Elementerne består
Gamle flammer er blevet slukket, og nye kræfter er kommet til i Oceans of Slumber, der med heftig aktivitet har sagt farvel til bandets to guitarister og bassisten. Frontkvinden Cammie Gilbert står stadig ved roret, og krumtappen bag smadderkasserne Dobber Beverly er med til at binde de nye ansigter sammen på det nye selvbetitlede album, Oceans of Slumber. Sekstettens forrige udgivelse The Banished Heart blev vel modtaget verden rundt og banede en ny vej for bandets melankolske og doomificerede univers. Nu er spørgsmålet bare, om den nye konstellation kan fortsætte den progressive udvikling, der er sket trinvis på bandets foregående udgivelser.
En ny start
Det kan næppe være helt tilfældigt, at albummet går under titlen Oceans of Slumber, for det markerer en ny æra for bandet, der både opsummerer og redefinerer tidligere udtryk og stil. Udover det er det svært at putte Oceans of Slumber i en bestemt kasse, og det er netop det, der gør dem særlig interessante. Det er progressiv metal med tydelige elementer fra doom og dødsverden, hvor vekselvirkningen mellem Cammie Gilberts fine, soulede stemme og dybe brutale growls tryllebinder lytteren ind i det melodramatiske univers, og det gør det langt hen ad vejen.
Pladen indledes med ”The Soundtrack to My Last Day”, der med sin otte minutter lange spillelængde fortrinligt demonstrerer balancen mellem langsomme, opslugende doompassager, der overgår til brutalt dødsmetal i sangens midte. Det fastholder lytteren og veksler, som før nævnt, mellem Gilberts karismatiske rene stemme og bandets dybe growls, utrolig effektivt.
”Pray for Fire” sender associationer til Opeths ”Harvest” og byder endnu engang på en progressiv rejse mellem forskellige temaer og stilarter. Især nummerets slutning med Gilberts nærmest diktatoriske monolog, akkompagneret af blastbeats og tunge guitarriffs fungerer virkelig godt og slutter nummeret effektivt af.
Pladen emmer af høj kvalitet, men med en spillelænge på en time og elleve minutter, kan det selvfølgelig være svært at fastholde lytterens opmærksomhed og koncentration hele vejen igennem. De instrumentale ”Imperfect Divinity” og ”September (Momentaria)” er med til at sætte helhedsindtrykket med et atmosfærisk præg, men er ikke numre, der fungerer selvstændigt, og de fremstår en smule overflødige og ufyldestgørende.
Værd at fremhæve er balladen ”The Colors of Grace”, hvor de har erhvervet sig Mick Moss fra det gotiske rockband Anitmatter som gæstesanger. Den melankolske melodiøsitet og energi i dynamikken mellem de to sangere komplimenterer hinanden virkningsfuldt og kulminerer effektivt, når resten af bandet sættes ind og efterlader et af de mest memorable indtryk på pladen.
Rendyrket mørke
Oceans of Slumber er en plade, der udtrykker melankoli, aggressivitet og rendyrket mørke forklædt i forfriskende udtryk mellem black, død og doom. Og det lykkedes rigtig effektivt langt hen ad vejen. Selvom flere af numrene har en spillelængde mellem seks og otte minutter, bliver der vekslet mellem forskellige passager, der fastholder lytteren og binder numrene naturligt sammen. Et af bandets stærkeste forcer er frontkvinden Cammie Gilbert, der med sin kraftfulde stemme giver bandet et karismatisk og selvstændigt udtryk. Der er små genistreger her og der, blandt andet på nummeret ”The Adorned Fathomless Creation”, der i c-stykket byder på gospelvokal op bakket af dobbeltpedal, blastbeats og tremolopicking, der lyder uhyre fedt. Men med den relativt høje spillelængde er det lang tid at hengive sig til et mørkt, bombastisk univers, der trods sin progressive tilgang kører den samme stil numrene igennem. Det er dog bestemt et spændende og anderledes udspil, hvor vil Oceans of Slumber mon tage den herfra?