Pluie battante sur sol sec (Våd regn på tør jord)
Du har det svært psykisk og føler dig fastlåst i din egen krop og hoved. Dine sanser er nærmest ikkeeksisterende, fordi du går rundt i en konstant døs af depression, angst og generel elendighed. Regnen pisker ned om dig, mens du går en tur, og selvom du ikke ænser omverdenen, så opdager du det alligevel - den der særprægede odør, som opstår, når den våde regn rammer den tørre jord.
Denne duft er, sådan det franske screamo/post-hardcore énmandsprojekt Gros Enfant Mort beskriver udgivelsen Le Sang des Pierres. Bag projektet står Alexis Sebastian, der selv spiller alle instrumenter. Kort sagt, er det de tunge, ubehagelige og kaotiske følelser, der får frit løb, og det er alt andet end kønt og poleret. Det er helt tydeligt, at musikken ikke er skabt for fornøjelsens skyld, men af ren og skær nødvendighed. Problemet er bare, at den ægthed ofte pakkes ind i det samme stykke musikalske papir og bånd igen og igen.
Émotions sur la très grande lame (Følelser på den helt store klinge)
Det starter ellers godt på åbningsnummeret "Cloué au sol" med en sagte og melankolsk følelse, inden nummeret halvvejs igennem eksploderer i forløsning. Der er en tydelig rå nerve i vokalen, som kombineres flot med det kaotiske og samtidig opløftende lydtæppe, der skabes. Af positiviteter kan også nævnes "Saigne! Saigne! Saigne!", der har et højere tempo og en mere fysisk, frustreret energi – så man næsten kan mærke ens eget hjerte være på vej til at hoppe ud af kroppen. Et af pladens stærkeste øjeblikke er “Étranger à la Terre”, hvor skrøbelighed, kaotiske følelser og fandenivoldskhed balanceres flot op mod hinanden.
Men så stopper roserne også. For udgivelsen har flere negative aspekter, der trækker lytteoplevelsen gevaldigt ned. Først og fremmest er der de mange gentagelser, hvor strukturen i numrene går igen. Om det er samme skabelon, Alexis Sebastian har brugt for hver sang, eller det skyldes manglende input i skabelsesprocessen, vides ikke. Men der mangler generelt variation i opbygningen af sangene. Selv en gammel trommeslager som jeg, der ellers elsker, når trommerne fylder i mikset, bliver irriteret, når tammerne igen-igen-igen skal spille det samme break i et mellemstykke. Når der så prøves en ny lyd på bassen, eller guitaren får lov at fylde mere, så virker det, desværre, mere som en førstegangsafprøvning og ikke som en gennemarbejdet ide.
Men mest monotont og frustrerende af alt, er den råbe-vokal, som Alexis Sebastian benytter i hvert evigt eneste nummer. Nuvel, det hører sig til genren, der har fået sit navn af en grund. Men derfor er det stadig nødvendigt med variation. Der er få undtagelser, hvor der synges sagte eller nærmest rappes. Men det er kortvarigt, og resten af tiden kører det på den helt store klinge med den råbende tilgang, hvor sjælen krænges ud. Hvilket bestemt fungerer – bare ikke hele tiden. Det hele bliver meget forudsigeligt, monotont og derved en smule intetsigende. Hvilket er en skam, for med lidt finjusteringer kunne det have været anderledes. Det samme kunne afslutnings- og titelnummeret "Le sang des pierres", som har potentiale til at være skivens bedste nummer. Men i stedet ender det som en lidt malplaceret, irriterende afslutning. Ikke mindst grundet de yderst mærkelige robotagtige lyde, der minder om en defekt C-3PO.
Misère (Elendighed)
Le Sang des Pierres er ikke en plade, der vil behage, men få lytteren til at mærke og føle. Dette fungerer bedst, når Gros Enfant Mort giver plads til dynamik, variation og skrøbelighed, og lader følelserne ånde mellem udbruddene. Men den konstante råbe-vokal og de gentagne strukturer kvæler ofte den nerve, som ellers gør musikken vedkommende. Resultatet er en udgivelse med stærke følelser og enkelte vellykkede numre, men også en helhed, der bliver for ensformig og trættende. Elendigheden får frit løb, men mister desværre hurtigt pusten, og får ikke det afløb, den fortjener.