Et ben i hver lejr
Taake, eller rettere Hoest (med det borgerlige navn Ørjan Stedjeberg), er et løjerligt projekt på mange måder og et band, der har et ben i hver lejr: På den ene side har Taake altid været præget af den traditionelle norske 90’er-black metal, men på den anden side har han altid gjort en dyd ud af at eksperimentere og lege med sit lydbillede. Men som bekendt gror der jo heller ikke mos på en rullesten, og Taake er om noget en rullesten. Efter en pause på små seks år er enmandshæren klar med sit ottende album, så lad os da se, hvad den kære hr. Ørjan har bakset sammen denne gang!
Gode ideer og dårlige ideer
Et hav av avstand består ganske vist kun af fire sange; til gengæld har tre af de numre så også en spilletid på over 11 minutter, så der er bestemt ikke en mangel på musik. Tag nu bare albummets åbner, ”Denne forblaaste ruin av en bro”, som er et nummer, der ærlig talt føles mere som en kombination af fire-fem numre i sin helhed, bortset fra at det virkeligt fungerer. Taake formår med overraskende lethed at hoppe og springe fra trve black metal til thrash-rytmer, melodiske post-metal-passager og god gammeldaws rock’n’roll – og resultatet er intet mindre end emminent; det er virkeligt fremragende sangskrivningsarbejde. Det samme kan siges om det efterfølgende nummer, ”Utarmede gruver”, der egentligt fortsætter præcis, hvor det foregående nummer slap.
”Gid sprakk vi” er betydeligt mere ligefrem i sin tilgang og derfor langt mere traditionelt end de to første numre på albummet. Sat op imod dem er det nærmest tenderende simplistisk, men det fungerer på sin vis fint, da det agerer udmærket kontrast – selvom man da ender med at savne nogle af alle de narrestreger, man netop blev serveret. Samlet set kunne det her nummer nok godt være blevet udeladt helt og holdent.
Heldigvis kommer albummets lukker, ”Et uhyre av en kniv”, til undsætning, for her spreder Taake endnu en gang sine kreative vinger, og vi får lov at opleve ham give den gas igen, selvom det klart er det svageste af de tre lange numre på albummet, og især de sidste to minutter, som primært er guitarfeedback, kunne man nemt have været foruden – den slags er ærligt talt lige dele irriterende og enerverende at lytte til og virker som et bevidst forsøg på at trække tiden.
Taake ender med at lide under det, som mange soloprojekter lider under, nemlig manglende feedback fra ens bandmedlemmer. Bare fordi man får en ide, er det ikke nødvendigvis en god ide.
Progressiv konservatisme
Et hav av avstand er præcis den form for blandet landhandel, man kan forvente af en mand, der prøver at være både progressiv og konservativ på én og samme gang. Langt hen ad vejen slipper Taake rigtig fint afsted med at forsøge at være både nytænkende og trve, men han snubler desværre over egne ambitioner nu og da. Heldigvis er de gode momenter så gode, at man lidt glemmer de dårlige, men samlet set tænker jeg, at albummet havde stået markant stærkere, hvis det havde været en EP med blot de to første numre.
