Pain Of Salvation - Scarsick

Scarsick

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Prog rock
Spilletid:67:48
Antal numre:10

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Et af vor tids mest indflydelsesrige progressive metalbands, Pain of Salvation, er tilbage. Denne gang med et album, der nok vil dele vandene hos både bandets egne fans og fans af genren som sådan.

Pain of Salvations øvrige albums (især de to seneste mesterværker, "Remedy Lane" og "Be") er alle symfonilignende helheder, hvor det samme musikalske tema gerne dukker op i mere end et nummer og flettes sammen på kryds og tværs med andre ideer i løbet af albummet. I modsætning til denne tendens er "Scarsick" et næsten fuldstændig sangorienteret album. De enkelte numre er afsluttede, musikalske helheder, bygget op omkring – for Pain of Salvation – ret konventionelle vers-b-stykke-omkvæd-strukturer. En anden mærkbar forskel er, at numrene er betydeligt mindre rytmisk komplekse, end man er vant til fra Daniel Gildenlöw og co. Det meste er i 4/4 med kun diskrete synkoperinger – en undtagelse er dog "Mrs. Modern Mother Mary", som for øvrigt har en atmosfære, der nærmest minder mig om Devin Townsend’s "Ocean Machine"-album. ("Diskrete synkoperinger" er nok også en underdrivelse i forhold til den energiske "Flame to the Moth".)

Måske har Pain of Salvation haft lyttet til de kritikere, der ikke fandt "Be" (for slet ikke at tale om unplugged-albummet "12:5") tung nok. Ganske vist var "Be" efter min mening fuld af seriøst heavy strukturer, men albummet var, pga. arrangementerne med rig brug af strygere og træblæsere, i sagens natur mindre støjende, end man forventede af et band i denne genre. Hvorom alt er, så er "Scarsick" både tungere og mere støjende. På konceptsiden er "Scarsick" tænkt som "The Perfect Element II". Måske er dette grunden til, at arrangementerne er lidt mere gennemskuelige og repetitive end de sidste to studiealbums – dette får musikken til at passe bedre i stilen som fortsættelse til "The Perfect Element I", der udkom i 2000. I modsætning til 1’eren (og for øvrigt alle deres andre cd’er), er "Scarsick" ikke inddelt i kapitler, men bare i to store afsnit: "side a" og "side b". Det kunne være tænkt som en markering af, at albummet står i gæld til den klassiske rock-plade, altså på vinyl, hvor der er tydelige pauser imellem numrene.

Titelnummeret, der åbner ballet, har et solidt Tool-agtigt riff kombineret med en medrivende vrede, der henleder tankerne på "! (Foreword)" fra "Entropia"-albummet. Omkvædet har imidlertid lidt af den samme tribalfornemmelse, som man kender fra dele af "One Hour by the Concrete Lake" og "Be". Efterfølgeren "Spitfall" lyder som en sarkastisk hilsen til hiphoppen. Gildenlöw rapper på livet løs i en lang udstilling af rige rapperes hykleriske lovprisning af deres påståede fattige fortid. Arrangementet minder mig lidt om et Eminem-nummer som "Loose Yourself", bare lidt tungere, og så skaber det fede omkvæd en afveksling, man ikke ville høre hos førnævnte amerikaner. "Cribcaged" er en typisk, teatralsk Daniel Gildenlöw-ballade i stil med "Undertow" fra "Remedy Lane", mens "America" på original vis blander energisk rock à la Foo Fighters eller Queens of the Stone Age med et musicalagtigt omkvæd, der lugter lidt af "West Side Story". Der er også et stykke i dette nummer, der minder om "Winning a War" fra "Entropia". "Disco Queen" er det nummer på albummet, der har vakt mest furore, da det, som titlen antyder, leger med et 70’er-disco-udtryk, som er Scissor Sisters værdigt. Jeg synes, opstandelsen over dette nummer er temmelig fjollet, taget i betragtning, at den progressive metalgenre par excellence inkorporerer andre, gerne utraditionelle stilarter. Desuden er det faktisk et af albummets bedste numre – jeg kan især godt lide de lidt Faith No More-agtige passager, hvor vokalen nærmest lyder som Mike Patton i foruroligende falset. "Kingdom of Loss" er igen en teatralsk ballade, der med sin dystopiske stemning peger i retning af "Be". "Mrs. Modern Mother Mary" har jeg omtalt ovenfor. "Idiocracy" og "Flame to the Moth" er albummets to mest (musikalsk) aggressive numre. Sidstnævnte har ligefrem lidt vaskeægte skrigevokal, der fungerer rigtig godt. Det burde næppe komme som en overraskelse, at bandet punkterer vreden med kønne, flerstemmige omkvæd i begge numre. Afslutningsnummeret, "Enter Rain" skrider majestætisk frem med et langsomt, bastant groove og et enkelt, inciterende omkvæd.

Hvis man har sukket efter en opfølger til "The Perfect Element I", vil "Scarsick" formentlig være årets plade til et rent 10-tal. Hvis man derimod har dyrket de mellemliggende albums, "Remedy Lane" og "Be", vil man nok blive skuffet over det mærkbart lavere kompleksitetsniveau. Jeg skulle personligt høre albummet mange gange, før jeg holdt op med at være irriteret på de mange gentagelser inden for de enkelte numre. Set fra den vinkel er albummet her måske "kun" til et 8-tal. Jeg ender på et 9-tal, fordi Pain of Salvation stadig har deres helt egen ukuelige personlighed, der adskiller dem fra alle andre bands derude. "Scarsick" er et fedt album, det er bare ikke Pain of Salvations bedste, efter min mening.

Tilføj kommentar