Altid i skyggen

Engelske The Pineapple Thief har ikke haft den samme kommercielle succes som landsfæller og genrekollegaerne i Radiohead og Muse. Det er ikke, fordi hverken talentet eller indsatsen mangler i forhold til storebrødrene. Far And Wide er plade nummer 16, om det bliver en højdespringer på hitlisterne, er nok tvivlsomt. Mon ikke bandet for længst har slået sig til tåls med den loyale fanskare, der retteligt hylder bandet som en musikalsk vejviser indenfor den progressive rock?

Velkommen til drømmeland

The Pineapple Thief forstår at kombinere progressivitet og melodi. Selvom vi ikke bliver budt på 15 minutters lange kunstværker denne gang, så formår gruppen alligevel at udfolde sig uden megen tanke på lyttertække eller hitsingle potentiale. Det opleves på de atmosfæriske og drømmende ”Still Living”, ”Through The Noise” ”This Empty Space” og ”No Exceptions”, som lader lytteren hypnotisere af trommerytmen, mens de svævende toner beroliger sindet. Sidstnævnte har endog bluesguitar, endnu et bevis på briternes vedvarende lyst til at eksperimentere. De mere uptempo numre er placeret fint imellem de stille. ”God Knows” blander progressiviteten med industrial, og Nine Inch Nails dukker op som reference. Mere simpelt bliver det på ”Who Wants It?”, et riffdrevet nummer med stort livepotentiale. Der er altså masser af diversitet på Far And Wide. Det umiskendelige guitarhook på ”Hold The Ashes” bliver hurtigt lagret og definerer på en måde lyden for albummet. Nummeret fungerer også som en form for titelnummer, da linjen ”Take these ashes just scatter them as far and wide as you can” gentages som noget, der minder om et omkvæd, omend sangstrukturen ikke helt forudsætter et sådant prædikat.

Helt overordnet bliver det for stille igennem pladen, der er med andre ord for meget Coldplay og for lidt Muse. De mere rockede numre er, hvor The Pineapple Thief gør det bedst. Den støjrock og industrial, der dukker op i små doser, er et velkomment drys, men det er desværre blot drys. De stille numre er indiskutabelt både velskrevet og mesterligt eksekveret, men de har en tendens til at flyde lidt sammen, og de fylder for meget på skiven, der blot består af ni numre.

Kunstnerens egen plade

Far And Wide er et album, bandet kan være stolte af. Hitpotentialet skal findes på de første to skæringer, herefter gør gutterne lige, hvad der passer dem. Det har de altid gjort, og er ganske vist respekteret for det. Kunstnerisk arrogance er ikke ugunstigt, tværtimod, når det kommer til The Pineapple Thief, så er det både en styrke og aldeles indtagende.