riffbåret signatur, der kortvarigt giver indtryk af et band, som tør udfordre sin egen formel. Havde Break the Silence været første møde med Beyond the Black, ville helhedsindtrykket sandsynligvis have været mere positivt. Problemet består blot i, at bandet allerede har bevist, at de kan betydeligt mere.
Det i forvejen svigtende momentum daler yderligere på albummets anden halvdel. De cyberpunkinsinuerende synthflader på “The Flood” virker malplacerede og dræner nummeret for tyngde, mens “Can You Hear Me” med Asami fra Lovebites lider under både uinspireret lyrik og et udtryk, der balancerer farligt tæt på det generiske. Selv eksperimentet med fransk sprogbrug på “(La vie est un) Cinéma” strander ved idéfasen. Og her gik jeg og forestillede mig autentisk tristesse a la Edith Piaf eller som minimum en fortælling med en vis selvironisk distance. Ben oui, c’est la vie! Finalen “Weltschmerz” redder noget af æren hjem qua det stemningsmættede modersmål og de sitrende klaviaturflader, men fungerer primært som en påmindelse om det potentiale, albummet kun periodisk formår at indfri.
Afmålt elegance
Break the Silence bekræfter Beyond the Black som et professionelt og kompetent band, der stadig kan levere smukke melodier og velproduceret symfonisk metal. Samtidig er albummet et tydeligt bevis på, at komfortzonen stadig er relativt tryg: Enkelte højdepunkter som “The Art of Being Alone” og “Let There Be Rain” viser bandets kapacitet, men helhedsindtrykket ender med at være køligt og lettere forudsigeligt. Momentum og variation halter på flere af numrene, og forsøgene på at eksperimentere – fra cyberpunksynths til fransk chanson – lykkes kun delvist. Break the Silence er med andre ord solidt håndværk, men uden de store overraskelser.
