Doom-texanere kan ikke leve op til deres egen hype
Oceans of Slumber fra Houston, Texas spiller grandios og ambitiøs doom metal og beviste i 2016, bl.a. med titelnummeret fra deres forrige udspil, Winter, at de kan gøre det både stemningsfuldt og præcis, som doom-folket kan lide det. Med masser af patos. I Cammie Gilbert har de desuden en forsanger med en smuk og skrøbelig vokal, og hun er klart bandets helt store force. Ifølge gruppen selv er deres nye plade, The Banished Heart, “an extraordinary record born amid troubled times” og “the sound of a blossoming creative force rising from pain’s pitch-black fog to blaze and rage in hopeful, starlit skies”. Store ord, men lad det være sagt med det samme: Dét lever The Banished Heart på ingen måde op til.
Hold dig bag gryderne, Dobber!
Oceans of Slumbers klare forbillede må være Anathema, men texanerne mangler i dén grad idolernes musikalitet og evne til at skrue virkningsfulde sange sammen. For ud over Cammies følsomme vokal er der desværre ikke ret meget at komme efter på The Banished Heart. Der er ganske vist en del gode idéer hist og pist, men de løber for det meste ud i sandet. Det, der skulle være stemningsfulde passager, bliver for eksempel ofte til ubehjælpsomt klaver- eller guitarklimpreri – som om det er nogle 12-årige elever, der sidder i øvelokalet og træner lidt akkorder.
Man får den mistanke, at musikernes tekniske niveau simpelthen ikke er højt nok til at nå deres kunstneriske ambitioner. På flere sange prøver trommeslager, pianist og ”musical director” Dobber Beverly at bryde monotonien med en seriøs gang black metal blast beats, men det fungerer bare slet, slet ikke. Det lyder tværtimod hver gang, som om Dobber og resten af bandet spiller to komplet forskellige sange. Uha – det er ringe. Hans klaverspil er næsten endnu værre. Jeg troede, det var almindeligt anerkendt, at trommeslagere altså skal holde sig bag gryderne og ikke lave andet!
The Banished Heart består primært af fire meeeget lange sange, der stort set lyder ens. Det er faktisk kun åbningssangen ”The Decay of Disregard”, der skiller sig lidt ud med gode vedhængende melodier; resten er glemt igen, så snart man er færdig med pladen. De resterende sange er bl.a. nogle kortere, delvist akustiske numre, hvor Cammies smukke stemme burde få plads til at skinne igennem, men det fucker Oceans såmænd også op – bl.a. ved at tvinge unødvendige lydeffekter ind i musikken. Den allerede nævnte ”Decay” og så ”A Path to Broken Stars” er de eneste gode sange, og det er godt nok magert på en plade, der indeholder 11 numre og varer over 60 minutter!
Oceaner Af Kedsomhed
Det, der gør The Banished Heart ekstra ærgerlig, er altså, at det jo i momenter skinner igennem, at Oceans of Slumber rent faktisk har det, der skal til for at lave god, stemningsfyldt doom. De har nogle interessante idéer med at blande det traditionelle med lidt mere ’in-your-face’ metal, men det bliver desværre aldrig til mere end nogle spæde, halvfærdige forsøg. Det er rent ud sagt uendeligt kedeligt. Oceans of Slumber kalder I jer? ”Oceaner Af Kedsomhed” er mere rammende, er jeg bange for.