Burka og corpsepaint

Afghanistan. Der er nok ikke ret mange steder, jeg mindre ville opholde mig end dette forfærdelige sted. Jeg ville hellere befinde mig i Death Valley, på Antarktis, i Solens kerne – ja, sågar i Randers. Ørkennationen mod sydøst er for menneskerettigheder, kultur og livslyst, hvad Marmite er for smørepålæg: en skændsel. Da Taleban, igen, kom til magten i 2021, blev sang, musik og dans gjort ulovligt, og samtlige instrumenter, som den fascistoide dødskult fandt amoralske, blev destrueret. Forbryder man sig imod dette, kan man risikere alt fra korporlig afstraffelse til henrettelse.

Så at der overhovedet findes metalbands – endda black metal-bands – i Afghanistan, som fortsat er aktive, er helt utroligt, nærmest ufatteligt. Det er altså noget, der kræver nogle helt enorme og metaforiske nosser! Hvor mange der findes, skal jeg ikke kunne sige, men Almach har siden 2020 udgivet det ene album efter det andet, hvoraf In the Depths Where Souls Decay er det sjette. Så lad os hylde Almachs mod og rebelske ånd ved at dykke ned i dette værk!

Emperor of Sand

Noget af det, jeg elsker allermest ved at anmelde især black metal fra hele verden er at høre, hvordan de forskellige kulturer og nationer fletter deres egen musik og kunst ind i metallen – hvis de da gør det. Det gør Almach – heldigvis! Bandet formår, ganske ubesværet, at kombinere klassisk black metal med mellemøstlig folkemusik, hvilket umiddelbart ikke lyder som noget, der burde fungere, men novra, hvor det dog svinger!

Resultatet får mig til at tænke på en perlerække af forskellige bands. Den overordnede, storladne stemning minder mig en hel del om Prognan, mens både ”Altar of Iblis” og ”Raven’s Reign” snildt kunne være af et Caladan Brood-tributband. ”Underworld” emmer af Emperor, og helt generelt virker vokalen meget Ihsahn-influeret, og når man snakker black metal-vokalister, ja, så er han også svær at slå.

Helt generelt er In the Depths Where Souls Decay et rigtigt godt album, og Almach formår virkeligt at skabe en lyd, man ikke just kan kalde for allemandseje. Jovist, der er da enkelte huller i osten, og det er ikke alle numre, der står lige skarpt. ”Step to the Gates of Yurdesh” formår ikke helt at ramme den perfekte balance mellem blackmetallen og folkemusikken, men pyt, mindre kan også gøre det.

Klap for helvede, klap!

Jeg havde absolut ingen forventninger til In the Depths Where Souls Decay, det indrømmer jeg blankt. Jeg kastede mig udelukkende over albummet på baggrund af det nationale ophav. Faktisk havde jeg nok en lille mistanke om, at det ville være noget værre hakkelse, fordi helt ærlig … black metal fra Afghanistan!

Det er dog nogle gange helt utroligt sundt at tage fejl og blive positivt overrasket i samme omgang. For Almachs sjette album er ikke kun et, man bør hylde for ånden og tankerne bag; musikken i sig selv kan snildt stå på egne ben – og kvaliteten er der, hvor man bestemt også bør klappe højt og længe.