2003’erne fylder 20! – Et tilbageblik på Dead Letters

Dead Letters - The Rasmus Dead Letters - The Rasmus

Året er 2003 – et år, der er præget af død og ødelæggelse over hele jordkloden. Året startede med et stormvejr fulgt af oversvømmelser i store dele af Europa. I februar var det næste skrækscenarie klar, da rumfærgen Columbia eksploderede med syv astronauter ombord. Med de sidste års coronakrise bag os har de fleste nok fortrængt, at 2003 også var året, hvor SARS udløste panik blandt verdens befolkning. Men årets helt store emne var Irak-krigen, hvor mange lande støttede USA i kampen mod “ondskabens akse”. Midt i al elendigheden var det – uanset politisk observans – nok et lystigt indslag, at Arnold Schwarzenegger blev valgt til guvernør i Californien. Men som så ofte kører ting i ring, så 2003 endte med uvejr, men også med, at den irakiske diktator Saddam Hussein blev tilfangetaget. På musikfronten havde mange af de store bands ikke så meget godt at byde på, men det skal da nævnes, at 2003 var året, hvor Powerwolf blev dannet, og Robert Trujillo startede som bassist hos Metallica, der udgav deres udskældte St. Anger.  

Er der mon frimærker nok?

Den 3. februar 2003 udgav det finske alternative rockband The Rasmus deres single “In the Shadows”, der nok fremkalder en vis nostalgi hos de fleste over 25 år, da den i sin tid blev spillet i noget nær døgndrift på alle radiostationer og også er bandets største hit til dato. Senere på året udgav de så deres femte studiealbum Dead Letters, der for alvor betød gennembruddet for bandet, og som de høstede hele otte guld- og seks platinplader for. 
Dead Letters er det stadig det originale line-up på vokal, bas og guitar med Lauri Ylönen, Eero Heinonen og Pauli Rantasalmi, mens trommeslager Aki Hakala var den tredje på den post. Han har til gengæld holdt fast, og The Rasmus har faktisk kun foretaget en enkelt udveksling på guitar fra dengang til den dag i dag.
Dead Letters er et tidstypisk musikalsk værk, for som det jo hører sig til på en plade fra 2000’erne, så skorter det ikke på weltschmerz og kærlighedssorger. Meget passende fungerer hver enkelt af pladens ti sange ifølge forsanger Lauri Ylönen som et brev, der er blevet skrevet, men ikke afsendt.
Nå, men lad os så gå i gang med at gennemgå dette dejlige udspil! Samlet set er der tale om en udgivelse, der gennemgående indeholder sange med syng-med-kvalitet, hvor især omkvædet er fremtrædende. Ydermere har pladen en lyd, der på den ene side er meget alsidig, men på den anden side kohærent. Særligt “In My Life” har en iørefaldende melodi samt fede delelementer, der giver sangen en god og spændende dynamik. Og man kan selvfølgelig ikke forbigå førnævnte “In the Shadows”, når man taler om The Rasmus, da denne sang er indbegrebet af gruppens succes og dermed et nummer, som alle, der ikke har boet under en sten i de sidste 20 år, burde kende. Men hvis jeg skulle udvælge en sang, der repræsenterer The Rasmus-lyden bedst, til en, der ikke kender bandet, ville det nok være “Guilty”, da den især eksemplificerer sammenstødet mellem den glade melodi og den deprimerende sangtekst: “Guilty (woah)/ Guilty/ I feel so empty (yeah)/ Empty/ You know how you make me feel”. Balladen “Not Like the Other Girls” er også en The Rasmus-klassiker, der er rigtig deprimerende og hjerteskærende, og hvis den ikke lagde kimen til nutidens jeg-er-ikke-som-de-andre-mentalitet, så ved jeg sgu heller ikke!
Nogle ville måske klandre The Rasmus for ikke at være de allerbedste tekstforfattere og teksterne for at være for overfladiske, men taget i betragtning, at de ikke var så gamle endnu i 2003, er det kun “Funeral Song”, der kan betegnes som svag, da den er så meget føleren, at det går hen og bliver latterligt.

Not like the other bands

Er Dead Letters verdens mest hævi album? Nej! Er Lauri Ylönen verdens bedste sanger? Nej, men det gør altså ikke noget; der behøver ikke være vilde guitarsoli, high-pitch-skrig og growls hele tiden. Nogle gange er det godt med lidt melankolsk alternativ rock fra Finland, der har radiohit-potentiale. Samtidig har The Rasmus en unik lyd, der adskiller dem fra andre af datidens alternative rockbands som for eksempel H.I.M. eller 3 Doors Down, da finnerne trods de dystre tekster har et opløftende lydbillede, der skaber glæde hos lytteren. Desuden kan man bare ikke negligere, at denne plade har 100% nostalgifaktor, og at absolut ingen kan modstå 2000’er-Lauris syge fjer-frisure!

Karakter: 8/10