Amerikansk cruise control
Glasswaves er en amerikansk trio fra Rochester, New York, som blev dannet i maj 2023. Musikalsk bevæger de sig i et moderne og atmosfærisk krydsfelt mellem melankolsk dark pop, elektroniske lydflader, alternativ rock og spontane metalcoreudbrud. Bandet har gjort sig bemærket med en række singler, og med udgivelsen af deres debutalbum, while(True), rejser spørgsmålet sig, om de kan leve op til det imponerende lyttertal, et så ungt band har formået at skrabe til sig.
Dark pop, emo-tårer og et hårdt tiltrængt lyspunkt
Allerede inden første tone bliver slået an, starter irritationen. Glasswaves har udstyret deres nye album med en række utroligt irriterende sangtitler, og man griber sig selv i at se sig sur på udgivelsen alt for tidligt i lytteprocessen. Det visuelle og æstetiske udtryk giver hurtige associationer til, hvis Machine Gun Kelly fik en grim baby – og med ét falder forventningerne til albummet.
Når pladen skydes i gang, mødes man af en stille, melankolsk og meget lys vokal. Der er ikke mange instrumenter at spore i lydbilledet. I stedet dominerer en poppet, elektronisk lyd efterfulgt af et langsomt, enormt generisk omkvæd. Det lyder ganske enkelt som noget, man har hørt tusind gange før.
På ”Saving[face]” tændes et lille håb. Det starter godt med en lyd, der i det mindste minder om hardrock, mens den lyse vokal ødelægger momentum med det samme. Albummets, og faktisk bandets, første growl bliver også endelig introduceret, hvilket skaber lidt dramatik og kant, men det slutter desværre alt for hurtigt til at redde helhedsindtrykket.
De næste par numre cementerer førstehåndsindtrykket, som mest af alt er en kedelig omgang. En overvejende del af numrene er decideret intetsigende og formår kun at vække en følelse af mild irritation. Det er en hård erkendelse, at man ikke skulle have valgt at lytte til dette værk på en grå tirsdag morgen. Som om ugen ikke var lang nok i forvejen.
Lige som man er ved at miste tålmodigheden, sker der dog noget. Nummeret ”<< bye >>” får lullet lytteren momentant ud af tirsdagsbluesen med en pludselig opvågning i form af ren metalcore. Der kommer endelig fart på, og musikken bliver faktisk mere end blot udholdelig. Det er befriende at mærke noget reelt raseri efter at have udstået alt det foregående. Vi skal dog lige en kort tur tilbage i emo-land, før vi rammer en slutsekvens, der først lyder som en mærkelig scratched metal-LP, før den eksploderer i et rigtig fint breakdown. Befrielsen varer kort, da det næste nummer hurtigt genfinder kursen mod det generiske, kedelige og nærmest utilgiveligt uoriginale.
Simpelthen for kedeligt
Man må give Glasswaves, at produktionen er god og velpoleret. Men bag den pæne overflade gemmer der sig en ujævn lytteoplevelse, hvor bandet glemmer sine tunge rødder til fordel for generiske popelementer kun sjældent viser tænder. Bandet både lyder og spiller godt, når der bliver skruet op for kadencen. Det er bare så forsvindende sjældent, at man hurtigt glemmer de få lyspunkter til fordel for de mange negative punkter. Der er så lidt original identitet i musikken, og man når nærmest at glemme samtlige numre, inden de overhovedet er færdige. Og så er det altså en ommer med de sangtitler ...