Det er bare så hyggeligt nede i undergrunden
Falder snakken på old school dødsmetal, bliver bl.a. Death, Possessed, Cannibal Corpse, Morbid Angel og Deicide nævnt, og med god grund. Uden disse bands havde dødsmetallen muligvis set meget anderledes ud, end den gør i dag. Et band, der dog også bør nævnes, er amerikanske Nunslaughter. På trods af, at de aldrig har opnået samme popularitet som førnævnte, så har de haft fin succes i undergrunden, som de har gjort usikker siden 1985. Dengang hed de dog Death Sentence, men i 1987 mente de, at det var mere passende at slagte en flok nonner. En del af forklaringen til den manglende popularitet kan være, at Nunslaughter hovedsageligt gør sig i ep’er. Dem har de udgivet utallige af, men her efter knap 35 års eksistens er amerikanerne kun nået til sjette studiealbum, Red is the Color of Ripping Death.
Alt andet end elitært
En anden grund til den manglende popularitet kan være, at Nunslaughter konsekvent nægter at indse, at kalenderen siger 2021 og ikke 1987. Glem alt om, hvordan dødsmetallen har udviklet sig de sidste 35 år. Red is the Color of Ripping Death er rå og upoleret thrashet dødsmetal og intet andet. Bandet kalder det selv ”Devil Metal”, men at kalde det old school død tangerende til protodød ville ikke være helt ved siden af.
Dette betyder også, at var man fan af sidst den amerikanske udgave af De Grønne Slagtere besøgte et kloster, så vil man sandsynligvis også være godt tilfreds med, hvad køledisken denne gang byder på. ”To a Whore”, ”Eat Your Heart” og ”Dead in Ten” er helt i ånden med hovedet-under-armen dødsthrash, der bare skal ud over stepperne, og alt, der bare minder om religion, bliver maltrakteret og skamferet med hvadend rustne remedier, garagen måtte byde på. Ja, det er dumt, men helt bevidst. Der er absolut ingen tvivl om, at Nunslaughter er fjollet, overdrevet og bestemt går efter de billige point. Det, der dog gør, at man ikke bare kan arkivere bandet lodret er, at de er bevidste omkring det ”lave niveau” og har forstået at skrue op for underholdningsværdien. Bevæger man ikke en legemsdel, når ”Annihilate the Kingdom of God” eller næsten hvilket som helst andet nummer på pladen sætter i gang, så vil jeg gerne vide, hvilket ondt menneske man har mødt i sin fortid, der gør, at man ikke kan sætte pris på en god gang hærg.
Skulle der dog være nogen, der mener, at de har hørt denne gang hærg før, så har de teknisk set ret. For selvom det er Cannibal Corpse, der oftest kaldes for dødsmetallens AC/DC, så er Nunslaughter også en glimrende kandidat til titlen. Red is the Color of Ripping Death er lidt tungere end tidligere udgivelser, men i bund og grund er det den samme bunke numre, som Don of the Dead og kompagni har udgivet de sidste knap 35 år. Produktionen har dog fået et løft og lyder ikke længere som noget, der mener Venom’s pizzabakke produktion er topmålet af hi-fi. Hvilket egentlig er en skam. For produktionen blevet en anelse for poleret, og pladen mangler lidt af den rustikke charme, som tidligere udgivelser havde i overflod.
Du kender det, og du kan lide det
Det er ikke med Red is the Color of Ripping Death, at Nunslaughter vinder nye fans i hobetal. Omvendt er det heller ikke en plade, der får kendere til at vende bandet ryggen, for Nunslaughter lyder mere eller mindre, som de altid har gjort, og det kan man ikke tillade sig at klage voldsomt over. Beskidt thrashet dødsmetal er noget vi alle har brug for. Så når Nunslaughter efter tre årtier stadig leverer varen, så er der ikke megen undskyldning for ikke at knappe en ramme bajere op og fyre op for anlægget.
