Spandevis af lækkerier fra solens rige

Nihon no desumetaru

Man kan af og til godt få det indtryk, at det er amerikanerne og svenskerne, der har patent på alt, hvad der hedder death metal. Bevares, det hænder jo, at et sydamerikansk orkester kan lave en god plade, en italiensk gruppe kan gøre sig bemærket med en fed lyd eller sågar en håndfuld gæve aarhusianerne kan tage på turné med et stort navn. Men ligesom finnerne helt firkantet forbindes med det symfoniske, og tyskerne ditto kun kan spille power, har death metal ligeledes sine aldeles ubegrundede tilhørsforhold til de to førnævnte lande. Når man taler om ‘feeeeé døøøøø’, er det i hvert fald ikke Japan, man tænker som det første. Men det burde man måske? De er i hvert fald ikke helt uefne til det, og den fremadstormende japanske bulldozer Invictus er tilsyneladende fuldstændig ligeglade med, hvad vi andre tænker.

Takusan no ureshī sapuraizu

Lad os lige slå fast med det samme, at der findes omtrent lige så mange bands, der hedder Invictus, som der findes podcasts med tre venner, én mikrofon og nul ideer. Men dette er altså den japanske trio fra Nagano, som blev dannet i 2015. For små seks år siden udgav de deres debutalbum, og nu har vi endelig fået en opfølger. Og sikke et album. Nocturnal Visions er muligvis ikke det mest originale, man nogensinde har hørt, da groovy death metal tilsat en masse Slayer ikke rimer på hverken revolutionerende eller innovativt. Men derfor er det stadig godt og fandens medrivende.

Efter en lidt intetsigende og ganske overflødig intro byder “Abyssal Earth Eradicates” på stærke riffs, fedt groove og en allerhelvedes dyster stemning, og så er vi sgu godt i gang. Helt ud af det blå har nummeret en hel del breaks, hvor bassen pludselig får sin helt egen plads i lydbilledet, men hvad der umiddelbart forekommer sært og malplaceret, virker faktisk. Således fanger Invictus gang på gang sin lytter i et jerngreb, og de har ikke tænkt sig at give slip. “Altar of Devoted Slaughter” er bulder og brag på den helt rigtige måde, men de tre japanere viser overskud og sangskrivningskunst ved at sætte tempoet ned allerede efter et minut og gøre hele baduljen endnu tungere. De har i dén grad styr på deres virkemidler, hvilket giver masser af små glædelige overraskelser, inden det hele går hen og bliver for generisk.

“Persecution Madness”, “Dragged Beneath the Grave” og “Frozen Tomb” må man næsten ikke sidde overhørig, hvis man er vild med Slayer-croutoner i sin dødssalat. Her er de thrashede riffs og det høje tempo vægtet højt, og den dygtige Takehitopsy Seki viser sine Hannemann-skills frem på fornem vis i form af Whammy-bar, atonale løb og dissonante bends. Det er flabet, det er flot, og så er det langtidsholdbart for alle, der elsker et godt los i bagenden. Primitivt, kan man mene, men så er det godt, den unge trio også kan en masse andet. De kan eksempelvis afslutte en plade på fabelagtig manér. Det otte minutter lange titelnummer, der afrunder denne skønne langspiller, har et fantastisk riff og et tonstungt groove, der er umuligt ikke at skrue op for. Nummeret er som et langt studiejam, der bliver ved med at udvikle sig og byde på den ene gang lækkerier efter den anden. Det er mageløst. Og selvom otte minutter kan synes langt – særligt for denne genre – måtte det for min skyld godt vare for evigt. Føj, det er godt.

Hijō ni chūdoku-sei ga aru

Alle åbensindede fans af death metal, der fuldstændig uden berøringsangst leger med elementer fra andre subgenrer, bør give Nocturnal Visions et lyt eller fem. Den er vellydende, velspillet og momentvis vederstyggeligt vanedannende. Den lidt for korte spilletid trækker en anelse ned, men her bevæger vi os i småtingsafdelingen, for man må ikke være i tvivl om, at karakteren på otte kranier er så tæt på ni, som den overhovedet kan være. Jeg ved ikke, om japanske bands har for vane at turnere på europæisk grund, men jeg håber virkelig, de svinger forbi en dag. Selvom min nakke allerede er helt stiv ved tanken.