Et album bygget på gæld eller vilje?
Der er i sandhed sket meget hos det australske metalcoreband The Amity Affliction (TAA). Det sidste originale medlem af bandet, Ahren Stringer, blev smidt ud i 2025 grundet ‘problemer med sin opførsel’. Det viste sig dog, at Joel Birch, som synger unclean vokal i bandet, og Ahren Stringer havde fuld gang i en retssag over navnet Amity. Det, at udgive en skive midt i, hvad der lettest kan beskrives som kaos – med en efterfølgende verdensturné – vækker da en vis skepsis. Firmaet bag bandet skyldte 650.000 dollars i midt-2025, hvilket er endnu en årsag til at være en smule bekymret.
Som anmelder prøver jeg altid at gå til en ny plade uden bias eller forudindtagelse, uanset hvor meget drama der har været bag kulisserne. Jeg tror bare, at det bliver svært lige i dette tilfælde. Men det store spørgsmål er, om TAA formår at bevise deres værd på det nye album, eller om skepsissen viser sig at være berettiget.
Hårdt, men safe
House of Cards åbner desværre med et unødvendigt introstykke. Jeg forstår det ganske enkelt ikke – kom nu bare i gang og spil noget musik. Det er muligvis mig, der ikke har forstået meningen med det udover at opbygge spænding. For mig virker det altså modsat. TAA er ikke alene om det, men det er stadig irriterende.
Så snart musikken endelig tager over, skydes udgivelsen i gang med en overraskende, markant aggressivitet. Der leveres et udtryk, som fremstår som en klar erklæring om, at bandet er tilbage i en anden og muligvis hårdere form end tidligere. Jeg var lige nødt til at tjekke, om det var det rigtige album, jeg lyttede til, for bandet har skruet op for aggressiviteten og dæmpet de følelsesladede omkvæd en anelse.
Pladens helt store styrke findes i de renskårne metalcorepassager, hvor fremragende trommearbejde, saftige breakdowns og en aggressiv vokal får lov til at dominere uden afbrydelser. Her vil jeg særligt fremhæve nummeret “Bleed”, som klart er et af de bedste numre på skiven. Selvom visse omkvæd og mellemstykker undervejs trækker i en mere generisk retning og bryder flowet en smule, fastholdes den høje intensitet generelt igennem hele forløbet.
Bandet lyder godt, når de går til den – men den hardcore TAA-fan vil nok savne lidt sjæl. Måske er det Ahren Stringers clean stemme og generelle tilstedeværelse, der mangler? Det finder vi jo nok aldrig ud af, sådan som det forholder sig nu.
Sjælen er forsvundet
Alt i alt er det nyeste udspil fra The Amity Affliction et helt okay album, der instrumentalt og vokalmæssigt er rendyrket metalcore. På House of Cards er TAA’s stil ændret en smule mod det hårdere. Det i sig selv er relativt originalt, da bands ofte har det med at blive blødere med tiden. Det er i og for sig ret heldigt, for det er klart de hårde passager, som fungerer bedst for bandet.
Men sjælen er der ikke. Er det, fordi man ved, hvor meget tumult der er omkring bandet, at man føler, at albummet muligvis er en pengemaskine snarere end skabt af kærlighed og spilleglæde? Måske. Det er i hvert fald svært at ryste fornemmelsen af sig, at pladen bærer præg af omstændighederne omkring bandet, hvilket gør, at den føles mere som en pligtudgivelse end et produkt af spilleglæde.
