Jeg har en fornemmelse …

Når et band skal finde et navn, er det de færreste, der har nosserne til at kalde sig selv Nunslaughter. Det er præcis den slags navn, der både vækker frygt og nysgerrighed på én og samme tid. Men satanisk dødsmetal? Det burde jeg nok have gættet.

Nunslaughter er efterhånden veteraner på scenen og kan spores helt tilbage til 1987, hvor de selv beskrev deres musik som 'Devil Metal'. I 2026 er de aktuelle med albummet Satanic Chaos Legion, og bare et hurtigt kig på tracklisten afslører, at de ikke holder sig tilbage fra sataniske motiver eller provokerende temaer. Spørgsmålet er bare, om det hele er en gimmick skabt for at sætte gang i sladderen, eller om der gemmer sig et stærkt album bag alt blodet og blasfemien.

Burn baby, burn

Albummet åbner med titelnummeret, "Satanic Chaos Legion", der efter et halvt minuts march eksploderer som en napalmbombe i en mur af dødsmetal. Tremolopicking, hæsblæsende trommer og vokaler, der lyder som et vredesudbrud direkte fra kulkælderen. Fra første sekund er der ingen tvivl om, hvilket univers Nunslaughter inviterer lytteren ind i.

Bandet har aldrig været kendt for diskrete sangtitler, men denne gang får vi den absolut mest rådne udgave af konceptet. "Jesus Fucking Dies" følger lige bagefter og bekræfter endnu engang, at subtilitet ikke er på dagsordenen. Til gengæld er nummeret overraskende fængende og har en tyngde, der føles som at blive ramt af et særlig kraftigt narkotisk sus. Desværre varer det under halvandet minut og er ovre, næsten før man når at registrere, hvad der egentlig ramte én.

Herefter kommer "Unsacrament", som desværre peger på albummets største svaghed: manglen på variation. Dødsmetal er naturligvis ofte mere ensformigt end mange andre genrer, men her bliver formularen næsten helt slatten. Numrene er enten ekstremt hurtige eller næsten absurd langsomme, og skiftene føles sjældent organiske. Det virker mindre som naturlig sangskrivning og mere som en bevidst beslutning om, at tempoet bare skal skifte af rent princip. Resultatet er til gengæld et albumflow, der føles kunstigt og en smule dovent, hvilket trækker helhedsoplevelsen ned.

Et af de numre der for alvor stikker ud, er "Heavenless", desværre af alle de forkerte grunde. Nummeret drukner i et mudret lydbillede, og de langsomme passager bevæger sig så langt over i blackened doom, at Nunslaughter virker helt på udebane. Strukturen falder fra hinanden, og sangen ender som en stor pose havregryn uden retning eller sammenhæng. Alligevel bliver den et af albummets mest mindeværdige øjeblikke, simpelthen fordi den er så frustrerende ringe, at man desperat ser frem til næste nummer. Og her bliver det faktisk interessant. "Lucifer the Light" er muligvis albummets stærkeste sang. Ja, det lyder stadig som Nunslaughter, men her rammer brutaliteten og intensiteten endelig plet. Især det overraskende groovy c-stykke midtvejs giver nummeret luft og dynamik, som resten af pladen desperat mangler. Det er præcis sådan, jeg forventer, at et stærkt Nunslaughter-nummer skal lyde.

Efterhånden står det også klart, at sangskrivningen er albummets største svaghed. Til gengæld reddes meget af en fremragende produktion og et stærkt mix. På overfladen lyder albummet ganske enkelt godt. Man kan argumentere for, at produktionen mangler lidt kant og er en anelse for poleret, men når materialet i sig selv er så middelmådigt, bliver netop produktionen en af pladens største styrker. Det afslører samtidig albummets største dilemma. De enkelte numre fungerer faktisk bedre hver for sig end som en samlet udgivelse. Efter flere gennemlytninger kæmper jeg stadig med at huske, hvilket nummer der er hvilket. Det er et tydeligt faresignal, fordi det afslører, at sangene mangler deres egen identitet. De flyder ganske enkelt sammen i en lang smøre af blastbeats, tremolo-picking og satanisme.

For satan, altså

Der er ingen tvivl om, at den person, der hvert år står ved indgangen til Copenhell og forsøger at få folk til at vende om, ville få det svært med Satanic Chaos Legion. Albummet er beskidt, stødende og gennemført satanisk. Til gengæld er det bare ikke særligt imponerende. Det ender som en middelmådig omgang satanisk dødsmetal, der aldrig for alvor flytter sig. Selvom projektet tydeligvis ikke skal tages alt for alvorligt, rammer det aldrig den selvironiske eller kompromisløse kant, der kunne have gjort det virkelig interessant. Bortset fra katastrofen "Heavenless" er der egentlig ikke meget, der decideret falder igennem, og albummet er bestemt ikke ubehageligt at lytte til. Problemet er snarere, at der heller ikke er ret meget, der bliver hængende bagefter. Der er dog især to rigtig gode numre, nemlig ”Rotten Messiah” og ”Lucifer the Light”, og begge viser, at Nunslaughter godt kan finde ud af at skrive, især når det ikke bare bliver rent pludder-pladder af smadderskrammel.

For satan, altså. Hvor kunne det have været fedt, hvis Nunslaughter havde turdet bryde deres egen formel og udfordre sig selv bare en smule. Potentialet er der, men denne gang bliver de fanget i deres egen kreative boble, og det bider dem i røven.