Instrumental stonerrock

Da jeg for et år siden anmeldte Heavy Trips Liquid Planet, fik de denne introduktion: ’Generelt holder instrumental stonerrock ikke en meter. Liquid Planet er undtagelsen’. Det er en udtalelse, det er svært at rykke ved. En stillestående genre, rømmet for opfindsomhed. Kort sagt: definitionen på ananas i egen juice. Naturligvis har genren også sine bannerførere her til lands. Mød Karambolage!

Høvl, gus og ildhu

”Høvl” høvler afsted over et sært synkoperet guitarriff, der måske er inspireret af Primus. Samtidig overraskes man glædeligt af produktionen, hvor trommernes lyd er som en drøm og hensætter en til favoritter fra 70’erne. I det hele taget er det samlede lydbillede sat fremragende op. Og selvom ”Høvl” starter ret originalt, bevæger det sig hurtigt over i landsfællen Tim Christensens hjørne. Kun vokalen mangler for, at der var fuld plade på Dizzy Mizz Lizzy. Nummeret ender på en ulige takt, ganske som starten, og der mærker man Karambolages særkende.

Men efterfølgende ”Lydhør” er for lang tid om at få fingeren ud, selvom der er tematiske og dynamiske landskaber undervejs. Afslutningen er mere energisk, men det er ikke just luftværnsbatterier, der fyres af. Karambolage er her lidt for stillestående. Samme model følger ”Ildhu”, og heller ikke den stenede rocker ”Ublu” evner at trække sværdet ud af stenen. Den starter for langsommeligt, taler americana, med masser af twang, som den i mere end 40 år er blevet fortolket af DADs Cobber. Igen tilsat et lille nip Primus, uden at fans af Claypools kaoter får pulsen op. Men nummerets sidste halvdel er interessant stenet rifferi med uforudsete brud og dynamiske overraskelser, hvor bandet tegner sin egen lille niche op. Der viser de, hvad Karambolage er, ganske som den udmærkede start på ”Høvl”.

Bedst er ”Gus”, et dusin minutters langsom stonerrock, der går både Bronco, Kyuss og alle andre i bedene. Og hold lige hesten engang: To tredjedele henne bryder bandet ud i pompøst spil med store hængende akkorder og en ret skarp arpeggio. Dette er pladens ubestridt bedste moment, der holder intensiteten oppe i det efterfølgende hårdtstampende Matt Pike-inficerede powerakkordstamperi. En fænomenal afslutning på et album, der ikke lod ane, hvad der var i vente.

Dideli, dideli

Der er faktisk vokal med, på en ganske kort visit, for de råber og jodler lidt i baggrunden på ”Gus” – det kunne karambolisterne med fordel kultivere meget mere. Det kunne gøre projektet her væsentligt mere interessant. For det er med meget instrumental musik den manglende vokal, der reducerer det til noget, der blot kører i baggrunden. Også Karambolage, på trods af de spøjse idéer og momentvis originale sangskrivning. Generelt mangler de at overskride tærsklen for vedkommenhed.