Hvor går bølgerne hen, når de går højt?
Nordmænd har et bizart forhold til jazz, og det kan høres på deres metal. Det norske avantgardemetalband Agabas blander saxofon med fry-screams i en sonisk pærevælling, som de selv kalder ‘death jazz’. Ligesom hundredvis af norske musikentusiaster hvert efterår valfarter til øen Kardamyli for at høre jazz i det græske øhav, har Agabas skabt sin egen mystiske ø i metal-oceanet. Ingen lyder som dem, og de er således eneboere på denne ø, mod hvis brænding strømningerne fra de forskellige genrer slår hinanden brusende i møde som Kattegats og Skagerraks bølger ved Skagen. Spørgsmålet er, om den skibbrudne lytter kan beholde forstanden, indtil bjergningen fra øen, eller om vedkommende ved albummets ende begynder at tale til en volleyball ved navn Wilson som i “Cast Away”.
Arthousefilm og hvallig
På deathjazzøens solblegede kyst ligger der et strandet hvalkadaver. Man har gradvist dissekeret det for at finde dødsårsagen, og hver sang på albummet Hard Anger fremstår som en skæring fra ophugningen af det opulente bæst. Den første afhuggede legemsdel i lydbilledet er “Kjerlighed”, hvor benbrud af lydbidder strutter ud gennem huden. Knoglernes gustne, elfenbenshvide takker rejser sig med vokalens skrig mod himlen som forvredne bjerge i et bakkelandskab af råddent kød. Deres flossede tinder flænser det floromvundne, melodiske skydække, så tonerne drypper sirupstykt over nodearket. Ligesom de foregående sætninger er musikken smuk, selvom den ikke giver mening. Alting svimler på “En vakker himmel”, og vi falder som Alice gennem kaninhullet i rasende fart mod vanviddets rand. Der er alligevel en snert af forstand og symfonisk sammenhængskraft i denne Švankmajerske version af Alice i Eventyrland, som skaber en vis synergi. Inspirationen fra improviseret jazz er tydelig og tøjrer tonerne til hinanden, så de ikke fremstår fuldkomment fragmenterede. Det er forfriskende, men enkelte gange falder det til jorden, når rytmerne enten kommer til at skurre for meget mod hinanden, eller elementerne fra klassisk hardcore på eksempelvis “Jävla menneske” lidt overtager jazzen. Forstå mig ret, jeg holder skam meget af hardcore, ligesom jeg værdsætter en god gyser – men hvis man først har plantet måsen i biografsædet for at se en arthousefilm fra A24, bliver man skuffet over endnu en simpel horrorsequel fra Blumhouse. Og når man først har vænnet ørerne til norsk avantgardemetal, er der (desværre) ingen vej tilbage. Derfor virker de enkelte mere ordinære sentenser på albummet lidt for simple i sammenhæng med resten, men heldigvis er der ikke så mange af dem. Den frankensteinagtige sammensmeltning mellem det halvdøde hardcorekadaver og de mere levende avantgarde-jazzmetalelementer kunne have været mere flydende uden så mange sting, men samtidig sker der for alvor noget interessant i de pudsfyldte sammenstødsflader mellem genreelementernes afhuggede lemmer. På sange som “Arv” er bassen tydelig og piloterer lydbilledet sammen med den solide trommeside. Man kunne af og til ønske sig en større variation i vokalen, men generelt indlejrer den sig fint som fugemateriale i sprækkerne mellem jazz og metal. Agabas er udfordrende musik, og man skal træne hårdheden i øresneglens bløddyr for at udholde det. Hvis man først giver det tid, kan man dog gradvist høre flere lag i musikkens multidimensionalitet.
Svaret på sporvognsproblemet
Hvis man er til harmonier, hooks og nogenlunde tone-ren tonalitet, er Agabas tonstung tortur for ørerne. Men hvis man som mig ynder at finde symfonier i susen fra hvid støj og vanvidsbilister i tomgang, vil man være godt underholdt. Jeg er særligt begejstret for saxofonen, der flyder gnidningsfrit mellem lydlandskabets mange lag. Nogle gange danser den på jazz noir-vis bagerst i kulissen som et uheldsvangert ekko, der skaber en stemning af uro. Andre gange springer den helt frem og får sit eget moment i rampelyset. Man får fornemmelsen af at stå smøget i skyggerne på en tilrøget jazzklub … blot for at opdage, at røgen ikke stammer fra de andre gæsters smøger, men strømmer op som svovldampe fra selveste Helvedes ild, der sender stikflammer gennem gulvet. Det er absurd, dystopisk og diskant. Ligesom efter en David Lynch-film sidder man lamslået tilbage uden helt at vide, hvad man netop har været vidne til. Og det er netop sådan, jeg kan lide det! Ikke noget med at blive holdt i hånden af pædagogisk storytelling eller ledt i fællessang med nemme hooks og repetitive riffs. Nej, her er der ingen kære mor – eller nogen Gud, for den sags skyld. Begge er døde under hjulene på denne vanvidskaravane af et avantgardemetalband, der ikke spilder tid på filosofisk grublen over moraletikken bag sporvognsproblemet, men formår at køre alle over på den samme skinne. Albummet kunne strammes op ved at skære ned på enkelte sentenser, der mest har karakter af elevatormusik, men er ellers en helstøbt febervildelse med en virtuos søvnparalysedæmon på saxofon.
