Alleg-hvem?
Allegiance er et symfonisk black metalband fra Toulouse, Frankrig, og dette er deres dystre debut. Det tog mig lidt tid at finde frem til informationerne og detaljerne omkring dette band, hvilket skyldes, at ”Allegiance” er et ret almindeligt bandnavn. Forvirringen blev for alvor total, da der allerede findes et blackband med det navn, nemlig svenske Allegiance tilbage fra ’89. Men så gamle i gårde er de her drenge ikke, de fandt sammen i 2015 og udgav en demo i 2016. Det ændrer dog ikke på, at Beyond the Black Wave lyder som et album, der sagtens kunne være udkommet tilbage i 1989. Faktisk lyder franske Allegiance også en del som svenske Allegiance, hvilket ikke gør det nemmere at finde ud af, hvem der er hvem.
En prut i et badekar
Når jeg læser, at et band er fransk, så stiger mine forventninger, og jeg begynder straks at danne en masse forestillinger om skøre riffs, skæve rytmer, en bombastisk tilgang, en krystalklar produktion samt store armbevægelser. Det blev dog hurtigt tydeligt, at Allegiance og jeg ikke har været til den samme forventningsafstemning – for Allegiance virker til at være tilfredse med at lyde som et lavbudget Dimmu Borgir-coverband. Allegiance har tydeligvis en stor forkærlighed for den norske black-scene, og man kan især høre, at de er fans af Emperor og Dimmu Borgir, men desværre når de ingen af de to bands til sokkeholderne. De mangler den mystiske og kolde charme, som Emperor har, og de mangler viljen og gåpåmodet til at gå helt amok og sovse sig ind i eurovision-magi, som Dimmu Borgir gør det. Derudover er produktionen heller ikke noget at råbe hurra for. Den er aldeles middelmådig, og det virker ikke til at være bevidst, men mere et resultat af mangel på en ordentlig producer. At black metal har en ”unik” produktion, er der intet nyt i, og i visse dele af miljøet er det et krav. Men når man slår sig på at være et ”symfonisk blackband”, så går det ikke, at ens keyboard og andre symfoniske elementer drukner i lydbilledet og ender med at lyde som en prut i et badekar. På enkelte numre forsøger forsangeren ”Asgorn” sig også med noget clean singing, hvilket også falder totalt til jorden, da han mest af alt lyder som om, at han prøver på at imitere Atilla Csihars strubesang, og resultatet er noget underligt og uforståeligt mumlen.
Tak, nej tak
Der er ikke rigtigt noget synderligt positivt at sige om Beyond the Black Wave. Musikken er ikke decideret elendig, men der er heller intet nyt eller spændende at komme efter. Det er alt sammen gjort hundredvis af gange før, og desværre for Allegiance, er det også blevet gjort bedre hundredvis af gange før.
Så medmindre du har en underlig lyst til at høre, hvordan Dimmu Borgir eller Emperor ville lyde, hvis man fjernede deres evner og talent, så vil jeg virkelig ikke anbefale dig at samle Beyond the Black Wave op.