Interview med Motionless in White

Chris Motionless by Emilie Dybdal Chris Motionless by Emilie Dybdal

Kort inden lørdagens koncert med Motionless in White fik vi en snak med den karismatiske frontmand Chris Motionless. Læs med her, hvor han bl.a. fortæller om sangtekster, humor og hvordan en fjollet aften gav ham idéen til Disguise.

I har netop spillet i Rusland for første gang nogensinde. Hvordan gik det?
Rusland var ret overraskende. Du ved, fans har skrevet til os på de sociale medier i flere år og bedt os komme derover at spille, men vi vidste ikke helt, hvad vi skulle forvente. Da vi så ankom, var det helt overvældende. Fansene var vanvittige; de behandlede os, som var vi et meget større band, end vi er! Det føltes, som om vi var Justin Bieber eller sådan noget. Men det var selvfølgelig fedt at se de russiske fans’ entusiasme. Faktisk var der flere publikummer til koncerten i Moskva, end der har været til nogen af vores seneste koncerter i Amerika. Det var en stor succes.

Det er jeg glad for at høre. Motionless in White har arbejdet en del sammen med Tim Sköld, og i dag er han på plakaten som special guest. Hvor kender I hinanden fra, og hvordan startede jeres samarbejde?
Jeg lærte Tim at kende tilbage i 2012. Vi i bandet talte om at lave en ny plade, og vi ville gerne bruge en producer, som havde en lidt anderledes tilgang til genren. Vi ville ikke arbejde med de samme folk, som andre bands i vores genre gjorde. En dag sagde en af mine venner: “Hey, du ved Tim, der har spillet for Marilyn Manson – han producerer”. Og jeg tænkte: “Åh, virkelig?”. Du ved, det ville være fantastisk at arbejde sammen med ham og en drøm, der gik i opfyldelse. Så min ven satte os i forbindelse med hinanden, vi talte lidt og mødtes. Tim var super cool og ville gerne arbejde med os. Så det var faktisk bare “det rette sted, det rette tidspunkt, de rigtige kontakter”. Vi klikkede med det samme. Det er fantastisk endelig at være på turné med ham.

Lad os tale lidt om jeres sange. Jeg synes, I er rigtig gode til at blande sjove og alvorlige tekster. Er det noget, du tænker over – at skabe en balance mellem de fjollede og de seriøse sange?
Ha, det er nok første gang, jeg har hørt, at jeg er god til at blande sjove og alvorlige tekster! Jeg tror, at vores fans forstår det sjove og griner af det. De morer sig over de vittige tekster, men folk, der ikke er fans, lader ikke rigtig til at forstå det. Jeg tror, man skal kende bandet og vores historie for at forstå, hvorfor nogle tekster er sjove. Det er ikke nødvendigvis noget, jeg tænker over; det er bare noget, vi gerne vil repræsentere. Vi vil gerne have de sjove sange. De er rigtig gode at spille live, fordi de er upbeat og ikke  seriøse eller  tunge. Faktisk er de sjovest at spille. “Brand New Numb”, “Not My Type”, “Death Inc.” – i de sange kan du se fans ryste hovederne og synge med. Det er så fedt at se sangene blive vakt til live, når vi spiller dem.

I har lavet fortsættelser til flere af jeres sange – fx “Dead as Fuck 2” og “Undead Ahead 2”. Hvordan beslutter I, hvilke sange der skal have en version 2.0?
Når vi går i studiet, er det ikke med idéen om, at nu skal vi lave en efterfølger. Vi arbejder på musikken først, og nogle gange hører jeg noget, der får mig til at tænke: “Uhhh, den her sang kunne høre sammen med en af de ældre”. Senest har vi lavet “Undead Ahead 2”. Vi jokede med, at omkvædet, musikken, lød som en sværdkamp – og det er meget usædvanligt for os – og så tænkte jeg bare: “Hvordan kan jeg referere til noget, vi tidligere har lavet, og få en sang ud af det?”. Jeg følte, at Sleepy Hollow ville passe perfekt til musikken, og så tog det ene det andet. Det er noget, der bare sker. Det er en sjov lille ting, vi godt kan lide at gøre.

Jeres nyeste plade, Disguise, blev udgivet tilbage i juni. Var Disguise den oprindelige titel, eller var der andre i spil?
Det er første gang, jeg har fået det spørgsmål! Åh, jeg kan ikke huske, om der var en anden titel på et tidspunkt, som jeg var meget opsat på. Jeg forsøger at tænke tilbage – det er så længe siden nu. Der var en titel, som jeg var sikker på ville blive den endelige, men nu er jeg glad for, at vi ikke valgte den – for jeg kan ikke huske den, ha ha! Men nu skal jeg fortælle en sjov lille hemmelighed om, hvordan vi endte med Disguise: Vi ledte efter en titel, der passede til sangteksterne, og en dag, hvor jeg hang ud med min kæreste, sad vi med nogle cd’er – altså selve diskene. Vi fjollede bare rundt, og så lagde jeg diskene hen over mit ansigt og sagde: ”Ah, jeg har disc eyes!”. Og så tænkte jeg: ”Åh vent! Disc eyes – disguise!”. Så var den der bare. Det er en virkelig åndssvag måde at finde på en albumtitel på, men det er jo det sjove ved musik og kunst. Du kan drage inspiration fra de dummeste og mest underlige steder. Jeg tænkte lidt over det, og den titel er faktisk perfekt til, hvad vi gerne vil med det her album: Titlen fortæller den samme historie som teksterne.

Kan du sige lidt om, hvad temaet er på Disguise? Jeg ved, at det er et meget personligt album.
Ja, selvfølgelig. Jeg tror, det mest gennemgående tema er de forskellige udfordringer, jeg selv og bandet har mødt hen over de seneste par år. Du ved, internt i bandet har vi haft nogle problemer – for første gang nogensinde. Vi nåede til et punkt, hvor der var megen negativitet omkring os, og vi behandlede ikke hinanden ordentligt. Det vidste vi, at vi måtte rette op på. Jeg tror, det skyldtes, at vi alle sammen hver især kæmpede med nogle ting, så… Jeg ville gerne lave en plade, der tog udgangspunkt i vores problemer og mine følelser omkring det. Jeg ved ikke… Vi har altid – altså i de seriøse sange – været tro mod, hvad vi tror på som band, hvordan vi har det. Vi forsøger at være så ærlige som muligt. De sidste par år har været rigtig hårde for os, så jeg følte, at det var nødvendigt at spille med åbne kort – fortælle vores fans, hvad vi gik igennem, i stedet for bare at foregive, at alt var fint.

Et af de stærkeste numre på Disguise er – i min bog – ”Another Life”. Kan du fortælle lidt om inspirationen til det nummer eller betydningen, hvis der er en?
Det er ret interessant, når jeg tænker på den sang og forsøger at forklare betydningen, for af en eller anden grund ender jeg altid med at skrive om for meget! Mange sange har en dobbeltbetydning. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det; jeg hader det… Men det gør jeg altså, ha! På den ene side er ”Another Life” stærkt inspireret af mine egne oplevelser – ting, der skete med mig og mit liv. På den anden side ville jeg gerne lave en forgænger til ”Eternally Yours”. ”Eternally Yours” var vores første ballade eller kærlighedssang, hvis du vil kalde den det, og jeg bemærkede, at vores fans virkelig syntes om den side af bandet – hvilket jeg ikke forventede. Dét gjorde mig mere tryg ved at prøve noget lignende igen. Så jeg tænkte: ”Hvordan kan jeg gøre det her på en sjov og smart måde, sådan at sangen fortæller historien forud for ’Eternally Yours’?”. Jeg ville kombinere den historie og mine egne oplevelser.

I juni udgav I også en dokumentarfilm på YouTube, hvor I viser nogle videoklip fra studiet. Der virker du meget hårdtarbejdende og detaljeorienteret. Ser du dig selv som en perfektionist?
Det er sjovt, hvordan den video kan få folk til at tro, at jeg er hårdtarbejdende! Jeg synes, at den video gav folk et indblik i, hvor fjollet jeg er, ha ha. Alle ved, at jeg er vild med farjokes og dum humor – det er bare det bedste! Jeg viser det ikke så tit, så jeg følte, at nu var tiden inde: Jeg ville byde folk inden for og vise dem, hvordan det er at være i studiet. Men ja, der er mange steder i filmen, hvor man kan se, hvor alvorligt jeg tager det her. Jeg har det sjovt, og jeg har lært at overkomme mine tanker om, at alt skal være perfekt eller gjort på en bestemt måde. Jeg tror, at det spolerer dit arbejde. Hvis du bekymrer dig så meget, at du aldrig kan acceptere produktet, ender du bare med at splitte det ad. Du bliver aldrig tilfreds, og måske overser du noget, der allerede var godt. Jeg ved ikke... Jeg tror, at ”perfektionist” passer meget godt, men jeg har lært at være mere åben over for min kreativitet.

I den film ser vi også dig spille guitar og bas. Spiller du nogen instrumenter på selve Disguise?
Ja, det gør vi alle. Det er sådan, vi altid har gjort det. Siden Creatures har jeg indspillet noget guitar og bas. Ricky og Ryan spiller også både bas og guitar. Det er holdarbejde. Det er sådan, vi skriver vores musik – alle komponerer noget hver for sig, og så arbejder vi sammen om det. Derfor er det også den metode, der føles mest behagelig i studiet. Vi mødes og spiller nogle stykker, som vi enten har skrevet eller mener, at en af os kan spille bedre. Jeg er ikke en særlig god guitarist, så… Ha ha. De andre må ofte rydde op efter mig. Det er fedt, at vi kan gøre det sådan. Jeg startede faktisk med at spille guitar i det band her, og nu er jeg sanger, så det er rart, at jeg stadig har mulighed for at spille guitar på vores plader.

Apropos Creatures, det album lader til at være en favorit blandt mange fans. Hvad tror du, der gør den plade til noget særligt?
Jeg elsker, når dette spørgsmål bliver bragt op! Jeg undrer mig over, hvor mange fans, der rent faktisk holder af pladen, og hvor mange der bare siger det, fordi det er ”cool”. Jeg kan ikke tro… Vi blev jo lagt for had, da det album udkom, og nu, flere år senere, er det pludselig blevet sejt. Det er fedt at sige, at de gamle sange er bedre, eller hvad det nu er. Det er svært – jeg ved ikke. Jeg synes helt sikkert, at Creatures har sin egen lyd, og vi gjorde også nogle ting, som andre ikke gjorde dengang. Vi tog en masse fra de bands, vi var inspirerede af, og blandede det ind i vores egen musik. Det gav et unikt resultat. Jeg selv – som musiklytter – kan også godt lide nogle bands’ ældre materiale, fordi det føles lidt mere specielt. Ting, der udkom i en bestemt tid, og hvor der var en mindre kaotisk fanbase involveret. Det handlede mere om musikken og ikke så meget om alt det uden om. Ja, jeg ved ikke helt. Jeg undrer mig bare over, hvem der siger det, og hvem der rent faktisk mener det.

Hvad foretrækker du helt generelt: at være i studiet eller på turné?
Ah, jeg er en certificeret vejrotte. Jeg elsker at være på turné! At turnere i udlandet er lidt anderledes, fordi vi er så langt væk fra alt, hvad vi kender. Men jeg vil stadig meget hellere være på turné end andre steder, om det så er i studiet eller hjemme. Jeg elsker det bare. Jeg bliver på landevejen, så længe jeg kan – indtil min krop giver efter, min stemme giver op, eller bandet går i opløsning. En af de tre ting skal ske, før jeg stopper.

Det er godt at høre! Hvad er du mest stolt af på Disguise?
Det må være, at jeg har gjort så meget ud af sangteksterne. Jeg gør mig altid umage, når jeg skriver tekster, og sørger for, at der er en retning – du ved, minus de fjollede sange selvfølgelig! Jeg elsker, at jeg altid lige skal putte en disclaimer ind, ha ha. Der er altid en retning, men på Disguise var teksterne det helt store fokus. På vores gamle plader var musikken meget i centrum, og på Graveyard Shift handlede det mere om min vokal, og hvordan jeg kunne forbedre min præstation. Jeg skulle på en måde acceptere, at jeg er sanger og ikke guitarist. Så på den her plade tænkte jeg: ”Ok, jeg skal virkelig skrive nogle tekster, der… ”. Jeg ved ikke; noget, der redefinerer vores band tekstmæssigt. Det er det, jeg er mest stolt af. Når jeg ser tilbage på teksterne på Disguise, er der ikke én eneste, som jeg krummer tæer over – hvilket ofte er tilfældet med vores gamle sange.

Du har tidligere sagt, at jeres seneste to plader, Graveyard Shift og Disguise, minder meget om hinanden. Betyder det, at Motionless in White har fundet sit endelige udtryk? 
Ja, for det meste, tror jeg. Vi har været igennem så mange eksperimentelle faser og prøvet mange forskellige stilarter – og vi kan lide det meste af det. Men vi var nødt til at finde en slags base eller et fundament, som vi kunne bygge videre på, i stedet for at være sporadiske. Så ja, jeg synes, at Graveyard Shift og Disguise repræsenterer en bestemt ”home vibe”, hvis det giver mening. Jeg tror, at vi fremadrettet vil holde os nogenlunde til den lyd, der er på de to skiver. Men vi vil fortsat lave referencer til vores ældre materiale. Du ved, en sang som ”Undead Ahead 2” fra Disguise føles som noget fra Creatures. Vi laver nogle henvisninger.

Og nu til det store spørgsmål: På Disguise har I sangen ”Legacy”, som handler om eftermæle og dét at sætte sit præg på verden. Hvis nogen fortalte dig, at Motionless in White måtte stoppe i morgen, hvordan ville du så huskes som band?
Ah, det er et godt spørgsmål. Jeg tror gerne, vi ville huskes som et band, der bekymrede sig om musikken og om at skabe en slags kunst, der betød noget og ikke bare var overfladisk. Vi tager det her meget seriøst, og det er – jeg tror, jeg kan tale på hele bandets vegne – en livline. Hvis jeg ikke havde mulighed for at skabe og have den her kanal, ved jeg ikke, hvor jeg ville være – om jeg overhovedet ville være i live. Jeg ved godt, at det er noget, folk siger ret tit, men det er sandt. Musik har været en kæmpe del af mit liv. Jeg vil bare gerne have, at vi bliver husket som et band, der gjorde sig umage og forsøgte at bidrage til musikkunsten. Jeg håber, at nogle kan finde dét i vores musik, som jeg fandt i andres.

Jeg er sikker på, at jeres musik har hjulpet en masse mennesker. Mange tak, fordi du tog dig tid til dette interview!
Selv tak. Jeg håber, at vi ses til koncerten i aften.

Shortly before the Motionless in White concert this Saturday, we had a talk with the charismatic frontman Chris Motionless. Read more, to learn what he thinks of song lyrics, humor and how a silly night gave him the idea for Disguise.

You’ve just played in Russia for the first time ever. How did that go?
Russia was kind of unexpected. You know, we saw fans reach out on all the social medias asking us to come and play there. They have done that for years now, but we didn’t really know what to expect. When we got there, it was very overwhelming. The fans were crazy. They treated us like we were a much bigger band than we actually are! We felt like we were Justin Bieber or something like that. But it was cool to see that the Russian fans were very enthusiastic about it. The show that we played in Moscow had more people that any show that we’ve played on our most recent US tour. It was a huge success.

I’m glad to hear that. So, Motionless in White has been working quite a lot with Tim Sköld and tonight he’s announced as special guest. How did you guys meet in the first place and start working together?
My relationship with Tim started back in 2012. The guys and I were discussing doing another record, and we wanted to work with a producer who felt different for the genre that we’re in. We didn’t want to work with the same people that all the other bands in our genre were working with. One day, one of my friends said: “Hey, you know Tim who used to play for Marilyn Manson – he produces”. And I was like: “Oh, really?”. You know, obviously it would be amazing, and a dream come true to work with him. So, my friend kind of just connected us, and we talked and met. Tim was super cool, and he wanted to work with us. It was kind of just like “right place, right time, knew the right people”. We clicked right away. It’s awesome after all these years to finally get to tour with him.

Let’s talk about your songs. I think that you’re very good at mixing funny lyrics and serious lyrics. Is that something you think about – keeping a balance between the funny songs and the serious songs?
Ha, this might be the first time I’ve heard that I’m really good at mixing funny lyrics and serious lyrics! I feel like our fans get it, and they laugh. They enjoy the funny stuff, but anyone who’s not a fan doesn’t seem to get it. I think you have to know the band and the history of the band to understand why there’s some funny lyrics in there. It’s not something that I necessarily think about; it’s just something that we feel like we want to represent. We want the songs that are funny and really good to play live, because they’re upbeat and not as serious or not as heavy. Those are actually the most fun live. “Brand New Numb”, “Not My Type”, “Death Inc.” – all those songs are the ones where you can see the fans banging their heads and singing along. It’s such a cool thing to see that those songs come to life live.

You’ve made sequels to some of your songs – like “Dead as Fuck 2” and “Undead Ahead 2”. How do you decide which song needs a follow up?
I think, whenever we go into the studio, we don’t go in with the idea that we’re going to do a sequel. We’re working on the music first, and sometimes I’ll hear a song that makes me feel like “uhhh, you know, this song could be related to a song of the past”. Most recently we did “Undead Ahead 2”. We kept joking that the chorus, the music, sounded like a sword fight – and that’s so different for us – and I was like: “How can I reference back to what we’ve done before and make a song out of that?”. I felt like Sleepy Hollow would be a great fit for the music, and it just worked out like that. It kind of just happens. It’s a funny thing that we like to do.

Your newest album, Disguise, was released back in June. Was Disguise the original title, or were there another title at some point?
That is the first time I’ve been asked that! Ah, I can’t remember if we had a title at some point that I was really stuck on. I’m thinking back – it's so long ago now. There was a title that I was convinced was going to be it, but I guess I’m happy that we didn’t go with that – because I can’t even remember it now, ha ha! I will tell a funny secret about how Disguise came about though: We were looking for a title that would fit the lyrical content, and one day I was hanging out with my girlfriend, and we had a few CD’s – you know, the actual discs. We were just being stupid and funny with each other, so I put the two discs over my face and were like: “Oh, I have disc eyes!”. Then I thought: “Oh, wait! Disc eyes – disguise!”. And it just clicked. It’s the dumbest way to ever think of an album title, but that’s the fun part about music and art. You can find weird inspiration from the dumbest, most ridiculous places. I thought about it, and it’s actually perfect for what we want to do with this album title: It tells the story of what the lyrics were becoming.

Can you elaborate on the theme on Disguise? I know it’s a very personal album.
Yeah, sure. I think the central theme throughout the record is kind of pointing out the different struggles myself, and the band as a group has been dealing with over the past couple of years. You know, within the band we’ve gone through some tough times with each other – which is a first. We hit a point where there was some heavy negativity surrounding us, and how we were treating each other. We knew that that needed to be fixed. I think it came from the fact that each of us individually were struggling with stuff, so… I just wanted to write a record about the process of going through those emotions, and what I was feeling. I don’t know… We’ve always stayed true – well, in the serious songs – to what we believe in as a band, what we’re feeling as a band. We’re trying to stay as honest as possible. The past couple of years were just really tough for all of us, so I felt like we just needed to be open hearted and just let it out – let the fans know what we were going through instead of just pretending that everything was great.

A song that really stands out – to me – is “Another Life”. Can you tell a bit about the inspiration behind that song or the meaning if there is one?
It’s interesting, when I think about this song and explaining the meaning because for whatever reason I always want to write about too much! A lot of songs have a dual meaning. I don’t know why I do that; I hate that… But I just do, ha! On one hand, “Another Life” is heavily based on personal experiences – what was going on with me and my life. On the other hand, I wanted it to be a prequel to the story of “Eternally Yours”. “Eternally Yours” was the first time we did a ballad or love song if that’s what you want to call it, and I saw fans really enjoying that from us – which I was not expecting. That kind of made me comfortable to go try that again. So, I thought: “How can I do this, and do it in a fun, clever way that would also create a story that was before ‘Eternally Yours’?”. I wanted to combine the story and my own experiences.

In June, you also released a documentary on YouTube with footage from the studio. In that video, you seem very hard working and detail oriented. Would you consider yourself a perfectionist when it comes to making music?
It’s so funny seeing that that video can lead people to think that I’m hard working! I think that clip gave people a glimpse of how stupid I am, ha ha. Everyone knows that I’m a big fan of dad jokes and dumb humor – it’s just my favorite! I don’t really show that a lot regularly, so I felt like this was the time: I’ll let people in to see what it’s like to work in the studio. But yeah, there are many moments in that where you can see how serious I take this stuff. I have fun with it, I’ve learned how to get past the anxiety about everything having to be perfect or done in a specific way. I feel like that destroys your own work. If you care about it to a level where you’ll never accept it or be happy with it, you’re just going to keep dismantling it and picking it apart. You’ll never settle, and you might overlook something that was great to begin with. I don’t know… I think “perfectionist” does fit, but I’ve learned to be more open to my own creativity.

In that documentary, we also see you playing both bass and guitar. Do you play any instrument on the actual recording?
Yeah, we all do. That’s kind of how we’ve always done it. Since Creatures, I’ve tracked some guitar and bass. Ricky and Ryan do guitar and bass as well. It’s all a group effort. It’s how we write music – each individual person writes stuff, and then we all work together. So that’s what feels comfortable for us in the studio as well. We come together and play parts that we either wrote or that we feel like each person could play better. I’m not a very good guitar player, so… Ha ha. The guys come in and clean up my mess quite frequently. It’s pretty cool to be able to do that. I actually started out playing guitar in this band, and now I’m the vocalist, so it’s nice to still be able to play guitar on the records.

Speaking of Creatures, that album seems to be a fan favorite. What do you think makes that record so special?
I love when this question gets brought up! I actually wonder how many fans really do love the record, and how many just say they do because it’s “cool” to say that. I can’t believe… We used to be so hated for that album when it came out and now, years later, it’s apparently cool. It’s cool to say that the older songs are better or whatever it is. It’s tough – I don’t know... I think it definitely has a unique sound, and we did some things that no one else were doing at the time. We mixed in a lot of stuff that other bands, that we were inspired by, were doing and we kind of made it all one big somewhat unique package. I myself – as a music listener – like a lot of bands’ earlier work, because it feels a little more special. Stuff that came out in a certain time period, and when there was a lesser chaotic fan base involved. It was more about the music and not so much every other aspects of the bands. Yeah, I don’t really know. I just always wonder who says it, and who actually means it.

In general, what do you prefer: being in the studio or being on tour?
Ah, I’m a certified road rat. I love being on tour! Foreign touring is a little different because you’re so far away from everything you know, and you’re used to. But I’d still much rather be on tour than anywhere else, whether it’s home or the studio. I just love it. I’ll be out here as long as I can – until my body gives out, my voice gives out or the band is over. One of those three things will have to happen for me to get off the road.

That’s good to hear! What are you most proud of when it comes to Disguise?
That must be the fact that I paid such close attention to the lyrics. I always write lyrics with care and with a sense of direction – you know, minus the funny songs of course! I love how I always have to put that disclaimer in there, ha ha. There’s always a direction, but I feel like with this one, the lyrics were way more the focus than anything else. Our previous records were more about the music, and Graveyard Shift was all about the vocal performance and really stepping up my game. I kind of had to accept that I am a vocalist and not a guitar player. So, with this record it was like: “Ok, I’m really going to make sure that the lyrics are…”. I don’t know, just kind of redefining our band lyrically. That’s what I’m most proud of. I look back at all the lyrics on this record, and there’s not one that I personally cringe about – which is the case with many of our past songs.

In previous interviews, you’ve said that your two latest records, Graveyard Shift and Disguise, are very similar. Does that mean that Motionless in White has found its final sound now?
For the most part, I think so, yes. We’ve gone through so many experimental phases and tried so many different styles – and we like most of it. It’s just that we kind of needed to land home somewhere and at least have a foundation that we wanted to build off of rather than everything being so sporadic. So yeah, I think that Graveyard Shift and Disguise really represent a very substantial “home vibe” if that makes sense. I think going forward, we’ll probably stick pretty close to the sound of those two records. But we’ll still reference our older material. You know, a song like “Undead Head 2” from Disguise feels like a song off of Creatures to me. We’ll do some throwbacks.

And now the big question! On Disguise, you have a song called “Legacy”, which obviously is about legacy and leaving your mark. If someone told you that Motionless in White had to end tomorrow, how would you like to be remembered as a band?
Ah, that’s a good one. I think it’s about just being a band that cared the most about making music and cared about creating a form of art that meant something and wasn’t just superficial. We take it very seriously and it’s – I think I can speak for the rest of the guys as well – a life line. Without being able to create and have this outlet, I don’t know where in my life I would be – if I would even be alive. I know that people say that quite frequently, but it’s true. Music has been such a massive part of my life. I just want us to be remembered as a band that cared about that and really wanted to nurture music as an art form. I hope that some people can find in our music what I found in other bands’ music. 

I’m sure that your music has helped a lot of people. Thank you for taking your time to do this interview!
No, thank you. I hope to see you at the show tonight.