Sumerlands - Dreamkiller

Dreamkiller

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Den usandsynlige efterfølger

Det sker sjældent, men nogle gange falder man over et album, der på alle parametre imponerer og drager lytteren i en sådan grad, at det nærmest komplet overtager ens liv. Et sådant tilfælde var den eponyme debut fra amerikanske Sumerlands fra 2016. Bandet blev for mig opdaget ved et tilfælde, da jeg et par år efter udgivelsen undersøgte, hvad guitaristerne fra Eternal Champion gik og rodede med rent musikalsk. Et mindre mirakel, for de sprøde og nærmest underspillede riffs supplerede perfekt den excentriske og særdeles stemningsskabende sanger Phil Swanson. Et mesterværk udi moderne klassisk metal. Men med Swansons afgang fra bandet til fordel for Magic Circles Brendan Radigan såvel som Eternal Champions stigende – og særdeles velfortjente – succes lå det dog ikke i kortene, at en efterfølger her seks år senere på nogen måde kunne andet end at skuffe mig. Dette er beretningen om, hvorledes det at tage fejl kan være en fantastisk oplevelse.

Traditionel perfektion

På en måde fortsætter Sumerlands, hvor de slap med debuten, og på mange måder har de udviklet deres unikke stil af traditionel metal med et miks af den episke lyd som kendt fra Manilla Road blandet med lyden fra Ozzys gyldne æra i 80’erne samt strøg af melodisk doom. På det nye album Dreamkiller er det dog i højere grad de melodiske og infektiøse riffs a la Randy Rhoads og Jake E. Lee, der fylder, samtidig med at Radigans mere nasale stemme også leder tankerne mod det tidlige Ozzy solomateriale, hvor titelnummeret og ”Death to Mercy” står som lysende eksempler herfor.

Hvor debuten var en melodisk plade omgivet af en mørk og rå tone, er Dreamkiller et mere opløftende album med lysere nuancer. ”Edge of the Knife” og ”Force of a Storm” vil tilfredsstille enhver, der har savnet et solidt bud på, hvordan 80’ernes Judas Priest kunne lyde i dag, og er generelt eminente tempofyldte skæringer.

Når man skriver så stærke melodier, både hvad angår instrumenter og vokal, som Sumerlands gør, så er det uden konsekvens, at Sumerlands med stolthed bærer deres inspirationer udenpå ærmet. Og når Sumerlands gør så meget mere end at give hyldest til deres idoler og videreudvikler deres egen lyd med en uhørt dragende atmosfære, så formår drengene fra Philadelphia noget, som forsvindende få evner: at have en unik lyd uden at være mærkelig eller brug af gimmicks som høns eller masker. De gør sig absolut bedst på midtempo-numre som ”Heavens Above”, hvor deres unikke episke stil skinner mest igennem, men de er også direkte gåsehudsinducerende på den slæbende og emotionelle ”The Savior’s Lie”.

Puste og have mel i munden

Fra sangskrivning til eksekvering og lyd er der ikke så meget som en finger at sætte på Dreamkiller. Skal man være pedantisk, kan man brokke sig over pladens løbetid på lidt over en halv time, men med albummets attraktive genlytningsværdi betyder det intet. Sumerlands har med Dreamkiller gjort det umulige og begået et endnu bedre værk end den mesterlige debut. Dette takket være infektiøse riffs, sublime vokalmelodier og en lyd proppet med stemning og referencer til alt, hvad der gjorde metal i 80’erne så tidløs. Alt sammen imens de videreudvikler en lyd, der umiskendeligt er Sumerlands. Man kan altså både puste og have mel i munden. Mesterværk!

Tracklist

  1. Twilight Points the Way
  2. Heavens Above
  3. Dreamkiller
  4. Night Ride
  5. Edge of the Knife
  6. Force of a Storm
  7. The Savior's Lie
  8. Death to Mercy

Tilføj kommentar