En svinestreg

Da min kollega her i Detektoren pitchede nærværende ep for mig, var det med bandets egen genrebetegnelse: ’episk garagerock med rødder i retrorock og tråde til moderne elektrorock’. På den ene side siger den beskrivelse alt, og på den anden side siger den absolut intet. Mest interessant er måske sammenstillingen af ’episk’ og ’garagerock’ – hva’ faen, er det ikke et oxymoron? Hvorom alting er, blev min nysgerrighed pirret, og nu sidder jeg så her med den pågældende ep, Graswærk, begået af thyboerne i Beskidt. Lad os se, om den kan noget, øf, øf.

Ned i rendestenen

I pressematerialet lægger bandet vægt på at være i opposition til alt det pæne, pudsede og polerede, og det høres da også tydeligt på ep’en. Samtlige fem numre – den første skæring er en ligegyldig intro – serverer nemlig rå rock uden så mange dikkedarer. Det er hårdtslående og højtråbende, lige ud ad landevejen og med en stor lyd båret af særligt forsanger Søren Lyngklip, der i øvrigt også flotter sig på synthesizer.

”Honestly? Nothing” lægger ud med palm muted guitar og en tilbageholdende vokal, der snart suppleres af trommer med masser af fylde og en stemningsopbyggende synth. Pludselig eksploderer nummeret i et umanerligt langt skrig, og så starter løjerne for alvor. Der er energi og attitude for alle pengene samt tilpas rust på stemmen, om end den ved flere lejligheder fremstår temmelig forceret. I det store hele et ganske fornuftigt nummer.

Videre går det med ”Virus”, der rummer en varm og tæt lyd, masser af kør-for-hurtigt-attitude, men desværre også illustrerer en betydelig svaghed, nemlig bandets lidt for ofte lidt for formulariske tilgang til genren. Der er simpelthen ikke noget i dette nummer, som andre halvvrede rockbands fra de seneste cirka tyve år ikke allerede har gjort. Mange gange. Det samme gælder i store træk ”2.0” og ”Finally Time”, der begge har læssevis af potens og energi, men savner en form for særkende.

Det tætteste, bandet kommer på noget unikt, er ironisk nok balladen ”Tragic”. Her kommer kvartettens sans for melodi – som de jo åbenlyst besidder – til sin ret, og de får fuldt udbytte af de dynamikker og intensitetsskift, som de løbende implementerer på ep’en. Desuden befinder Lyngklips vokal sig mestendels tættere på sit naturlige leje, hvilket bandet med fordel kunne udnytte mere. Jeg siger ikke, de skal give slip på skrig og skrål, men lidt variation – mere end der er til stede på nuværende tidspunkt – ville bestemt ikke skade.

Grisebasserock

Thyboerne lover beskidt og uforfalsket hård rock, og det serverer de så sandelig. Om det er garagerock, og om det samtidig er episk, er jeg ikke helt sikker på – men det er måske heller ikke så vigtigt. Er man overhovedet et rigtigt band, hvis man ikke har ’opfundet’ en helt unik genre eller en kæde af sammensatte sådanne? I hvert fald har Beskidt begået en fin og energisk omgang rock uden alt for mange krummelurer, og det er jo altid skønt. Dog mangler der lige det sidste skub, før i hvert fald denne anmelder kommer helt op af stolen.