Vive la France, vive la black metal!

De seneste par år har den franske black metal virkeligt fået vind under vingerne. Landet, der måske nok mest har været kendt for lige dele baguette og Gojira, har de sidste par år sprøjtet det ene fremragende black metal-band ud efter det andet. Bandet udgav EP’en Epignosis tilbage i 2019. En udmærket udgivelse samlet set, men også en udgivelse af den slags, som man glemte igen med det samme. Men nu skriver vi 2024, og det franske orkester er klar med sit debutalbum – og typisk for fransk black metal så er der ikke blevet sparet på noget, tværtimod!  

Du ligner en, jeg kender …!

A/Oratos spiller melodisk og storladen black metal med diverse klassiske og symfoniske elementer. Man kan sammenligne dem med landsmændene Seth, Diablation og til dels Sühnopfer samt Morte France. Men der kan også findes præg, der minder mere om bands a la Dimmu Borgir, Lamentari og i særdeleshed Mephorash. Ergo er det ikke nogen ny lyd, som A/Oratos præsenterer os for, om end den fremtrædende basguitar da ikke er noget, man støder på hver dag i blackmetallens verden.

Med andre ord så lyder A/Oratos helt utroligt fransk, og ikke kun fordi der synges på fransk – selvom det da er en klar ledetråd med hensyn til bandets ophav. Men alt ved bandets lyd emmer simpelthen af gallernes rige. Når denne lyd kombineres med bandets lyriske fokus på esoteriske aspekter såsom gnosticisme, kabbalisme og hermetisme, kan man ikke undgå at få diverse mentale billeder af okkulte samlinger på støvede slotte, hvor der blev ofret alt fra bourgogne til bondekarle. Lyt bare til mellemstykket i ”Ô roi des eons”, og I vil forstå præcis, hvad jeg mener.

Der er dog to ridser i lakken, som bør påpeges. Den største af disse må siges at være vokalisten Aharon. Han benytter sig af to teknikker igennem hele albummet: Den ene er den klassiske blackvokal med masser af skrigeri, og den anden er en mere råbende vokal, hvor der synges klart og tydeligt. Hans blackskrig er ikke dårligt, men helt igennem gennemsnitligt – og ydermere forventeligt for genren. Hvorimod hans klagende råberi er langt mere unikt – og ydermere passer den langt bedre til musikken, da den har noget manisk over sig, der klæder bandet mere. 

Bandets andet problem er, at det er alt for nemt at drage diverse paralleller mellem A/Oratos og alverdens andre bands – hvilket dog er ganske forventeligt af en debut. Mit største ønske, ja, man kan vel kalde det en decideret bøn, er derfor, at A/Oratos kigger sig selv dybt i spejlet og stiller sig selv det mest kritiske af alle spørgsmål, nemlig ”hvem er vi, og hvad vil vi?”. Hvis de kan finde svaret på dette og formår at kanalisere det ud rent musikalsk, så tror – og håber – jeg, at vi vil være vidne til reel storhed og ligeså skønhed. 

Slå så det jern, nej, hårdere!

Men al kritik til trods så vil jeg gerne slå fast, at Ecclesia Gnostica er en rigtig god debut, og at samtlige medlemmer absolut bør være stolte af produktet. Alt lyder godt på albummet: Trommerne fylder lige tilpas, bassen har dejligt meget schwung over sig, der er nogle eminente guitarsoli, og diverse symfoniske elementer tilføjer både charme og elegance.

Men det er ikke nu, at der skal hviles på laurbærrene; det er nu, det sande arbejde virkeligt begynder, for man skal smede, mens jernet er varmt, og som det er lige nu, så er jernet hvidglødende – så slå til, A/Oratos, slå, som gjaldt det livet!