Motionless In White - Pumpehuset - 4. februar 2018
Motionless in White by Nikolaj Bransholm

Motionless In White

Pumpehuset, København V

Officiel vurdering: 9/10

Tre amerikanske bands trodsede Skandinaviens vinterkulde i weekenden. Tre forskellige bud på, hvordan moderne metalcore kan stikke ud fra mængden og være mere end bare breakdowns, generiske omkvæd og akavet lyrik. I det indre København savnede Danmarks metalfolk et smuthul ud af februarkulden, og det blev i søndags til en fed koncert i Pumpehusets rustikke rammer.

Ice Nine Kills

Ice Nine Kills by Nikolaj Bransholm

Horrorcore skræmmer kulden ud af publikum

Aftenen startede ud med det amerikanske metalcoreband Ice Nine Kills, der for første gang i karrieren besøgte Skandinavien. Bandet skiller sig ud fra andet metalcore ved at blande historier, ofte af horrorgenren, ind i lyrikken. Der er flere effekter og eksplosive vokalteknikker på det seneste album, Every Trick In The Book, der lyder godt, men som kan være svære at genskabe. Jeg var derfor spændt på, hvor godt det veletablerede opvarmningsband kunne fungere på scenen.

Jeg havde troet, at Ice Nine Kills var et af de bands, hvis liveperformance enten ville være sublim eller gå helt galt. I stedet ramte koncerten et sted midt i mellem. Bandet fyrede deres numre af med en uventet energi, og frontfigur Spencer satte næsten det frostsprængte publikum i forlegenhed med sine eksplosive energiudladninger. Rytmerne var velkoordinerede og bandet levede sig fuldt ud ind i de verdener, deres sange hopper rundt imellem. Publikum blev dog aldrig rigtigt hevet med ind i universet. Dette skyldtes nok en blanding af, at bandet er nyt og sangene ukendte for de fleste danske metalfans, og at lyden ikke var helt velbalanceret til koncerten. De hurtige vokalskift, der er en af bandets vigtigste kendetegn, druknede desværre i ekkoeffekten og en dårligt indstillet mixerpult, ligesom leadguitar og cleanvokal ikke trådte ordentligt igennem. En skam, da bandets teknik og sammenspil ellers var velkoordineret.

Med egne lydmænd og et bredere udvalg af sange kunne Ice Nine Kills have leveret en fantastisk koncert. I stedet var bandet i en uvant rolle som opvarmningsband og fik først ordentligt tag i publikum med deres sidste nummer, ”Enjoy Your Slay”. Vinterkulden blev dog banket ud af koncertgængerne, så vi var varme og klar til resten af aftenen.

7/10

Cane Hill

Cane Hill by Nikolaj Bransholm

Festen går for alvor i gang

I modsætning til denne aftens gennemsnitlige koncertgænger var Cane Hill det band, jeg vidste mindst om inden søndag aften. Deres studiosange kan godt lyde lidt mudrede og groovene lidt ensformige, men det smittede på ingen måde af på deres liveoptræden. Bandmedlemmerne vred tonerne ud af instrumenterne på mesterlig og koordineret vis, og med singlen ”Lord Of Flies” som andet nummer fik de unge amerikanere hurtigt gang i publikum.

Metaleliten ville være bekymret over deres fusion af de to halvmetaller, nü metal og metalcore, men breakdowns og wah-pedaler spillede faktisk ganske godt sammen i den aggressive musik. Der blev virkelig gået til den på instrumenterne og på trods af forsangerens lidt tomme blik, fik han fyret nogle velmodtagede kommentarer afsted. Publikum adlød moshpit-ordrerne og stemningen var høj. Lyden faldt på plads i løbet af koncerten, og lokalets charme overvandt den halvgode akustik.

Efter bandet sluttede af med en række nye og gamle hits, var vi helt klar til hovednavnet og ventede spændt den næste halve time.

7/10

Motionless in White

Motionless in White by Nikolaj Bransholm

Spektakulært og følelsesladet metalshow

Aftenens hovedpersoner indtager scenen til publikums gentagne råb af bandnavnet. Motionless In White havde klart det mest professionelle show af de tre bands, og den karismatiske forsanger, Chris Cerulli, fik hurtigt publikums fulde opmærksomhed. Selvom keyboardet er ubemandet træder bandets industrialmusik akkompagneret af sangen ”Rats” tunge powerakkorder hurtigt i karakter. Lyden er i top og lyset på pumpehusets gamle stenmure skaber en lækker ramme. Den i sangen omtalte ”dirty little secret” har bandet også taget med i form af to dansere i stramt goth-outfit, der danner kontrast til Cerullis Marilyn Manson-look. En gimmick, der i numre som ”Necessary Evil” danner en fed dynamik med gnister og vinkelslibere på scenen, men også introducerer nogle lidt mere alternative cheerleader- og paraply-mooves, som man ikke helt ved, hvad man skal synes om (til dels grundet småfejl i synkroniseringen).

Show er det i hvert fald, og man var underholdt hele koncerten igennem, der også kort blev afbrudt af en sceneforlovelse, der tydeligt rørte både band og publikum. I den forbindelse fik bandet dedikeret hittet ”Eternally Yours” til parret, der egentlig skulle være overraskelsesnummeret til sidst. Men hvad faen, det er nok alligevel de færreste, der bliver overraskede over ekstranumre i dag. Bandet vekslede mellem de forrige albums metalcore stil og deres nye albums mere rendyrkede industrial metal. Selvom jeg ikke har hørt så meget af det nyeste, må jeg indrømme, at den dybe, rustne industrialvokal, der styrer de nye numre, virkede fantastisk på scenen og var langt mere medrivende end core-growls og høje cleanvokaler. Motionless har fundet sig et nyt fundament med deres nye album, og de lader til at nyde det mindst ligeså meget som det meget veloplagte publikum.

Selv deres ældste materiale trådte i karakter med gæstevokalen fra Ice Nine Kills, Spencer, på sangen ”Abigail”, der blev en mere rå kontrast til den ellers effektrige musik. Alt i alt en fed performance med få mangler. Kritikken kan kun findes på den tekniske front, for underholdningsfaktoren og spilleglæden var der ikke en finger at sætte på. Lige hvad der mangler på en mørk og kold februaraften.

Motionless in White by Nikolaj Bransholm

9/10

Se resten af billederne her:
facebook.dk/bransholmphoto
www.bransholm-photography.dk

Tilføj kommentar