Amaranthe - Massive Addictive

Massive Addictive

· Udkom

Type:Album
Genrer:Power metal, Metalcore
Antal numre:12

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 2 stemmer.

Bandet der bliver bedre og bedre

Et band i udvikling 
Der er få bands hvis genre er svær at definere. Svenske Amaranthe er et af disse bands. De har været aktive siden 2008, og har siden da udgivet tre albums. Det tredje hedder Massive Addictive, og det viser et band i udvikling.

Gennemgang
Første nummer, ”Dynamite”; starter tungt og har et tydeligt keyboard hele vejen igennem. Sangen er simpelt bygget op, så der kommer ikke rigtig nogen overraskelser. Omkvædet har dog en lettere episk følelse, selvom det er kort. Her hører vi også det første fra bandets nye rå vokalist, som bestemt ikke skuffer.

Andet nummer, ”Drop Dead Cynical”, er headbanging-venligt og simpelt sat sammen, ligesom det første. Keyboardet er bedre integreret, og de to rene vokaler præsterer bedre. Desuden har den hårde vokal mere tid i rampelyset, hvilket jeg synes om. Trommerne viser sig desuden fra deres bedre side på dette nummer.

Tredje nummer hedder ”Trinity”, og minder meget om det første. Det er dog knap så tungt, og med en bedre fordeling mellem de tre vokaler. Keyboardet er meget mere fremtrædende, hvilket man kan diskutrere om er en god ting. De slipper dog fint fra det. Desuden er der en guitarsolo på nummeret, som ikke er til at råbe hurra for.

Resten af albummet holder sig meget i midttempo. Det ligner meget ”Dynamite” og ”Trinity”, men der er også nogle numre, der skiller sig meget ud. Det er eksempelvis den rolige ”True” og den hurtige og intense ”An Ordinary Abnormality”. Vokalen er ganske godt fordelt gennem albummet, samtidig med at trommer og keyboard gør et flot stykke arbejde. Guitaren frembringer dog ikke særlig mange spændende riffs (dog lige udover riffet på ”An Ordinary Abnormality”, det er rigtig fedt) og nogle tamme guitarsoloer, hvilket er en smule skuffende.

Deres bedste album - indtil videre
Amaranthe har lavet deres bedste album indtil videre. Massive Addictive har hvad bandets to tidligere albums manglede. Der er mere struktur, det er bedre sat sammen og det virker generelt mere voksent. Alle tre vokaler er bedre end tidligere, og trommerne gør et fantastisk arbejde gennem hele albummet. Der er selvfølgelig nogle steder hvor musikken ikke fungerer fantastisk godt og hvor guitaren bliver decideret kedelig, men det vejes op af trommerne, vokalerne, keyboardet og hvor godt albummet er i forhold til Amaranthes to tidligere albums. Fans af bandet vil selvfølgelig synes om albummet, og det viser også bandet fra dets bedste side.

Drop Dead Cynical er et af de mere unikke numre på albummet, og også et af de bedste efter min mening.