Hellere os i indkørslen end lort i kælderen

En af mine gode venner arbejder med slamsugning. En dag spurgte jeg ham, hvordan fanden han kunne holde ud at arbejde med noget, jeg personligt ville beskrive som et ulækkert, beskidt og rottebefængt mareridt. Han indrømmede, at han i begyndelsen havde været i tvivl om, hvorvidt han havde valgt den rette karrierevej. Men efter mere end 15 år i faget var det blevet hverdag. Lort var blevet rutine, og det uhygiejniske snask var for længst holdt op med at vække de store følelser. Fair nok, tænkte jeg. Nogle måneder senere satte jeg noget lækker heavy metal på anlægget til en fest, hvilket straks udløste spørgsmålet: ’Hvordan kan du høre sådan noget larm?’. Jeg fik flashback til min samtale med min gode kammerat. For når man har lyttet til metal længe nok, bliver både blastbeats, growl og smadrede guitarer en naturlig del af lydtapetet. Desværre for Vingulmork er tilvænning ingen garanti for kvalitet, og Barmhjertighetens Fallitt er beklageligvis ikke synderligt spændende.

Tromme-lom-lom-lom

Vingulmork betegner selv deres musik som blackened thrash, men personligt hører jeg langt mere black end thrash i musikken. Der er bestemt elementer af begge genrer, men tyngden ligger i den sorte ende af spektret. Barmhjertighetens Fallitt er stærkt inspireret af den norske andengenerations-black metal fra 90’erne, og det er svært at overse referencerne til Immortal, Dissection og Marduk. Det er bestemt ikke nogle dårlige forbilleder at læne sig op ad, men kvalitetsmæssigt er vi desværre langt derfra. Første skridt bør være at få styr på produktionen, som plagede mig mere, end når min datter har glemt sit køresnoller til årets ferieudflugt.

Det er nemlig længe siden, jeg har hørt en udgivelse med så flade trommer. De er decideret blottet for liv, og uanset hvor meget jeg forsøgte at holde af skiven, så stod de konstant i vejen. Selv på pladens bedste nummer, ”Krigserklæring”, hvor bandet faktisk formår at fastholde både tempo og spænding, bliver man hevet ud af oplevelsen. Det kan bedst beskrives som, hvis Thomas Eje sad og bankede løs på et Jamie Oliver-grydelåg. Det tager indlevelsen ud af alt, til trods for ens kærlighed til genren og de store følelser, som bliver sat på spil.

Det skal dog siges, at Barmhjertighetens Fallitt ikke decideret er en elendig skive. Der er bestemt gode elementer – og Shitstain Jackson leverer solid spade (kan man andet med det navn!?), mens bandet holder tempoet højt fra start til slut. Enkelte steder lyder det ligefrem, som om nogle af medlemmerne har svært ved at følge med trommerne. Så man kan diskutere, om speederen er trykket lidt for hårdt i bund, eller om trommeslageren var ved at komme for sent til et vigtigt event. Uanset hvad så er trommerne pladens største anke.

Et sort, sort kapitel

Barmhjertighetens Fallitt er hverken særlig original eller særlig spændende, og når trommerne samtidig er fladere end Jorden, er udgangspunktet mildest talt skidt. Gruppen kan sagtens spille, især når det gælder guitararbejdet, men de mangler først og fremmest en bedre produktion og en mere genkendelig lyd. For det eneste man kan høre pt er, at gruppen er fra Norge og godt kan lide black metal. Nostalgien fejler ikke noget, men der skal helst lidt mere til end at støve de gamle plader af og håbe, at pivtøjet kan følge med legenderne fra fordums tid.