Walisisk rockenergi med store ambitioner
Tredje gang er sjældent lykkens gang, når de to første album har sat barren højt. Så er der ikke længere tale om den svære toer, men i den grad om den svære treer. Særligt debutalbummet Bed of Nails fra 2021 katapulterede bandet ud i succes og headlineshows over hele verden. Opfølgeren, WEIGHT OF THE WORLD, gjorde præcis, hvad debutalbummet havde formået – bare bedre. Her taler vi om guitardreven energisk moderne hård rock. Trioen fra Wales kommer nu med deres nyeste udspil, Pouring Rain, og spørgsmålet er, om ‘same procedure as last year’ gør sig gældende – eller om bandet har formået at opgradere deres lyd endnu en gang.
Mellem sublimt guitararbejde og tomgang
Det hele lægger ud som lyn fra en klar himmel. Åbningen tæsker døren ind med en vokal, der er så overraskende hård, at man omgående ryger op af stolen. Guitarist og vokalist Thomas Tristan – det helt klare es i bandet – har vist røget en del flere smøger siden seneste album. Starten fungerer som et glimrende visitkort for bandets stil, der balancerer råstærk energi, lækre temposkift og afdæmpede, akustiske guitarriffs. Generelt er eksekveringen på Pouring Rain fænomenal, når bandet rammer plet: Guitararbejdet er knivskarpt, konsekvent og spækket med soloer, der sidder lige i skabet, mens tunge basgange og tårnhøj energi viser moderne rock, præcis som det skal skæres.
Desværre lider albummet under en del ujævnhed og et markant formdyk undervejs. Midtersektionen spilder tiden med dræbende lange introer og decideret tamme skæringer, der mangler nerve og føles lige så ordinære som en lunken hverdagsøl. Her kan selv stærke guitarriffs ikke redde de øjeblikke, hvor gassen går af ballonen.
Mod slutningen bliver helhedsindtrykket lidt af en rutsjebanetur: Mørke, stemningsfulde guitarer punkteres af uinspirerede omkvæd. Helhedsindtrykket trækkes heldigvis op af en stærk slutspurt med masser af tyngde og charme, inden det hele rundes af med pladens absolut fedeste og mest velsmurte riff.
Hæderligt, men forglemmeligt
Florence Black leverer med Pouring Rain et hæderligt rockalbum, der placerer sig som en fin, om end noget ujævn tilføjelse til diskografien. Grunden til, at pladen trods alt fungerer som en solid lytteoplevelse, er bandets ubestridelige tekniske evner. Guitararbejdet er eminent pladen igennem, rytmesektionen leverer en fed bund, og når intensiteten er i top, rammer Florence Black plet og producerer moderne rock, som let kan gå verden rundt.
Jeg savner dog et nummer som “GROVE STREET” fra WEIGHT OF THE WORLD, hvor tempoet bliver trukket ud, og man får lov til at opleve guitartalentet fra et balladetempo. Florence Black spiller som support til Mammoth senere på året – og det er egentlig a match made in heaven. To guitartunge bands, hvis frontmænd er helt igennem dominerende forrest på scenen.
