Hvidløg og vandreture

Jeg kender lige akkurat ét slovakisk metalband, nemlig Malokarpatan. Landet mangler ellers ikke metalbands – og slet ikke fra den sorte skole. Så derfor er det da morsomt, at Aeon Winds og Malokarpatan deler et enkelt medlem, nemlig guitaristen Vladimír ’HV’ Moravčík, som kom med i 2024. Aeon Winds har ellers været i gang med at hylde både Karpaterne samt landet og regionens folklore siden 2007, ofte i en så overbevisende grad, at deres merchandise primært burde være vandrestøvler og hvidløgsranker. Trods at bandet snart kan fejre sin tyveårsfødselsdag, så er vores veje bare aldrig krydset før nu, så frem med krucifikset, den vamsede sweater og sølvsværdet, for nu skal vi på skovtur!  

Eagles of Black Metal

An Ode to the Mountains er en enormt ambitiøs udgivelse, der helst vil det hele på én gang. Den sådan helt overordnede ramme er ganske vist atmo-black, men de kære slovakker er bestemt ikke bange for at se, hvor vidt den ramme kan strækkes. Det er altså ikke just Burzum-kopiband nummer 666, niksen biksen! Albummets numre er alle spækket med diverse symfoniske indspark som vampyrkeyboard og cello, men den slaviske folkemusik får så sandelig også lov til at fylde – alt andet havde da også været blasfemisk, når nu albummet handler om bjerge, skove og mytiske væsner.

Men se, der, hvor An Ode to the Mountains skiller sig ud fra den myriade af symf-, folk- og atmo-black-bands, der er derude, er måske ved Moravčíks indblanding. Malokarpatan er ganske vist også et blackband, men de henter deres soniske inspiration fra bands som Black Sabbath, Motörhead og Mercyful Fate, så de er langt mere öld skööl i deres lyd, med fee’ spade og et totalt fravær af de klassiske blackvirkemidler som blastbeats. Og se, det er netop de elementer, der – kombineret med alt det førnævnte – giver An Ode to the Mountains et helt særligt je ne sais quoi. Det bedste eksempel på denne på papiret absurde kombination er ”Devoured by Time and Long Forgotten”, der med sin skomagerrytme og sine guitarslides virkeligt tæsker heavymetallen ind i fjæset på en. Eller tag nu ”Unyielding Citadel”, hvis intro bedst kan beskrives som ”Hotel California, nu som black metal” – hvem i alverden havde nogensinde regnet med at få Eagles-associationer qua et slovakisk black metal-band?

Helt overordnet er det her en fremragende omgang, og Aeon Winds har på mange måder fat i den lange ende, for denne musikalske stuvning fungerer på rigtigt mange måder. Selvom man aldrig er i tvivl om, at det er en black metal-udgivelse, man lytter til, så bliver man tit mindet om helt andre bands og genrer, og det er fedt! Der er ikke så meget tale om en rød tråd som et rødt kludetæppe.

A tale as old as time …

Det er dog ikke alt, der står helt så skarpt, som det kunne, på albummet her – desværre. For ja, der er et ’desværre’ … Aeon Winds ved ikke helt, hvornår man skal stoppe, hvilket som bekendt er, mens legen er god. Og legen havde været rigtig god, hvis de lige havde trukket de to sange ”Legends and Tales of Old” og ”Fading Embers” om bag haveskuret og aflivet dem. De to er intet mindre end ligegyldig instrumental intro-outtro-fyld. Det mest irriterende er faktisk, at ”Legends and Tales of Old” kunne have været en rigtig god introbid til ”An Ode to the Mountains”, hvis man altså lige havde beskåret det gevaldigt og så kogt de to sammen. Nummeret har nemlig en helt genial guitarintro, der minder en om lige dele grusgurglende monsterjægere med albinisme og fortabte landsbyer, der har gevaldige problemer med invasive arter i kirkens katakomber. Men ak … at ligegyldige instrumentale intermezzi ødelægger en god plade, er desværre i sig selv en ældgammel historie.