Hvem pokker kan ikke gætte en Disturbed-sang på 30 sekunder?

Nogle bands lyder stort set ens, uanset hvilket album af dem man smider på anlægget. Disturbed, Nickelback og Dragonforce er skoleeksempler på musikalsk genbrug, hvor formen er fastlagt, og variationen mest består i coverart. En genkendelig lyd kan være en velsignelse, der sikrer en loyal fanbase og et stabilt billetsalg, men den kan også udvikle sig til en kreativ respirator. Et sted, hvor musikken holdes kunstigt i live, længe efter at sjælen er død. Soen er et svensk band, der tidligt i karrieren blev stemplet som Tool-kopier. Dengang var musikken progressiv, søgende og spændende. Siden Lotus har de langsomt, men sikkert, lagt det progressive i graven og valgt at fokusere på strømlinet alternativ metal. Femkløveret er stadig ekstremt talentfulde, men på et tidspunkt må man spørge sig selv: Hvornår bliver gentagelse ikke længere et valg, men en vane? Og vigtigst af alt: Har Reliance overhovedet et eksistensgrundlag, eller er det bare et velproduceret ekko af noget, der engang havde puls?

Testet og prøvet, testet og prøvet, testet og prøvet

Det korte svar er, at Reliance har et eksistensgrundlag. Ikke fordi Soen har genopfundet sig selv, men fordi albummet rummer flere stærke singler. Det vellykkede åbningsnummer ”Primal” udspringer af frustration over moderne samfundsproblemer og kombinerer et fantastisk syng-med-omkvæd med tunge riffs og god lyrik. ”Mercenary” viser flere gode lag, og især forsanger Joel Ekelöf viser sig flot frem med en meget stærk vokalpræstation. Han er ikke den mest alsidige sanger, men man kommer ikke udenom, at hvert ord bliver leveret med indlevelse. Respekt for det.

Men man kan ikke ignorere elefanten i rummet. Reliance lyder fuldstændig som Memorial fra 2023. Som erklæret Soen-fan må jeg ærligt indrømme, at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg om et år vil kunne skelne numrene fra hinanden uden at kigge på tracklisten. Rent kunstnerisk har Soen stået i stampe siden Lotus, og man kan godt undre sig over, hvordan det nogensinde lykkedes bandet at fabrikere Tellurian i sin tid. Spørgsmålet er derfor, om Lotus blev så populær, at bandet nu er bange for at træde ved siden af den velkendte formel. Det er muligt. Men det er også trist. For Soen har stadig talentet til langt mere, end de i øjeblikket tør vise. Og lige nu føles det, som om de hellere vil gentage sig selv end risikere … ja, noget som helst.

Man bliver også nødt til at tage i betragtning, at Soen har Martin Lopez bag gryderne. Med manden, der piskede liv i syv Opeth-albummer, og som optræder på et af de bedste albummer nogensinde, Ghost Reveries, hvor han lyder som Gud i menneskelig form, bliver situationen næsten grotesk. I Soens fold er han reduceret til en statist. En mand, der engang styrede rytmer, som en seriemorder styrer sit værktøj, men som her mest af alt holder tempoet, mens numre som ”Indifferent” og ”Drifter” tøffer roligt forbi. Det er decideret kriminelt.

Fra vision til vane

Reliance bør ses som en direkte forlængelse af Memorial. Et søsteralbum, der deler DNA, kunstnerisk retning og de samme slidte vaner. De gode singler ”Primal”, ”Mercenary” og ”Huntress” trækker i den rigtige retning, problemet er bare, at resten af albummet følger et manuskript, som man har læst før. Det er forudsigeligt som en dårlig gyserfilm, hvor man ved præcis, hvornår døren knirker, og hvem der dør først. Reliance føjer intet til Soens diskografi, som Memorial ikke allerede havde serveret. I årevis blev det svenske fodboldlandshold hånet for at spille defensivt, frygtsomt og uden fantasi, og præcis den kritik må Soen tage på sig her, trods deres tydelige talent. De parkerer bussen, spiller sikkert og håber på, at publikummet klapper alligevel. Men hvor er de progressive rødder fra de yngre år? Får vi dem nogensinde at se igen? Det må tiden vise …