Tag en pause og prøv igen
Et godt råd, jeg engang fik af min mor, var, at hvis noget ikke lykkedes efter gentagne forsøg, så skulle man tage en pause og lave noget andet, for så at prøve igen senere. Et råd, som tyske Stillbirth tilsyneladende også har fået. For efter at have udgivet debuten Happy Stillbirth Party, i 2003 – en decideret jammerlig omgang brutal dødsmetal, gik der fem år, inden de kastede pladen Plakative Aggression af sig. Stadig jammerligt, men denne gang i grindcore-regi. Pointen er dog, at efter dette grindcore-eksperiment, vendte Stillbirth i 2012 tilbage til sine rødder i den brutale dødsmetal, krydrede den med lidt deathcore, og har siden udgivet en håndfuld plader på et noget højere niveau end vederstyggeligheden af en debut. Senest Revive the Throne, som forhåbentlig holder niveauet og ikke slægter bandets navn alt for meget på.
Gennemsnitligt er ikke helt godt nok
Op til udgivelsen af Revive the Throne har Stillbirth udtalt, at det er deres tungeste plade hidtil. Et udsagn, der kan være lidt svært at vurdere sandheden i, da resten af bandets diskografi ikke ligefrem er happy jazz. Men fair nok – 26,001 ton er også tungere end 26 ton. Man skulle da også mene, at en plade med et overordnet tema om gladiatorer skulle være i stand til at hamre et par seismiske rystelser af sig. Mænd, der slås til sidste blodsdråbe mod dyr og mennesker for andres underholdning, må siges at være ganske brutalt og bestialsk.
Over pladens 36 minutter er det da også sjældent, der gives et pusterum af nogen art. Revive the Throne er så pakket med dommedagsbuldrende trommer, flænsende guitarer og en vokal, der lyder som en person, der bliver vendt på vrangen og tilbage igen, at ikke engang introen går stille for sig. Stillbirths kvaliteter findes dog hovedsageligt ikke i den tunge og brutale smadder, men i stedet i de midttempo-grooves, de fletter ind. Dermed ikke sagt at Stillbirth er ringe, når et nummer som ”Revolt of the Weak” tordner derudad – det kan få de fleste op af stolen, men det fungerer bare bedre, når bandet rammer et groove. Vi bliver allerede præsenteret for dem på åbneren ”Degraded to Mutilation”, men ellers er ”Breed of Bestiality”, ”Eating the Flesh of the Objector”, og især ”Degeneration” yderst velpolerede mursten, som man kun kan blive glad af at gribe med ansigtet.
Der er bare ikke rigtig noget ved Revive the Throne, der er decideret unikt eller nyt, og hele vejen igennem pladen har man følelsen af at have hørt det hele før. Jeg vil endda næsten vædde med alle, der var til Ingested, da de gæstede Århus tilbage i marts, har hørt en god håndfuld af de riffs, der er at finde på Stillbirths nye skive. På trods af at det ikke var en vanvittig god koncert, er der dog stadig en overvejende stor sandsynlighed, for at riffene blev fremført bedre. Ikke fordi Stillbirth spiller dårligt, de spiller genren, som den skal, men sjældent mere end det. Hvilket er frygteligt irriterende, når de for det første har tyve års erfaring, og for det andet på ”Echoes of the Trumpets” kaster sig ud i et glimrende, og voldsomt overraskende, AC/DC-inspireret riff, men vælger ikke at gentage succesen andre steder på pladen. Det tager lytteren med bukserne nede, og man ærgrer sig over, at der ikke er mere.
Hvad en Seat er i forhold til en VW
Der er ingen tvivl om, at Revive the Throne er en tung plade. Om det er Stillbirths tungeste, vil jeg lade være op til den enkelte. Det kan dog siges med sikkerhed, at man med lethed kan få stillet sin sult efter tordnende brutal død med tunge og lækre grooves, og at man nok bør investere i en halskrave eller to. Men hvis brutal død og tunge grooves er det eneste, man leder efter, så kunne man lige så godt hive en Ingested- eller Vulvodynia-skive ned fra hylden. For der er ikke rigtig noget overraskende eller særpræget ved Stillbirths ellers vellydende seneste udfoldelser.
Youtube er nogle drønnerter, så tag et Bandcamp link istedet
