Frankrig, Spanien og et mystisk sprog

I Pyrenæerne ved den spansk-franske grænse mod Atlanterhavet finder vi Baskerlandet. En hovedsageligt selvstyrende region, der sprogligt ikke minder om noget andet vesteuropæisk sprog – hus hedder eksempelvis 'exte'. Men dette drog tre franskmænd fra Rivieraen med baskiske aner nytte af, da de i 2021 grundlagde bandet Azken Auzi, hvilket er baskisk for 'sidste dom'. I 2022 udgav bandet den selvbetitlede debut, og i begyndelsen af marts var trioen klar med opfølgeren, Infernua.

En skive rugbrød med sort sludge

Når nu vi er ved sprog, hvis oprindelse fortaber sig i tågerne, og et folk bosiddende i bjergene, så går det meget godt i tråd med den okkulte sludge, som Azken Auzi begår sig i.

Diæten på Infernua er dog mere end bare Ouija-brætter og støvede skriftruller. Især på den instrumentale “Black Mass” har både guitar og bas fundet den helt rigtige balancegang mellem rent proteinpulver og knitrende, hjemsøgt transistorradio. Når Azken Auzi samtidig anvender repetitive hypnotiske metoder, så bliver det et tungt og dragende kald fra mørkets dyb, man ikke kan modstå. Skulle man alligevel stritte en smule imod, så er “See You Next Tuesday” lyden af dybets dørmand, der giver dig kraven og kaster dig hovedkulds ind til de kutteklædte skikkelser der messer dybt i faklernes skær. Sludge med en tydelig Black Sabbath-kant er ganske vist ikke raketvidenskab, men Azken Auzi får alligevel hulens meget ud af det. Apropos at få noget ud af det, så har “Reptilian” nogle elementer, franskmændene burde dyrke mere. Den mere atmosfæriske tilgang og en solid post-metallisk flirt er noget, som i den grad trækker ritualet fra brummekor i munkeudklædning til reel påkaldelse af mørkets væsener og tilbedelse af afgrunden.

Inden vi når til okkulte ritualer, eksklusive hulefester og spøgelser i maskineriet, så skal vi gennem ”Deep Hell” og ”SK”. Førstnævnte har godt nok et riff med masser af muskler under de sorte gevandter, men formår aldrig at gøre andet end at stå og flekse. Nummeret starter og slutter stort set på samme måde, hvor de sparsomme forsøg på skift i tempo og struktur opleves mere som OK-klubben, der katastrofebremser inden en blød venstrekurve, end naturlig progression. Der skal ”SK” alligevel roses for at undgå disse abrupte stop. Nummeret undgår dog stoppene ved at fortsætte præcis det samme riff som ”Deep Hell” og aldrig nogensinde afvige nævneværdigt fra det. Indrømmet, det er et fedt riff, men efter et lille kvarter, så begynder jeg at undre mig over, om dirigenten af dette sorte selskab er faldet i staver bag podiet. Her kan Azken Auzi ikke længere gemme sig bag undskyldninger om effekten af hypnotisk repetition.

Udmærket, men med plads til forbedringer

Når man er kommet over den første tredjedel af pladen, så er der dog en ganske fin belønning at finde på Infernua. Dragende, tunge riffs i flammernes skær, mens dystre skikkelser messer ondsindede latinske besværgelser. Ganske simpelt og velafprøvet, men også utroligt tilfredsstillende, når det gøres rigtigt.