Gode intentioner og fed energi er ikke altid nok

Deja-vu

Forestil dig et dansk rockband, der kun kan tælle til fire, både hvad angår taktart og maksimalt antal benyttede akkorder. Forestil dig ligeledes samme band synge på valbyengelsk og råbe ‘yeah’ vildt mange gange. Og forestil dig, at nævnte band lyder skidegodt live, men ikke formår at omsætte energien til gode plader. Kender du sådan et band? Selvfølgelig gør du det. Der findes nemlig alt for mange af dem, og langt de fleste kan sagtens undværes.

Men vi skal til det igen. Undertegnede livstrætte anmelder skal, for Gud ved hvilken gang, skrive endnu en anmeldelse af endnu et album fra endnu et rockband, der ikke har ret meget at byde på. Der tages forbehold for gentagelser og ligheder med tidligere anmeldelser af lignende bands.

Mindre talentløst end rigtig mange andre

Okay, helt livstræt er jeg ikke. Og fuldkommen talentløse og overflødige er danske Shred heller ej. Der mangler bare lige lidt, før det bliver rigtig godt. For spille kan de sgu! Deres nyeste langspiller, What They Say, er hørt en milliard gange før. Det er floskelrock i ordets mest bogstavelige forstand, og det er corny som bare fanden. Men det kan alligevel noget.

Titelnummeret og den hyperenergiske “Nobody Knows Me” åbner albummet, og man forstår godt, hvorfor bandet har et talstærkt følge på sociale medier. For nok opfinder de ikke nye og revolutionerende måder at spille rock på, men de spiller med en gejst og en vilje, som gjaldt det liv eller død. UG med kryds og slange for indsats og dedikation, men produktet er desværre en anden historie. For trods den godkendte performance er musikken forudsigelig, som en metronom: fire akkorder, banale tekster, flade hooks og gimmicks, der grænser til det komiske. ’Skinny jeans / black strap boots / Dressed to kill in a leather suit / Are you ready?’,  synges der med påtaget whiskyvokal, mens lyden af en motorcykel, der gasser op, fader ud i baggrunden. Gør man sig ligefrem umage for at fremstå som en parodi på sig selv?

Bedst som man under første gennemlytning begynder at tjekke, hvor længe pladen mon varer, sker der dog noget: “Monster” rummer riffs, der er ret så potente og minder lidt om noget af det nyere Metallica, og “Amnesia” er en powerballade, hvor der tænkes befriende meget ud af boksen. Sangstrukturen er hverken banal eller forudsigelig, og omkvædet har helt bestemt ørehængerpotentiale. Dejligt nummer. Ligeledes er “The Winter War” et ganske fint nummer med noget mere sofistikerede og originale vibes end mange af pladens øvrige skæringer, og “Dios” er heller ikke tosset. Bevares, det lyder meget som det gamle post grunge-hit “Kryptonite” af 3 Doors Down i nedsat tempo, men stadig en hel del bedre end store dele af resten af albummet, der alt for ofte grænser til det decideret tåkrummende.

‘Chop your own wood and it will warm you twice’

Shred kan bestemt godt spille, og What They Say er et flot produceret og meget vellydende album. Men når det kommer til sangskrivning, halter det gevaldigt, og det er som følge deraf kun tre af pladens ti numre, der holder: de tre, som undtagelsesvis ikke er uopfindsom røvballerock. Det er i denne mere afdæmpede boldgade med nedsat tempo, bandet har deres styrker, og hvor der er noget unikt og originalt at komme efter. Når der skal spilles hård rock, og der skal være smæk på, er Shred derimod rockens svar på frysepizza: Det kan gå an i en snæver vending, men ultimativt er det komplet intetsigende tomme kalorier og kan laves meget bedre selv, hvis man lige investerer noget tid i at dygtiggøre sig lidt. Der er et stykke vej op til bands som nyligt anmeldte Junkyard Drive, der er noget nær det bedste rock Danmark har at byde på, men Shred er godt på vej, og med lidt mere erfaring kan det godt gå hen at blive rigtig godt.