Fra hammeren til sværdet

Efter lidt mere end et årtis tro tjeneste i Gloryhammer fik den hammersvingende frontmand Thomas Winkler sparket. Årsagen til at han blev smidt ud, Mustaine-style, er officielt uvis, men det er ikke utænkeligt, at det har noget at gøre med afsløringen af, at resten af bandets medlemmer var nogle røvbananer. Men i stedet for at kvitte musikken helt tog Winkler sit alias fra Gloryhammer med sig, fandt nogle nye legekammerater og startede projektet Angus McSix. Spørgsmålet er så, om der er andet i projektet end et barnagtigt forsøg på at prøve at trumfe sine tidligere kolleger.

Plagiater og pandekager

Stilistisk set er Angus McSix nøjagtig ovre i samme boldgade som Gloryhammer hvilket næppe er en overraskelse. Det er den type powermetal, hvor vitterligt alt er for meget – intet er helligt, og intet er seriøst.

Jeg var ret glad for Thomas’ sidste skud, Legends from Beyond the Galactic Terrorvortex – rent retrospektivt fortjente den ni ud af ti kranier i stedet for otte. Der var noget helt utroligt forfriskende over bandets ”no fucks given”-attitude, hvor den komplette mangel på seriøsitet og selvironi mødte guitaronani. Ydermere er jeg egentlig ret stor fan af Winklers vokal, der trods sine fejl og mangler emmer af persona, hvilket er en gedigen mangelvare i powermetallen, hvor den absolutte majoritet af vokalister lyder som et destillat af daggammel fløde, der sjosker rundt i bunden af en rusten junge. Derfor tillod jeg mig på forhånd at antage, at jeg ville være klar til at gå fra Team Gloryhammer til Team Angus McSix. Nu har jeg så hørt albummet ad flere omgange og må desværre konkludere, at jeg i stedet er på Team Farveller.

At Winkler har et behov for at vise sine forhenværende kolleger, at han altså er den sejeste dreng i klassen nu, er forståeligt. Problemet er bare, at det er han virkelig ikke. Sangskrivningen på albummet er papirstynd med lige så mange lag som en pandekage, og Winklers trang til konstant at påpege at han lige er lidt sejere end Gloryhammer, virker simpelthen barnagtig – især når han nærmest begår det ene plagiat efter det andet. Tag to numre som ”Master of the Universe” og “Sixcalibur”, der læner sig så tæt op ad de to Gloryhammer-sange ”Masters of the Galaxy” og “Gloryhammer”, at det er decideret pinligt og omtrent lige så kreativt og originalt, som hvis Megadeth havde skrevet sangene ”… And Justice for Some” og ”The Four Horsepersons”.

Jeg kunne dog sagtens leve med den dovne sangskrivning og det totale fravær af kreativitet, hvis så bare humoren var intakt eller sangene tilpas catchy. Det er bare ikke tilfældet heller, selvom der da er noget forholdsvis komisk over en sang som ”Laser-Shooting Dinosaur”, der kombinerer eurodance med Dino Riders-lyrik og Mortal Kombat-temaet, men jeg tvivler på, at Winkler & co. satsede på kun at opnå noget, der var ”forholdsvis komisk”.

Fadølsmagi trumfer kritisk sans

Angus McSix, du interstellare krigsherre, du er blevet vejet og fundet for let. Alt, alt for let, endda.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at når først klokken er mange, og fadøllene har gjort sin pligt, så vil folk være helt klar på en useriøs omgang dansemetal, for hvem stiller reelt set kritiske spørgsmål til folk klædt ud som discount Power Rangers? Angus McSix and the Sword of Power er på alle måder en skuffende omgang letvægts-metal, faktisk er det så let, at hvis det rent faktisk er metal, må der være tale om litium.