Ansigtet udadtil
Motionless In White har gennem de sidste tyve år cementeret sig som en af de helt store spillere på den moderne metalcore-scene. Desværre er de også blevet endnu en af de der svingdørsgrupper, hvor medlemmer hyppigt udskiftes, og forsangeren er eneste konstant, i dette tilfælde Chris Cerulli. Derfor er Cerulli Motionless In White, og den rolle har han forfinet på fornemste vis. Hans clean vokal lyder ikke længere som et Marilyn Manson-plagiat. Hans screams og growls er blevet mere og mere umiskendelige, så man nu aldrig er i tvivl om, hvem man lytter til. Det er da også Cerullis ansigt, der pryder forsiden af bandets efterfølger til den eminente Scoring At The End Of The World, som efterhånden er blevet fire år gammel.
It's all about the fuck
Jeg er med på, at forargelseseffekten af det forbudte F-ord er markant større i USA, end på vores breddegrader. Hele Tipper Gores korstog, der endte ud i et smart lille ”Parental Advisory” klistermærke, som i virkeligheden havde den modsatte effekt, har stadig sit tag i den konservative del af Guds eget land. For mig virker det umodent, når et band som Motionless In White på deres syvende album insisterer på stadig at have minimum ét nummer med, som er plastret ind i ukvemsord. Og denne gang har de så valgt at involvere Corey Taylor (52 år) fra Slipknot på nummeret ”Playing God”, så han og Chris Cerulli (39 år) rigtig kan råbe fuck sammen og pisse de voksne af. Men fuck nu det, fuck eller ej, så synes jeg (45 år) faktisk, at nummeret er fucking fedt.
Motionless In White har tidligere excelleret i store ballader. Sådan én finder vi i form af ”R.I.P.”, hvor de har inviteret popsangerinden Skylar Grey med. Sangen er helt klassisk for bandet med det twist, at der selvfølgelig er tale om en duet. Mange af albummets skæringer lyder en hel del som noget, vi har hørt før fra kvintetten. Især de obligatoriske breakdowns følger en skabelon, som igen og igen tages i brug: Det går ud på, at intensiteten stiger op til et brat stop, efterfulgt af en linje aggressivt udbasuneret af Cerulli, som han bagefter gentager, akkompagneret af maskingeværtrommer og/eller blastbeats. Og det er da meget fedt, men den struktur findes altså på fem ud af de tolv numre, som udgør Decades. Desuden kan den spores utallige gange på deres tidligere udspil.
Der bliver eksperimenteret med electronicore på sangene ”Log_in//Crash_Out”, ”All That I've Ever Known”, ”Blood Rave” og ”Count Back From Zero”. Selvom det ikke er nyt for gruppen, så skaber det en pæn variation på albummet. Lige så forudsigeligt er det, at pladen slutter med en coverversion af Corey Harts synthwave klassiker ”Sunglasses At Night”. En genre flere af bandets store hits, tidligere er blevet flettet ind i på diverse remixes.
Stort navn = Stort ansvar
Decades bekræfter noget, vi allerede vidste i forvejen, nemlig at Motionless In White kan levere aggressiv metalcore, storladne ballader og elektroniske synthflader af meget høj kvalitet. Bandet er lige nu på turné med Lorna Shore og Fit For A King som opvarmning. Det siger ikke så lidt om deres øjeblikkelige kursværdi. I den kaliber er det vel heller ikke for meget at forlange, om ikke fuldstændigt, så i hvert fald et par genredefinerende øjeblikke på en plade, som ovenikøbet har været fire år undervejs.
