Heavymetal.dk

Skrevet den af Stig Nyeng 2 kommentarer

Chuck Schuldiner: Ingen større, ingen glemt

Chuck Shuldiner

Førstehåndshyldest uden sidestykke

Når super-tributebandet Death DTA (Death To All) lægger vejen forbi Amager Bio d. 22. marts 2015, bliver det med en legendarisk line-up, som kun de færreste bands kan hamle op med. Gene Hoglan på trommer (Dark Angel, Testament) og bassist Steve DiGiorgio (Sadus, Autopsy, Testament m.fl.) er begge blandt de ypperste indenfor den hårde metal, og med dem har de guitaristen, Bobby Koelble. Fælles for dem alle er, at de har spillet med på et eller flere Death albums, og der er således lagt op til en førstehåndshyldest uden sidestykke, når de sammen med forsanger Max Phelps fra Cynic kommer til Danmark for at hylde ét af death metals helt store album, den tyve år gamle Symbolic fra 1995.

The godfather of death metal

Men dén person, der i virkeligheden hyldes, mesteren over dem alle, er død. Charles Michael Schuldiner alias Chuck Schuldiner tabte i 2001 kampen til en ondsindet kræftsvulst i hjernen, og selv om death metal som genre lever videre i bedste velgående dén dag i dag, vil både hans stilændrende musik og karismatiske personlighed sent blive glemt. Her er historien om the godfather of death metal.

Legenden, musikken og arven

Vi begynder på Long Island, New York i den lille by, Glen Cove, hvor Chuck kommer til verden d. 13. maj 1967. Hans far er jøde og af østrigsk herkomst, mens hans mor er fra det sydlige Amerika, og Chuck selv er den yngste af en søskendeflok på tre. De forlader senere Long Island og flytter til Florida grundet bedre vejrforhold og billigere huse.

Efter tabet af sin storebror (Frank Schuldiner døde som 16-årig), får Chuck sin første akustiske guitar, da han er ni år gammel. Spilleglæden kommer dog ikke over én nat, og først da Chucks forældre køber en elguitar og senere en forstærker (forældrene var ikke musikere), går lille Chuck for alvor i gang med at øve og skrive materiale. På sit værelse eller i sine forældres garage er Chuck herefter at finde dag ud og dag ind med sin guitar ved hånden, så ofte at han til sidst får forbud mod at spille mere end tre timer på hverdage. Han klarer sig dog fint i skolen, men til sidst opgiver Chuck at få sig en uddannelse grundet skoletræthed. Et valg han efter sigende fortrød som ældre.

Scream Bloody Gore

Som 16-årig danner Chuck bandet, Mantas, der senere hen skulle blive til Death, sammen med Barney "Kam" Lee (trommer, vokal) og Frederik "Rick Rozz" DeLillo (guitar). De følgende år byder på en del line-up udskiftninger, et par demoer samt et kort visit i det canadiske band, Slaughter, og ikke før 1987 udkommer Deaths debut album, Scream Bloody Gore på Combat Records. Albummets foto og tekst krediterer foruden Chuck også Chris Reifert på trommer og guitarist John Hand, men i virkeligheden indspillede John Hand ikke én eneste tone på pladen. Scream Bloody Gore er derfor udelukkende baseret på samarbejdet mellem Chuck og Chris, mens John Hand bliver smidt ud, før han overhovedet begynder at spille.

Scream Bloody Gore bliver meget vel modtaget af både fans og kritikere, men da Chuck vælger at flytte tilbage til Florida fra San Francisco, hvor de på dette tidspunkt bor (den Californiske scene var ifølge Chuck ved at dø ud), vælger Chris at blive. Chris danner herefter Autopsy sammen med Eric Cutler (senere også Steve DiGiordio), og intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. 

Leprosy

Det efterlader dog endnu engang Chuck alene, og Chuck tager derfor kontakt til forhenværende Mantas-medlem, Rick Rozz, der på daværende tidspunkt spiller i Massacre. Chuck og Rick finder hurtigt sammen med Massacres trommeslager Billy Andrews og bassist Terry Butler (Lee efterlades dermed som eneste medlem af Massacre), og efter en mindre tour i Amerika, udgiver bandet Leprosy (1988), der i øvrigt af mange er udnævnt til det mest indflydelsesrige death metal album nogensinde. Pladen er co-produceret af den dengang ukendte, nu legendariske Scott Burns (Death, Sepultura, Deicide, Obituary, Napalm Death, Pestilence, Cannibal Corpse og mange flere), men endnu engang bliver en anden krediteret for Chucks arbejde, denne gang for albummets bas-spil, der ifølge Chuck er indspillet udelukkende af Chuck selv og ikke Terry Butler. Leprosy giver desuden Death muligheden for at komme med Forbidden, Faith Or Fear, Dark Angel og Raven på den velrenommerede The Ultimate Revenge (2) Tour, hvor flere af Chucks største idoler på daværende tidspunkt (Slayer, Venom m.fl.) optrådte på første tour.

De følgende år fortsætter i mere eller mindre samme rille. Death turnerer i Europa med Gang Green, deres succes vokser støt, og flere line-up udskiftninger følger i takt med, at Chucks sangskrivning forbedres, og de musiske krav til sine bandmedlemmer stiger. Endnu en Europa tourné planlægges, men grundet al for dårlig tour-planlægning vælger Chuck at aflyse, mens de resterende medlemmer i Death fortsætter touren sammen med Louie Carrisalez fra Devastation på vokal. Dette skaber stor splid mellem Chuck og resten af Death.

Spiritual Healing

Spiritual Healing fra 1990 er navnet på Deaths tredje album, og denne markerer endnu en milepæl indenfor death metal, der foruden Bill Andrews og Terry Butler (denne gang spiller han rent faktisk på albummet) også byder på eminente soloer af guitarvirtuosen, James Murphy (tidligere Agent Steel og Hallows Eve), som dog allerede kort efter albummets udgivelse fyres igen (han gik herefter over i Obituary). 

Human

Herefter følger først Human (1991), nu på Relativity Records med en spritny line-up i form af basguden Steve Digiorgio, Paul Masvidal på guitar samt trommeslager Sean Reinert, og dette album er samtidig Deaths bedst sælgende til dags dato (over 600.000 solgte albums worldwide i 2008). 

Individual Thought Patterns

På bandets femte album, Individual Thought Patterns (1993) har Chuck endnu engang erstattet et par medlemmer, og udskiftningen af Paul Masvidal og Sean Reinert giver i stedet plads til Dark Angels trommeslager, Gene Hoglan samt Anders Allhage alias Andy LaRocque fra King Diamond på guitar, mens Steve fortsætter som bassist. Andy er dog stadig guitarist i King Diamond, så på den efterfølgende tourné afløses han af Craig Locicero (Forbidden) og Ralph Santolla (Eyewitness) i henholdsvis Europa og USA.  

Symbolic

Chuck og Death skifter endnu engang pladeselskab fra Relativity Records til Roadrunner Records. I 1995 udkommer Symbolic, og udover de efterhånden sædvanlige udskiftninger (Hoglan er bortset fra Chuck det eneste vedblivende medlem, mens Bobby Koelble og Kelly Conlon er nye på henholdsvis guitar og bas), er det her også på sin plads at nævne en mere poleret produktion samt en markant mere skrigende Chuck. Selv om transformationen fra growl til skrig dog ikke kommer på én gang, men langsomt modificeres i løbet af Deaths syv plader. 

The Sound of Perseverance

Flere af sangene på Deaths sidste album, The Sound of Perseverance skulle egentlig have været at finde på den plade, der samtidig blev Chucks sidste officielle udgivelse, The Fragile Art Of Existence med Chucks nye band, Control Denied. Chuck havde siden ’95 arbejdet med at starte et band i samme stil som Death, men uden den growlende, skrigende vokal, der i første omgang havde bidraget til Deaths berømmelse, men eftersom Death samtidig på dette tidspunkt går fra Roadrunner til Nuclear Blast Records, indvilger Chuck i at lave et sidste album med Death. TSOP udkommer i 1998 med guitarist Shannon Hamm, bassist Scott Clendenin og trommeslager Richard Christy, og pladen høster meget flotte anmeldelser verden over. Det er samtidig første gang et cover-nummer er at finde på et full-length Death album i form af Judas Priests, ”Painkiller”.

Men selv om historien om Death på allersmukkeste vis slutter her, gør det samme sig desværre ikke gældende for historien om Chuck.

Control Denied

Kort efter udgivelsen af The Sound of Perseverance vælger Chuck at hellige al sin tid på sit nye band, Control Denied, og dette resulterer i albummet, The Fragile Art Of Existence, der udkommer i 1999 på Nuclear Blast Records. Grundet tidligere omtalte ønske om en mere rendyrket heavy metal vokal, vælger Chuck denne gang at lade Tim Aymar (Triple-X) synge sine sange, men derudover ligger line-uppen på TFAOE meget tæt op af The Sound Of Perseverance. Shannon Hamm og Richard Christy er igen med på henholdsvis lead guitar og trommer, og Steve DiGiorgio fra Deaths tidligere albums, Human og Individual Thought Patterns står for basarbejdet.

Kræften og døden

I maj 1999 diagnosticeres Chuck med kræft i hjernen, hvilket i første omgang viser sig som en smerte i nakken. Chuck gennemgår herefter en række operationer, men grundet de enorme operationsomkostninger (over 70.000 US Dollars), er Schuldiner-familiens formue til sidst brugt op. 

Da nyheden om Chucks tilstand rammer resten af verden, går flere etablerede kunstnere sammen i 2001 (Kid Rock, Korn, Red Hot Chili Peppers m.fl.) og sælger på EBAY ud af personlige ejendele til fordel for Chuck (dækket af MTV), men på dette tidspunkt er Chuck allerede så svækket, at han til sidst opgiver kampen i december, 2001. Mike Patton, Max Cavalera, King Diamond, Ville Valo, Trey Azagthoth, Glen Benton (m.fl.) samt alle Deaths tidligere og nuværende bandmedlemmer på daværende tidspunkt deltager ifølge MTV i begravelsen.

Ingen større, ingen glemt

Lige siden Deaths første album har Chuck Schuldiner været denne anmelders allerstørste idol, og her, otte officielle studiealbums, en kæmpe fanskare og masser af anerkendelse senere, er Chuck og Death stadig lige relevante. Som musiker var Chuck respekteret af alle, og af venner, familie og sågar sin kat og tre hunde (som han altid omtalte "the guys") var han højt elsket. Men han var aldrig bange for at ytre sin mening, og når han eksempelvis refererede til den nyere metalscene på daværende tidspunkt (Korn, Limp Bizkit m.fl.) som fake metal, mens han selv var "the real deal" skete det selvfølgelig også, at Chuck gjorde folk pissesure. 

Om Chuck var en hård arbejdsgiver eller et decideret røvhul i forhold til de mange line-up udskiftninger, eller om han bare var en perfektionist, der nægtede at gå på kompromis med sin egen musik, er desuden svært at sige, men personligt hælder jeg helt klart til sidstnævnte. Chuck havde en klar vision, og i takt med sine egne fremskidt som både musiker, tekstforfatter og sangskriver, van han altid tro mod sig selv, konstant fremadrettet og sandsynligvis også uanfægtet af andres meninger.  Og ingen vil nogensinde kunne erstatte dén person, der med hårdtarbejdende ildhu skabte og konstant redefinerede death metal genren, som vi kender den i dag.

Hvil i fred, "evil" Chuck…

Kilder

  1. www.emptywords.org/
  2. en.wikipedia.org/wiki/Death_(metal_band)
  3. en.wikipedia.org/wiki/Chuck_Schuldiner
  4. en.wikipedia.org/wiki/Scream_Bloody_Gore
  5. en.wikipedia.org/wiki/Leprosy_(album)
  6. en.wikipedia.org/wiki/Spiritual_Healing_(album)
  7. en.wikipedia.org/wiki/Human_(Death_album)
  8. en.wikipedia.org/wiki/Individual_Thought_Patterns
  9. en.wikipedia.org/wiki/Symbolic_(Death_album)
  10. en.wikipedia.org/wiki/The_Sound_of_Perseverance
  11. en.wikipedia.org/wiki/Control_Denied
  12. en.wikipedia.org/wiki/The_Fragile_Art_of_Existence
  13. cvcomics.com/requiem/?p=483

Kommentarer (2)

Jesper

Death

Det er altid dejligt med en artikel om verdens bedste band, Death. Dem må i gerne skrive flere af. Jeg bliver dog nødt til at korrigerer lidt. Det var ikke i forbindelse med Leprosy touren i Europa, at Chuck fik problemer med de andre Death medlemmer. Det var i forbindelse med med Europa touren for "Spiritual Healing" at problemerne opstod. Death skulle være support for Kreator, men Chuck var træt og ville ikke afsted efter en to måneder lang USA tour. De andre medlemmer valgte at tage afsted uden Chuck og med den tidligere Devastation trommeslager Louie Carrisalez på vokal, som i også så rigtigt skriver. Han havde tidligere været trommeteknikker for Death. På touren sagde de andre medlemmer eftersigende mange knap på positive ting om Chuck. Det er bla derfor, at Chuck i takkelisten på Human skrev "This is more than a record to me; it is a statement, it is revenge." Og det er vel også derfra hans motto "Support music not rumors" stammer fra.
Der står en masse om hele situationen om touren i Metalized # 12.

Stig Nyeng

Stig Nyeng

Tidligere anmelder

Indlæg: 3

Tak for input...

Hej Jesper.
Kan se at du sandsynligvis er den samme, der også kommenterede min Death DTA koncert anmeldelse, dog med lidt mere mavesurt fortegn, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte svare på denne kommentar også.
Du er uden tvivl helt inde i Death, og stor respekt og Tak fordi du i det hele taget gider læse mine artikler trods din i forvejen enorme viden om Chuck. Med hensyn til rettelsen af denne artikel, er jeg overbevist om at du har helt ret. Jeg læste det bare anderledes ud fra tidslinjen i emptywords.org, hvor det står skrevet lidt tvetydigt, men det er altid dejligt at blive irettesat af en kender.

Med hensyn til din kommentar til koncertanmeldelsen, kan jeg dog desværre ikke give dig ret, grundet insiderviden fra kilde med kontakt til netop Eric Grief.
Men du er altid i din gode ret til at være uenig. Det er jo det fantastiske ved ytringsfriheden... På gensyn derude!