Valdemar Sejr ville have været fan

Der er mange gode ting, man kan sige om Ribe. Det er en utrolig charmerende lille by, det er Danmarks ældste købstad, det var der, Valdemar Sejr blev født og, nå ja, så har byen også givet os Aphyxion, som muligvis er Danmarks pt. bedste melodødsband! Void er deres tredje album, og selvom man sagtens kan mærke og høre, at det stadig er ”gode gamle” Aphyxion, så kan man også høre, at de har fornyet sig og ikke er bange for at prøve nye ting af samt søge nye grænser.

Bedre til at være In Flames end In Flames

Void er lyden af industriel melankoli; lyden af ensomheden i den endeløse betonjungle. Det er lyden af Armod og Desperation, der trækker vejret med sine sorte, KOL-ramte lunger.  Lyden af de forladte legepladser og tomme forretningslokaler oversprayet med analfabetisk graffiti. Lyden af det postmoderne samfund, der ikke helt selv er klar over, hvorfor det eksisterer, eller om det egentligt er berettiget til en eksistens. Men det er også lyden af modstand, af oprør og lyden af undertrykte hjerteslag, der slår hurtigere og hurtigere.

Der er få bands, som lyder på samme måde, men de to der kommer tættest på, er Dark Tranquility og In Flames. Faktisk minder Void mig ret meget om In Flames-albummet Sounds of a Fading Playground – bare bedre!

Void er velpoleret og velproduceret, men uden at lyde tamt eller sterilt. Der er stadig ligeså meget smæk på som på deres tidligere udgivelser, og Michael er kun blevet bedre til at bjæffe og brøle, og han bliver så fint akkompagneret af Jais, der leverer en ganske solid clean-vokal, som fungerer som en udmærket kontrast. Generelt så virker det til, at ordet ”kontrast” har været en nøglefaktor på albummet, da mange af sangene generelt svinger ret meget fra rent og poleret til beskidt og råt. Vi skifter konstant fra sort til hvid og tilbage til sort igen, hvilket gør albummet ret nuanceret. Et udmærket eksempel på dette skift er sangen ”Pain”, der nærmest er en duet mellem Mørket og Lyset eller måske rettere Smerte og Lindring.

En Naturlig Udvikling

Hvis man sætter sig ned og lytter hele bandets diskografi igennem fra start til slut, står det hurtigt klart, at den udvikling, de har gennemgået, føles helt utrolig naturlig og organisk. Void føles vitterligt som en efterfølger til Aftermath, men samtidig står det også klart, at det ikke ”bare” er en efterfølger, for udviklingen og progressionen er tydelig. Det eneste, jeg dog savner på Void, er det, man kan kalde for et ”smash-hit”. Altså et nummer der VIRKELIG slår igennem fra første sekund og stadig føles lige voldsomt og fantastisk efter afspilning nummer 500. Et nummer som ”Same Kind of Different” fra deres tidligere plade. Forestil jer Metallicas Master of Puppets bare uden titelnummeret – det ville stadig være en genial plade, men der ville stadig mangle noget. Det er det samme med Void, som er en fremragende udgivelse. Jeg mangler bare det sidste og endelige slag i bolledejen.