Du kan godt fryse ham, selvom han allerede er is
Vi kender det alle sammen: Efter en aftens lidt for tung druk fra drikkehornene vågner man med skruetvingehovedpine fanget af den onde Archdemon Seebulon i en isblok et ukendt sted i universet. Jeg hader bare, når det sker! Powermetalbandet Angus McSix lægger på albummet Angus McSix and the All-Seeing Astral Eye helt bogstaveligt talt den tidligere forsanger, Thomas Winkler, på is i en forvokset isterning, da de introducerer den nye fakkelbærer, Sam Nyman. Som medlem i bandet må man føle sig lige så sikker, som når man indgår et ægteskab med kong Henry d. 8., da ens hoved også muligvis her en dag kommer på huggeblokken. Denne gang virker det dog umiddelbart som en venskabelig skilsmisse, idet Winkler synger med på intronummeret. Nu er spørgsmålet, om Angus McSix brænder sig på projektet, eller om de allerede er ild.
Dansabel nørdemusik
Fremdriften fra den hæsblæsende hypermarch “6666” har endnu ikke mistet pusten på andet nummer, “The Fire Of Yore”. Vi tonser videre derudad på togt mod det altseende øje, der kan hjælpe tropperne med at befri den forfrosne tøffelhelt. Midt i den klassiske powermetal melder der sig dog et mindre elektronisk indslag, der giver sangen karakter af en Bilkakopi af Electric Callboy, hvor batterierne ikke medfølger. Og Angus McSix har fortalt, at de oprindeligt håbede på at kunne få Electric Callboy med på sange som denne og “Techno Men”, men at de nok var for store. Når man ikke kan få det, man må have, må man tage det, man kan få, og Angus McSix fik i stedet fat på Turmion Kätilöt. Det fungerer også nogenlunde, selvom man godt kan høre, at sangen var tilskrevet nogen med en stærkere profil, som kunne bryde klarere igennem. Det er ikke ligefrem god smag, men hvis man allerede kører den hjem på Monster og dunsten fra spray-undercoaten til sine Warhammer-figurer, vil sange som disse være kræs for ikke-kræsne.
Blandingen af electro- og powermetal kunne have virket forfriskende, men mellemstykket er halvskævt sakset ind og forekommer mest af alt en anelse forvirrende.
Vi er dog gudskelov hurtigt tilbage for fuld power, og niveauet holdes ligeledes med høj fanebæring på skæringer som “I Am Adam McSix” understøttet af Rhapsody Of Fire, der fint indlejrer sig i lydbilledets fantasylandskab. Generelt er der flere cameos på albummet end i en Stan Lee-film.
Endnu et eksempel på dette er “Dig Down”, der svælger i syndig synth og er dyppet i groovy rytmer, som sætter de brynjeklædte hofter i svingninger. Singlen er hurtigt steget til tops som bandets mest streamede på Spotify, og det giver mening, for den emmer både af klassisk påååwer og en taktfast dansabilitet. Jeg ville med glæde nikke med korslagte arme og en kold fadøl til denne sang. Men så melder Van Canto og det sang-talende stykke sig og klipper sangen op med sin fejlcastede pause-akt. Den kunne jeg godt have været foruden, selvom hårdnakkede fans nok vil insistere på dens vigtighed for historiefortællingen. For folk med et liv virker det dog lidt ligegyldigt.
“Starlight Stronghold” ville nok flække mange ankler på Dance Dance Revolution-fladens alter med sin stødvise synth. De elektroniske trommers pacemaker pumper lidt liv i sangen, men som ved et fejlslagent galvaniseringseksperiment producerer de ikke nok energi til at genoplive nummeret fra de døde. Det leverer dog alligevel varen fra Power, omend halvhjertet. Vi er til dels tilbage igen på albummets sidste halvdel, da eftersøgningen af Angus McSix for alvor sætter ud i fantasy-vildnissets viltre slyngplanter. Rytmerne gungrer over strækninger belagt med strabadser, men den massive powerbank af rendyrket påwer, som albummet lagde ud med, er endnu ikke fuldt genopladet. Selv på albummets svagere numre som “Let The Search Begin” og “The Power Of Metal” ryger niveauet dog aldrig helt ned i kulkælderens kummefryser – har de i øvrigt overvejet at lede efter Angus der blandt bøfferne?
Pøwer?
Der er mange å’er i Angus McSix’ påååwer, men de burde måske overveje at udvide deres vokabularium med lidt flere bogstaver fra alfabetet, så der kom mere variation i sangene. Den øgede sammenstilling af elektronica og power er dog en interessant udvikling, som pirrer min nysgerrighed for, hvordan bandet kan videreudvikle denne nye lydprofil. Angus McSix kan noget helt særligt med fængende rytmer, som sætter selv de mest skeptiske anmeldere i bevægelse og driver dem modvilligt med ud på togtet. Teksternes narrativ er skivens bærende element, men det instrumentale spiller også på bedste klassiske power-vis, hvor rytmerne drøner ud over stepperne væbnet med elektroniske indslag som kasteskyts. Numre som “6666” har en fin fremdrift, omend den tilhørende musikvideo ligner noget, der kunne være optaget under en acting challenge på Drag Race. Hvorvidt dette er en kompliment, må være op til den enkelte at afgøre.Hvis man lader, som om “Let The Search Begin” er albummets sidste nummer, fremstår det som en relativt helstøbt fortælling. Der er dog et Nachspiel: “Into Battle”, der har en nærmest cinematisk kvalitet over sig. Således står det i sin egen ret, og selvom det kunne være undværet, er det alligevel en fin cliffhanger.