Det kræver en stor portion nostalgi og tidslomme gymnastik for at finde sig til rette i Mr. Bigs verden. Men når først du har købt præmissen - og særligt hvis du allerede er indrullet. Ja, så får du en omgang velproduceret og høflige rock n pop. Ikke noget nyt, men meget mere af alt dét vi allerede kender

Mr. Big kom ud af slutfirsernes logik hvor Kinder mælkesnitte stadig var sundt og CD'en var fremtidens medie. Bandets debut indeholdte både bas- og guitarlir, vanvittige soloer og ballader der gik rent ind. Et festfyrværkeri og et superband bestående af nogle af branchens bedste musikere. Det var før Nirvana ødelagde den radiovenlige amerikanske feel good metal. Efterfølgeren “Lean Into It" fra 1993 holdt ikke helt samme høje niveau, men den havde dét ene nummer, som for altid skulle blive synonym med Mr. Big. Den sukkersøde ballade "To Be With You". Vel blot ment som en uhøjtidelig afslutning på et album…. For hvem ville dog tage notits, af et par akkorder og fællessang, når albummet åbnede med en hæsblæsende unison guitar/bas solo eksekveret ved hjælp af boremaskiner? Det ville hele resten af verden, og på samtlige diskoteker og hitlister var “To Be With You" et fænomen, som selv din mor kunne nynne med på. Det lugtede ubehageligt sødt, klistret og syntetisk a la Kinder mælkesnitte og kalkuleret rovdrift. Siden har Mr. Big kæmpet med at tilfredsstille et flygtigt poppublikum og samtidig været synonym med dårlig smag blandt metalfolket. Ja, det er ikke let at være både "Daddy, Brother, Lover og Little Boy".

Bluesbaseret hårdrock

Af alle de historier som Mr. Big kan fortæller, er udtrykket endnu engang bluesbaseret hårdrock. Samtlige numre er i nærheden af de de radiovenlige 4 minutter, og endnu engang spiller Billy bas, som det var en guitar, og Gilbert guitar som var han en gud. “I Forgot to Breathe" swinger og “Satisfied" rocker på den gode måde. “The Man Who Has Everything" er en flot ballade men også metervareproduktion for Mr. Big. “The Monster In Me" skulle sikkert være farlig og vild, men hvis nogen er bange, så er Disney show også angstfremkaldende ondskab. Ingen kan for alvor være bange, og der er ikke skyggen af bøh-mand gemt i Eric Martin.

Der er flest rocknumre, men naturligvis også et par lunser af den bløde slags - uden dog at vi får en ny "To Be With You" - og det er en god ting. Men det er heller ikke nogen ny hæsblæsende "Addicted to That Rush" eller "Colorado Bulldog". Alt i alt en omgang velproduceret høflig musikalsk lir, og vi er på vej ud af en forudsigelig, pligtskyldig og kedeligt retning.

"Mr. Old?"

"Mr. Old?" spørger en bruger i kommentarsporet på første singlen på Youtube. Bandet har dog også selv øje for, at de grå lokker fylder mest, og en jævn kedeligt bluessag hedder ligefrem: “What if We Were New". Selvironien har de dog tilbage, men den spilleglæde som bandet kunne mobilisere på forgængeren, og første album efter gendannelsen kan jeg ikke længere genkende.

90'er nostalgi

Mr. Big skuffer aldrig musikalsk og deres teknik er i særklasse, men det er samtidig også meget pligtskyldigt kedeligt sølvbryllups etikette over Mr. Big's ottende album.

Det er svært ikke at blive imponeret over musikerne. Men det ændre ikke på, at albummet hylder en lyd og et udtryk som havde sin storhedstid for 25 år siden. Fans får nøjagtig hvad de forventer, og kritikere af Mr. Big får endnu en (god) grund for at gå en stor bue uden om dette band.