Alt for meget af det gode er ikke godt for helbredet

Jeg elsker chokolade. Og pizza. Og chips, chilimayo og bland-selv-slik. Men jeg elsker også ikke at veje 150 kg og ligge med hovedet i toilettet, mens jeg kaster op over min egen afskyelighed. ’Alting med måde’, som man siger, og det ordsprog fungerer glimrende i utrolig mange sammenhænge. Tag for eksempel parfume. To små pift gør dig velduftende og klar til fest. En halv flaske Chanel No. 5 forvandler dig derimod til et omvandrende kemisk udslip, der kan evakuere en hel bus. Det samme gælder musik. Progressiv metal er en af de genrer, som jeg ofte kritiserer for manglende selvredigering. Skæve taktarter, lange guitarpassager og musikalske krumspring kan være fantastiske, men hurtigt blive ligegyldige, hvis der ikke er en overordnet vision, en ramme så at sige. Jeg tvivler dog på, Kinetic er enige med mig. For spilletiden på deres første fuldlængdealbum er – og hold nu fast – 1 time og 44 minutter.

Længere end en fodboldkamp, lidt kortere end min datters skoledag 

Da jeg anmeldte den danske gruppes debut ep Sentience, konstaterede jeg, at Kinetic lød som en blanding af Green Carnations sentimentale univers og Hakens progressive rødder med en snert af Pink Floyds synthesizers. René Hougaards vokal var solid, spilletiden lidt for lang, og jeg savnede noget raseri. Det blev til syv kranier. Alt dette er stadig gældende. Men lad os hive kaninen op af hatten med det samme, for hold nu kæft, hvor er Liminal en frustrerende lang skive. Den er alt, alt, alt, alt for lang. Hvis man sætter den på efter aftensmaden, når det nærmest at blive midnat, før man er færdig.

På Sentience var der to lange numre, som man faktisk kunne adskille. På Liminal drukner man derimod fuldstændig i passagerne, og bandets svagheder bliver uhyggeligt tydelige, når udgivelsen strækker sig over næsten to timer. René Hougaards vokal er stadig solid, men han bevæger sig simpelthen for meget rundt i samme toneleje. Det er klart, grundet spilletiden. De få gange, han forsøger at improvisere, kan man næsten høre usikkerheden, men det giver trods alt noget variation på skiven. Kinetic gør i bund og grund det samme, som de gjorde på deres EP. De har bare hældt den dobbelte mængde cement i cementblanderen og håbet på, at fundamentet til deres hus vil blive mere solidt. Men det hjælper ikke noget, når udførelsen af skiven er dårlig. Det er mildest talt ærgerligt, for jeg håbede virkeligt på et andet resultat. Sentience med to ekstra numre havde faktisk været rigeligt, hvis der bare havde været en lille antydning af raseri, nogle skæve ideer eller noget, der fik musikken til at tage en uventet drejning. Men det er der ikke rigtig, og hvor er det progressive element så henne?

Det bedste nummer på Liminal er ”Omega”, som også optrådte på Sentience. Det mest spændende nye nummer er derimod ”Fermi”, som med sine otte minutter spøjst nok er et af pladens korteste. Her viser bandet noget kontrast, de lyder endda en smule sure i et minuts tid – det er herligt, men for lidt over to timer. ”Fermi” er dog pladens femte nummer, og på det tidspunkt er vi allerede 41 minutter henne i skiven. Lad den synke ind. Det er omtrent samme spilletid som hele The Dark Side of the Moon, hvor Pink Floyd nåede at fortælle os om menneskets eksistens, tid, penge og galskab. Sentience var en rigtig god EP leveret af et godt band. Liminal er en dårlig sammensat skive stadig leveret af et godt band.

En sci-fi-roman i alt for mange bind

Når man sætter Liminal på, føles det som at svømme 50 kilometer ud i Stillehavet og derefter forsøge at træde vande i 48 timer. På et tidspunkt drukner man simpelthen. Kinetic er stadig et dygtigt band, det holder jeg fast i. Der er fine numre, flotte soli og masser af spændende passager. Problemet er bare, at de er begravet under en spilletid, der burde kræve sit eget CPR-nummer. Liminal er en utrolig dårlig sammensat skive, og den længste, jeg har anmeldt til dato. De to ting hænger unægtelig sammen. Halvvejs mistede jeg fuldstændig interessen for værket. Det er hård kost at skrive om et band, man kan høre, har talent. Men tid er nu engang vores mest dyrebare ressource.