Progressiv musik, der er fløjtende ligeglad med stilgrænser

Tyske Seven Steps to the Green Door (hvis mærkelige navn i hvert fald har noget at gøre med, at der er 7 medlemmer i bandet) spiller en stilmæssigt ekstremt varieret omgang progressiv metal, der er svær at forklare i få sætninger. Nogle af de mest dominerende ideer på nærværende album, der er bandets andet, er hentet fra ambient- og groove-orienteret musik. Der er generelt et fokus på at bygge forskellige typer af stemninger op, om det så er etno-influeret melodisk metal i stil med f.eks. Voyager på åbneren "New Rising", en fusion af Riverside, vred rap og Simply Red-pop på titelnummeret "Step into my World" eller bebop-agtig jazz på "My Lovely Mr. Singing Club". Der bliver dog også plads til nogle mere sangorienterede numre som f.eks. balladen "Melissa" (der lyder lidt Scorpions-agtig pga. vokalen) og den ret cool, Magellan-agtige "Moon Talks to Me". Seven Steps to the Green Door har til overflod tre sangere (to herrer og en kvinde) og keyboardist Marek Arnold spiller tillige også saxofon og klarinet, hvilket alt sammen giver et varieret og overraskende lydbillede.

Til at starte med syntes jeg, at bandet dvælede for meget ved de enkelte ideer, og jeg blev mærkeligt træt i hovedet af at lytte til albummet. I min søgen efter specifikke passager, der kunne underbygge min fornemmelse af, at det her ikke var helt så blæret komponeret i forhold til andre eklektiske bands som Pain of Salvation, hedengange Mr. Bungle mfl., skete der imidlertid det, at albummet begyndte at fænge hos mig i stedet! Seven Steps to the Green Door formår på fascinerende vis at få små, tighte Dream Theater-agtige riffs til at passe ind i funky, til tider Dixie Dregs-agtige universer, der sågar får et præg af Pure Reason Revolution flere steder (lyt især til "Paid for Glance") med flot brug af korharmonier. Der er altså tale om musik, der i den grad vinder på gennemlytning, og som det er værd at stifte bekendtskab med, hvis man er til progressiv musik, der er fløjtende ligeglad med stilgrænser (dvs., musikken her går på tværs af grænserne, men er på et eller andet plan alligevel homogen og gennemtænkt, når man først lærer den at kende). På den anden side vil jeg ikke sige, at "Step in 2 my World" er et perfekt album – dertil er der alligevel lidt for meget harmonisk stilstand enkelte steder (f.eks. på titelnummeret og på "Rising Shore"). Efter den lidt To-Mera-ballade-agtige "Closer", der føles som et godt afslutningsnummer, kan man desuden diskutere ideen med at have to bonusnumre lige efter. Det ene, "Out of Clouds", rummer ganske vist nogle gode ideer (især efter den lidt fjollede, indledende funkpastiche), mens det andet er en sær lydcollage, hvor temaet fra "Out of Clouds" i harmonikaudgave indrammer bandet, der tæller forskudt i munden på hinanden. Men da der er tale om bonusnumre, vejer de ikke så tungt i min generelle bedømmelse af albummet.