Tredje gang er lykkens gang … eller noget
Siden 2017 har de hollandske femme fatales i Asagraum tonset derudad med en kombination af blackened death metal-riffs, Watain-tempo og Marduk-tematik i et voldsomt forsøg på at cementere deres status som et af de farligste bands i træskoens hjemland. Der har alle dage været mere fokus på udstråling end teknik, og selv om ingen af de damer er dårlige musikere, har Asagraum aldrig rigtigt overbevist mig om, at jeg skulle sætte deres musik på.
Men nu er bandets tredje album, Veil of Death, Ruptured på gaden, så lad os da se, om tredje gang er lykkens gang.
Status: komatøs
Med hensyn til teknik, produktion og mixing er der ikke en finger at sætte på bandet eller albummet. Problemet er dog, at det hele er så gudsjammerligt kedeligt og ensformigt. Det er helt standard blackened death, som vi kender det fra Asagraums landsmænd God Dethroned, bare uden sjæl.
Igen og igen sidder man som lytter med følelsen af, at nu sker der noget spændende, for blot at blive skuffet sekundet efter. Det er, som om at Asagraum ikke rigtigt tør give helt slip og bare tonse derudad med 250 km i timen – hvilket må siges at være utroligt atypisk for et band, der spiller den slags musik, som de nu engang gør. Derudover kan jeg slet ikke forstå inklusionen af de to instrumentelle intermezzoer ”Opus ad Errantem” og ”Opus ad Aeternum”. De to numre fungerer som reelle stopklodser, hvilket må siges at være virkeligt unødvendigt, da der jo netop mangler tempo.
Veil of Death, Ruptured er en banal og generisk omgang black metal af den slags, som man har hørt tusind gange før. Det i sig selv er ikke et problem; alle bands kan ikke være originale eller banebrydende – det giver sig selv. Men det er desværre også kedeligt – faktisk møgkedeligt.
På intet tidspunkt steg min puls til et niveau over hvilepuls; tværtimod er jeg ret sikker på, at den til tider var så lav, at man ville erklære mig komatøs. Trods at jeg har hørt albummet om og om igen, så husker jeg absolut intet derfra – altså udover de to intermezzoer, for nok var de overflødige, men de skilte sig da trods alt ud – jubi.
Hvor er min plaid!?
Spørgsmålet var, hvorvidt Asagraums tredje album kunne overbevise mig om at melde mig ind i bandets fanklub. Svaret må være et rungende nej. Hvis dette album var en farve, ville den farve være beige.
Det er ikke et dårligt album; det er bare så ligegyldigt, at det halve kunne være nok.
Jeg ville nærmest ønske, at der var tale om et dårligt album; den slags kan man trods alt huske, da ting, der er elendige, ofte er noget, der efterlader diverse indtryk. Men her er det eneste indtryk, man bliver efterladt med, et akut behov for at finde et slumretæppe frem.
