Den danske skyggeyngel holder igen fanen og niveauet højt

Eksperimenterende og innovativt eller godt gammeldags håndværk?

Der findes en kolossal bunke bands, der tilsyneladende gør alt for at være på forkant og har et ønske om at være helt unikke. Uha, sikken dødssynd det ville være at blive sammenlignet med andre! Subgenrer som ‘Shakespeare metal’, ‘pornogrind’ og sågar ‘progressive alien deathcore’ er bare nogle få eksempler på de obskure fænomener, der med tiden er kommet til. Ligeledes er der opstået en særdeles trættende genrefacisme, hvor de mest latterlige definitioner kan diskuteres til hudløshed.

Derfor er det ufatteligt rart af og til at læne sig tilbage i en behagelig tryghed af klassiske dyder og lytte til death metal af den gamle skole. Man kan nemlig stadig finde bands, der dyrker det gode gamle og eksekverer det til noget nær perfektion uden så meget pis. Og det er her, mine damer og herrer, at vi blandt andet finder danske Shadowspawn, der spiller god gammeldaws death metal. De er klar med deres fjerde langspiller med den mundrette titel Blasphemica – Absolution Carved From Flesh, og det er endnu en gang en djævelsk dejlig omgang død.

Djævlen ligger i detaljen

Skal man slå sine folder inden for en klassisk subgenre som death metal, som tusindvis af andre har gjort på præcis samme måde, skal man eddersparkemig have styr på skidtet og gøre det ordentligt. Det må simpelthen være et ufravigeligt krav, og heldigvis har det også altid været tilfældet med Shadowspawn. De lægger ikke skjul på, at de udelukkende byder på old school death metal a la Benediction, Asphyx og Illdisposed, og de gør det tilmed fremragende.

Under arbejdet med forrige plade, The Biology of Disbelief, havde kvintetten en målsætning om at dykke dybere ned i de soniske lag og gøre musikken mere groovy og dynamisk. På Blasphemica – Absolution Carved From Flesh har dette igen været ambitionen, og da grydebanker Lukas Meier var så uheldig at pådrage sig to prolapser i nakken i løbet af skriveprocessen, havde resten af bandet pludselig mere tid til at gå i dybden med sangskrivningen. Øget fokus på melodi, vokal og massevis af detaljer blev hermed sat på dagsordenen, og da Meier blev klar igen, kunne bandet gå i studiet med favnen fuld af gennemarbejdede lækkerier. Og jeg skal da lige love for, at bandets ambitioner skinner igennem på slutresultatet. Førstesinglen, “Bonesong”, er en kompromisløs lille sag, der sætter barren højt, og det efterfølgende titelnummer er hårdtslående ondskab i sin reneste form, men det er detaljernes skinnende klarhed og de smukt varierede dynamikker, der får blasfemien til at blomstre. Det flotte samarbejde mellem guitaristerne Nicolai Cheung og Oliver Ragnar er om muligt blevet endnu mere stramt. Det kommer frem i skæringer som den lettere eksperimenterende og riffstærke single “Color Me Dead”, den smukke “Lacerations” og i særdeleshed på den fandens fede “Absolution In Flesh”, hvor det for alvor slår gnister mellem de to strengevridere. Havde der i produktionen bare været en anelse mere plads til bassist Kelvin Dam, havde alt været perfekt. Bevares, bassen er knastør, konstant i samme lomme som de forrygende trommer og får endda også kvalitetstid med sin lytter i korte passager med kun bas og trommer. Men den kunne snildt spille en endnu større rolle i det samlede lydbillede. Især når frontmand Bue Torin Jensen endnu en gang overgår sig selv med en uovertruffen vokalpræstation. Lyt bare til de frådende fraseringer på “Echoes Of Human Debris” og den groovy afslutter, “Thrive In Sadness” – Bue er sur, og det er pissefedt!

Mere groove, mere intensitet, mere smadder!

Det er ikke altid nødvendigt at genopfinde den dybe tallerken for at kunne lave noget god musik. Shadowspawn er ej heller nogensinde gået efter den billige og hurtige løsning eller eksperimenteret unødigt, men har derimod altid bygget deres dødsmetal på solide, klassiske traditioner. Blasphemica – Absolution Carved From Flesh er endnu et perfekt eksempel herpå, og nyder man som undertegnede at nørde detaljer og ikke mindst at opleve, hvordan et album kan blive ved med at folde sig ud for hver gennemlytning, skylder man sig selv at dykke ned i pladen.

Albummet kunne sagtens være to-tre numre længere, og på et par af sangene kunne bandet være dykket endnu længere ned i den sorte suppe med nogle længere kompositioner – faktisk er der kun et enkelt nummer, der rammer de fire minutter – men skiven er stadig fremragende og fortjener ni små kranier, da det til dato er det allerbedste, den dygtige, danske skyggeyngel har leveret.