Mellem stjernestunder
Jeg hørte og anmeldte Moonlight Haze til Epic Fest 2026 i starten af april og var begejstret. Siden har jeg så set frem til nyt, og ventetiden har heldigvis været kort. Godt nok er det kun en EP – men stærkt, at de er ude med nyt kun et år efter sidste album. Moonlight Haze har udgivet fire album siden deres første i 2019, og de har været gennem en god udvikling, så det er spændende, om det er en mellem-slasker-EP med et til to gode numre og lidt fyld eller et helskabt værk.
Kontrolleret og gennemtænkt galskab
De bliver bedre og bedre. Jeg har måske ikke set lyset fra start med Moonlight Haze, men efterhånden giver det mening. Galskab i den kaotiske og utilregnelige forstand skal man, trods navnet på EP’en, dog lede længe efter. Det er en EP med en klar progression og plan. Det intergalaktiske kommer mere i form af udforskning af det kosmiske rum som triumferende art og af nye måder at sammensætte en powermetalplade på. De har stadig det symfoniske og keyboardet med hele vejen, men guitaren får nu lov at spille en større rolle og er blevet tungere. Det kommer måske tydeligst frem i nummeret “Shine”, men kan også fornemmes i de tre første numre. Chiara Tricarico lyder godt på vokalen: varieret og kraftfuld. Hun er dygtig og er blevet bedre – eller i hvert fald bedre produceret. Jeg kunne godt tænke mig flere numre på italiensk, for den eneste anke, jeg har, er det engelske, hvor jeg synes, der mangler noget. På de to første numre forsvinder mange endelser, på en irriterende og næppe intenderet måde.
EP slutter med “Interstellar Madness” og “Interstellar Madness: Finale”. Af navn hænger de nok uløseligt sammen, men de fungerer fint hver for sig. Hvis vi starter med finalen, er det et instrumentalt nummer, hvor Giulio Capone har fået lov at brillere lidt på keyboard. “Interstellar Madness” er en større komposition bygget op som en mindre opera med præludium, akter, korstykke osv. Du hører tydeligt de forskellige elementer, og det er klart min favorit på EP’en, da det symfoniske står så klart frem og på grund af nogle gode passager på italiensk.
Mere glad end gal
Et fuldlængdealbum havde i et optimalt scenarie været bedre, men hvis hypotesen er, at Moonlight Haze ikke kunne nå at lave nok af samme kvalitet, foretrækker jeg et par og tyve minutter, hvor det fungerer som et – omend lille – samlet værk, der er værd at høre. Det har min anbefaling, både hvis du er mangeårig fan eller gerne vil prøve kræfter med lidt varieret powermetal. Hvis de kan levere det hvert år, er jeg tilfreds.
