Assignment - With The End Comes Silence

With The End Comes Silence

· Udkom

Type:Album
Genre:Prog/Power Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

En lang eksamensperiode

I løbet af de sidste 30 år har den tyske kvartet, Assignment, gennemgået en enorm genremæssig udvikling. I bandets begyndelsesår var deres lydunivers præget af døds- og thrashmetal, men i de seneste par år har musikken fået en mere melodisk fremtoning, hvor bandet trækker på elementer fra prog- og powermetal. Efter seks års ventetid er Assignment klar med deres sjette langspiller, With The End Comes Silence, hvor de kommer endnu et skridt tættere på at finde deres lyd.

Powermetal på A-niveau

Den finurlige balancegang mellem eksperimentering og lyttevenlighed bliver allerede tydelig på første nummer. “FALLEN” åbner pladen med en sfærisk synthesizerintro, der bliver et tilbagevendende element i løbet af sangen og skaber en genkendelig ramme, men med mulighed for at indbygge kompositoriske krummelurer i form af skæve rytmer og temposkift, uden at nummeret bliver for usammenhængende og kaotisk. Endnu et element, der hæver lytteoplevelsen, er Diego Valdez’ vokal, der er kraftfuld og fyldig uden at komme til at virke svulstig. Også guitaren spillet af Goran Panić får en fremtrædende rolle i det samlede lydlandskab. Således opsummerer “FALLEN” perfekt det, der venter lytteren. Symptomatisk for With The End Comes Silence er nemlig, at hvert nummer på trods af deres forskelligheder vender tilbage til de samme virkemidler, hvilket skaber en kohærent lytteoplevelse. Så selv mere nedtonede numre som “BEYOND RECOGNITION” får et Assignment-særpræg ved inkorporering af synth-elementer og elaborerede guitarpassager. En mere klassisk tilgang til musikken findes på “THOSE WORDS”, hvis intro kunne være taget direkte fra et John Carpenter-soundtrack. Nummeret følger på mange måder en mere traditionel opbygning uden de helt store krumspring, og jeg må sige, at de skaber et fint pusterum mellem de mere proggede numre. “THE CURTAIN FALLS” danner afrundingen på denne over én times lange rejse, hvor alt i og for sig kørte som smurt. Efter gennemlytningen står man dog tilbage med en følelse af, at mange af sangene på trods af deres rene produktion og musikalske kvalitet ikke virkelig blev hængende i øregangen. Om det så skyldes albummets overlængde eller netop de enkelte sanges “renhed” – eller sågar begge dele, må du, kære læser, vurdere for dig selv.  

Den fortrinlige præstation

Selvom gennemlytningen af With The End Comes Silence var lidt af en mundfuld for undertegnede, kan bandets tekniske evner ikke benægtes, og Assignment er uden tvivl ved at nærme sig et for dem naturligt og oplagt musikalsk ståsted. De elementer, der tydeligvis allerede er på plads, er vokalen og guitararbejdet, som kan tilfredsstille enhver power-entusiast. Hvis man som lytter dog ikke kan begejstres for syth-tung musik, er det nok bedst at springe denne plade over.     

Tracklist

  1. FALLEN
  2. NOTHING TO SAY
  3. BEYOND RECOGNITION
  4. THOSE WORDS
  5. THE TOWER
  6. SELLING MY SOUL
  7. CALL FOR HEAVEN
  8. ANGEL OF BERLIN
  9. WITH THE END COMES SILENCE
  10. THE CURTAIN FALLS