Witch Fever

Endnu et bandnavn med en henvisning til hekseforfølgelserne? Næ, hvor genialt, det har jeg aldrig hørt før. Engelske Witch Fever hævdede selv at spille musik, der bryder med både genre- og kønskonventionerne. Det lyder umiddelbart som et nobelt projekt, men desværre var der ikke meget genresmadring over deres præstation i Royal Arena. Deres post-punkrock mindede mest af alt om en Temu-version af Kittie, der havde fået kløerne fjernet (lad være med det). Det var bedst, når netop inspirationen fra Kittie skinnede igennem, og man mærkede arven fra den klassiske og evigt aktuelle riot grrrl-punk. Det fungerede godt på særligt numre som “In Birth”, hvor forsanger Amy Walpoles vrede energi drev nummeret fremad. Desværre var det også de momenter, hvor bandet lød mindst som sig selv og som en heksedømt på hjul og stejle var klædt i lånte fjer. Walpole tonsede op og ned ad scenen under “At The Core” i et ihærdigt forsøg på at udfylde den, men manglede at have musikken med sig. Energien var til stede på scenen, men ikke blandt publikum, for trods en komplet udsolgt koncert var mange af stolerækkerne tomme, inklusive anmeldersæderne, hvor de fleste åbenbart udelukkende kom for at skrive om Volbeat. Det er ærgerligt, at man ikke også giver spalteplads til opvarmningen, men lad nu den bitre bemærkning ligge. Hvert nummer mindede umiskendeligt om det næste, og ifølge min ven, der arbejdede i Royal Arenas boder, havde de aldrig solgt så mange ørepropper som til aftenens koncert. Witch Fever faldt således hverken i den gængse koncertgængers eller anmelderens favør. Det var et modigt sats fra Volbeats side at hive et undergrundsband ind som support, men måske mere dumdristigt end kløgtigt.

4/10

Bush

Guitaristen i Bush, Corey Britz, trådte ud med ansigtet skyggelagt af en imponerende sombreo, og således var scenen sat til en omgang country-ispireret grunge. Bandet leverede følsomme rockballader, som i 90’erne kunne få publikum til at vifte mangt en Zippolighter gennem luften. I disse moderne tider var lighterne dog skiftet ud med smartphonenes lommelygtefunktion, da bandet gentagne gange bad publikum om at tænde lys for at danne en stjernehimmel på stolerækkerne under de mere emotionelle numre som den Pearl Jam-klingende “Swallowed”. Det blev dog mest til lidt spredte stjerneskud fra den stadig halvtomme sal. Forsanger Gavin Rossdale viste ligesom Volbeat et ærligt tyveri klart af inspiration fra Johnny Cash. Dog havde de moderniseret Cash til samtidens kontantløse samfund, og de formåede at bevare nerven i hans bluesrock. Britz leverede en fin og dybtklingende bas, der fint understøttede Rossdales barytonstemme. Denne lød dog af og til en smule autotunet, hvilket var ærgerligt, for den fungerede fint i sit naturlige leje. Guitarist Chris Traynor var også klart inspireret af Metallica og havde planket et par riffs fra “Master of Puppets”, som bandet ikke bekendte tyveriet af. Særligt Bushs følsomme sange som “Glycerine” fungerede dog smukt og nærværende. Der var en fin balance mellem humor og alvor i bandets publikumskontakt, og variation mellem sangenes udtryk viste en velvalgt sætliste.

7/10

Volbeat

For evigt er meget længe

Mange brudepar ønsker at høre den til deres vielse. Selv, hvis man ikke er medlem af Volbeats fanskares inderkreds, kender man den landeplage, der stadig af og til hjemsøger diverse radiostationer: ”For evigt” med Volbeat og Johan Olsen fra Magtens Korridorer. Mens mange hører omkvædet ’for evigt, måske for evigt, skal vi samme, samme vej’ som en velsignelse af kærligheden, er det måske mere en forbandelse. En forbandelse til for evigt at trave ad den samme musikalske landevej, som hr. og fru Danmark er blevet forvænte til at blive ført ned ad af Volbeats hillbillyrock. En forbandelse til succesens mondænitet, der nok indbringer en pæn fortjeneste, men samtidig er dræbende for kvaliteten. Volbeat har tidligere haft et mere markant mørke i musikken, og alene titlen “In The Barn of the Goat Giving Birth to Satan’s Spawn in a Dying World of Doom” varslede dybere basgange (og måske et lillebitte brøl? Bare et lille et?). Derfor tillod jeg mig at holde døren på klem for håbet om, at Volbeat kunne genfinde livsgnisten i aften og vende tilbage til rødderne. Eller måske finde en helt ny vej, der kunne hælde benzin på deres kreativitets ellers udslukte bål. Spørgsmålet er, om de i aften ville velsigne os med en fornyet energi under “For Evigt”, eller om det ville blive en forbandelse om at stagnere i middelmådighedens nedtrådte og derfor komfortable sko. 

Røde pølser og hytteskosegmentet

’Du kan ikke anmelde Volbeat uden at skrive ordet folkefest mindst en gang’, sagde min kæreste, inden jeg tog til koncerten. Og han havde ret, for det var som altid en større folkefest end et halbal med gratis røde pølser og hoppeborg. Gulvet i Royal Arena blev forvandlet til en vajende kornmark af hænder, der bølgede i takt. Særligt under hits som “A Warrior’s Call” var publikum med på den med vippen med hytteskoene og energisk nikken i takt, der er det vildeste, deres segment magter at præstere. Volbeat har for mange år siden lænet sig langt tilbage i succesens magelige lænestol og sat fødderne op på puffen. Vi kender det alle: Når man først er kommet ned i mageligheden sæde, kan det være svært at komme op igen. Måske kan man få en ven til at give en hånd, så man igen trækkes op i stående position. Og det forsøgte Volbeat også, da de til ingens store overraskelse hev Johan Olsen ind på scenen. ’Der er gået 10 år siden ”For Evigt”, skal vi ikke lave en ny?’, spurgte Poulsen publikum. På den ene side tænkte man: ’Ja, gør det endelig, skab noget nyt!’. På den anden side vidnede denne koncert netop om, at bandet ikke har en eneste nyskabende åre tilbage i deres blodfattige lydlegeme, og at Olsens musikalske blodtransfusion ikke var nok til at genoplive deres spilleglæde. Der var dog enkelte fine momenter, som for eksempel da Poulsen mindedes sin far under “Lonely Fields”, hvor der indfandt sig en smuk og andægtig stemning i salen i samklang med hans sorg. Det var ydermere rart at høre et nummer, der måske ellers ikke lige er det første af Volbeat, som folk sætter på til festen. Til gengæld kunne de skåle Volbeat ud til “Pool of Booze, Booze, Booze”, selvom det dog virkede lidt uforløst, da bandet herefter forlod scenen og overlod publikum til deres egen fest, som de pligtopfyldende førte videre.

6/10