Hvorfor anmelde Eivør på Heavymetal.dk?
Eivør Pálsdóttir, nu blot benævnt Eivør, er et navn, der er svært at komme udenom, hvis man beskæftiger sig med nordisk og nordisk traditionel musik. I så fald vil hendes navn gå flere årtier tilbage, men selvom hun altid har været grænsesøgende og har indspillet i både jazzede, rockede og elektroniske klæder, er hun ikke en kunstner, der lige rimer på en traditionel metalgenre.
Men alligevel er der et slægtskab, som ikke kan eller skal underkendes. Gennem pagan, altså hedensk tematik – jeg vil ikke vove at kalde det en genre – som mange metalhoveder også omfavner i den nordiske mytologi, vikingetiden, naturreligioner med mere, finder Eivør fint sin hylde. Samtidig har Eivør vundet mange tilhængere i soundtracket til The Last Kingdom-spilserien. Og det er også et slægtskab, som selveste Nuclear Blast ser et lys i. Så om end Eivør ikke er 'pagan-metal', er der tilpas mange sammenfald gennem folkloristisk stof og hendes rå, nærmest rituelle vokal, der gør hende relevant her. Det understreges eksempelvis også af hendes deltagelse på Copenhell i 2024, hvor hun henrykkede såvel vores anmelder som mig. Personligt hører jeg til dem, der har 'kendt' Eivør i flere årtier, og jeg bliver altid bjergtaget af hendes stemmes kapacitet live. Så det er med stort håb, jeg tager hul på Tungl.
Den tabte Nordatlant
Tungl betyder måne på færøsk, og selve skiven beskrives som at udforske livets cykliske tilstand mellem de følelser, der danner og udgør vores tilværelse. Og fra første færd er det tydeligt, at denne cyklus udspringer og gennemstrømmes af elektronisk frembragt musik.
“Og mánin græt/And The Moon Cried” lægger an med drevent, tungt og rullende tempo samt en dyb basgang. Samtidig er Eivørs vokal overraskende kontrolleret sammenlignet med det flyvske og høje stemmeleje, hun normalt er kendt for. Det er, som om hun holder sig selv tilbage, hvilket også understreges af, at vokalen faktisk er en smule lav i hele mikset, og hendes høje, guddommelige stemme kun høres kortvarigt som interlude, ikke som en integreret del af nummeret. Angiveligt er temposætningen inspireret af oldnordisk kædedans, og dermed forsøger nummeret at række tilbage i tid. For mig rækker det mest tilbage mod Depeche Mode og den fremragende Memento Mori. En reference, der i øvrigt er ganske tydelig på meget af den resterende del af skiven. Og det er ikke den eneste reference: ”Drekafljóð/Dragon Maiden” minder om en voldsomt nedtonet og udvandet version af Björks ”Isobel”, og på ”Eon” flyver mine tanker til danske Lydmor.
Det er jo egentlig ikke dårlige referencer. Jeg elsker Depeche Mode, er vild med det gamle Björk og har kæmpe respekt for Lydmor. Udfordringen ligger i, at når Eivør kommer til at lyde som dem, kommer hun til ikke at lyde som Eivør. På hendes seneste udgivelse, Enn, var de elektroniske elementer som her også ganske tydelige. Men jeg var aldrig i tvivl om, at jeg hørte et Eivør-album. For hendes stemme er helt speciel og kan noget helt specielt – jeg har flere gange omtalt den som et ekstra instrument. Men på Tungl er det, som om hun 'gemmer sig', er tilbageholdende, at de instrumentale og elektroniske dele er overprioriteret – sammen med rumklang. Masser af rumklang. Det giver en uforløst følelse, når jeg nu ved, at Eivør kan søndersynge hele den synth-polerede instrumentaldel. Jeg savner det autentiske, Atlanten, bølgerne, det vilde, rå, utæmmede, sårbarheden – renheden. Eivør mister altså sin særegenhed – at være Eivør. Og det er langt hen ad vejen trist. For hun kan så sandelig stadig synge usammenligneligt. Og der er lyspunkter. På ”Verjugarðar/Walls” træder Eivør i flot i front på versedelen. På ”Hinumegin/The Other Side” viser den nordatlantiske gudinde/heks sig kortvarigt i sin højt pitchede karakter, hvor musikken faktisk også lykkes med at lyde som en brænding, der slår mod klipper. ”Fangað/Trapped”, som synges i duet med hendes søster Elinborg, fremtræder som klart mest interessante skæring og vokallinje – også med en snas strubesang, som griber tilbage mod noget helt andet end resten af udgivelsen.
Anmeldelsen her er meget centreret om Eivør selv og hendes vokal, eller udfordringerne med den og hendes tilstedeværelse. Det er generelt også nødvendigt, for selvom følelsen af Depeche Mode er til stede gennem næsten hele skiven, er det vokallinjerne, der skal bære den. De bagvedliggende rundgange er i bedste fald småkedelige, repetitive i struktur.
Jeg vil faktisk virkelig gerne kunne lide Tungl, men det er ikke muligt. De tilbagevendende ord er patos og autenticitet, eller mangel på samme. Og det vil helt sikkert også kunne diskuteres. For der er sikkert nogen, der vil beskrive udgivelsen som sønderdrejende, dyb, monumental, et nyt skridt, fremskridt. Hos mig kommer Eivør primært til at lyde som en overproduceret udgave af nogle andre. Og er der noget, Eivør altid har været, er det sin helt egen – og tydelig. Med andre ord skaber Tungl nærmere et identitetsfald – og ikke nok med at skiven er lettere ligegyldig, så medfører det, langt værre, at et idol falder helt fra stjernerne over månen til jorden.
Den dag Eivør forsvandt
Med Tungl har Eivør begået et af sine mest identitetsløse albummer. Hendes stemme virker tilbageholdende og er ofte underproduceret i forhold til rytme-, bas- og synthrundgange, selvom disse ikke bringer meget til bordet. Musikken i sig selv er temmelig forudsigelig, og vokallinjerne, hvor Eivør normalt er uovertruffen, gemmer sig i det samlede lydbillede eller flettes ind i synthflader og rumklang, så det kommer til at virke kunstigt. Og det er nærmest det modsatte af, hvad Eivør normalt står for. Der er meget, meget langt til den kunstner, der står alene på scenen med sin shamantromme og stemme og bjergtager et helt publikum. Og dermed virker Nuclear Blasts formål med at tilføje pagan-tema til deres repertoire ganske forfejlet.
Tryllebunden er jeg ingenlunde.
