Det er hårdt at være kvlt!

Normalt dækker vi ikke synthwave her på Heavymetal.dk, men det sker, at vi dækker diverse metalartisters sidespring som Nergals bluesprojekt, Myrkurs folkesange eller Alex Skolnicks jazzensemble. Så hvorfor ikke også se på Bergeton, Morten ”Teloch” Bergeton fra Mayhems nyeste sideprojekt? Det er ikke første gang, at Mayhem og synthwave bliver sagt i samme sætning. Allerede på debut-EP’en Deathcrush fra 1987 var der nummeret ”Silvester Anfang” (skrevet af den tyske elektrokomponist Conrad Schnitzler, der gav Euronymous nummeret efter en hel dag, hvor den norske teenager havde stået og gloet ind ad mandens vinduer), og igen på Grand Declaration of War fra 2000 med nummeret ”A Bloodsword and a Colder Sun”. Derudover har andre black metalartister som Burzum og Ulver i årevis leget med synthwave og elektronisk musik.

Lyden af John Carpenter

Miami Murder er på mange måder et superklassisk eksempel på, hvad synthwave er – man kan vel nærmest kalde det ”synthwave for dummies”. Det emmer simpelthen af 1980’erne, og man sidder konstant og bliver mindet om alt lige fra glemte bip-bip-spil til filmiske mastodonter som Blade Runner og Escape from New York – og til de yngre læsere derude – Stranger Things. Det er lyden af en dystopisk fremtid fremmanet i fortiden. Bare tag albummets tredje nummer, ”Fort Apache Marina”, der snildt kunne være baggrundsmusikken i et Mega Man-spil, der aldrig blev til noget.

Men Miami Murder er dog ikke rendyrket synth, for nu og da sniger dig så noget metal ind i form af en guitarsolo, en basgang eller lignende. Hvilket er klædeligt, både fordi det bryder monotonien lidt og giver Teloch en chance for at bidrage med lidt personlighed – for ærlig talt, så kender vi ham jo bedst som guitaristen fra Mayhem, God Seed, Nidingr og Gorgoroth.

Jeg er ikke synthwave-ekspert, ej heller skriver jeg for ”Synthwave.dk”, så jeg må desværre skrotte de mange referencer, jeg normalt ville benytte mig af, for i stedet at hive en række lægmandstermer ud af ærmet. Miami Murder sætter flueben ved alle de ting, jeg forventer og betegner som synthwave, altså spacy electro-musik, som nemt kan køre i et endeløst loop, uden man opdager det, mens man sidder i en fedtet veloursofa i en dyster lounge, hvor den eneste lyskilde er de mange neonrør i loftet. Numre som ”Natasha K.G.B”, ”Miami Murder”, ”The Demon” og ”Valley of Death” rammer alle denne stemning til perfektion, mens numre som ”Arabian Nights” eller ”Fort Apache Marina” er de numre, man sætter på, når man bevæger sig mod dansegulvet – og dermed bryder den gennemgående stemning på albummet, hvilket er en skam, for synthwave uden stemning er som nytår uden champagne.

Ganerenser

Tidligere i år interviewede jeg Teloch, og han fortalte blandt andet om, hvor lidt inspireret han har følt sig lige siden Covid-19 for alvor brød ud tilbage i marts. Det virker dog til, at han har genfundet sin inspiration ved at ryste posen og lave noget, der ikke involverer corpsepaint og tremolo-riffs. Miami Murder er en rigtig fin plade, som sagtens kan fungere til at ”rense ganen” efter en stor dosis black metal, og det kan vi jo alle få brug for en gang imellem.